Bange for at Like?

brevkassespørgsmål

Bange for at Like?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

Hejsa.

Jeg ved ikke om dette er den rigtige kategori jeg har valgt.Men jeg bruger jo sociale medier ligesom mange unge gør. Men nu er det så blevet sådan, at hver gang at jeg er på Facebook, Instagram el. Andet, så er jeg simpelthen bange for at komme til at like noget. Det er mest slemt med Facebook. Jeg synes selv at det er meget mærkeligt. Hver gang jeg så er på vej ud af Facebook, kigger jeg alle de post igennem som jeg har set. Jeg tjekker om jeg er kommet til at like nogle af dem. Sådan er det også på Instagram. Det er noget det bare lige pludseligt er kommet, det har ikke været sådan før. Det gør mig utryk, og jeg kan ikke få fred får jeg ved at jeg ikke har liket noget som ikke var med vilje. Jeg kan selvfølgelig godt like noget, men hvis jeg liker noget ved et uheld, så er den helt galt. Ikke fordi at jeg tror at jeg har prøvet det, men jeg er så bange for at komme til det. Jeg ved ikke hvad det skyldes, men det er rigtig ubehageligt. 

Svar: 

Kære dig

Jeg kan forstå på dit brev at du er bange for at du kommer til at like noget på de sociale medier, og at det er rigtig ubehageligt for dig når du bliver i tvivl om du har liket noget. Du siger også at det ikke altid har været sådan, og at det gør dig utryg. Jeg synes du skal vide at der er rigtig mange unge som er blevet meget opmærksomme på hvad de liker, kommenterer og deler på de sociale medier. Mange er blevet opmærksomme på det, fordi der måske er rigtig mange andre mennesker som kigger med og derfor kan det føles som om at ens like, kommentar eller deling er med til at fortælle andre hvem man er. Så derfor giver det rigtig god mening at du er opmærksom på hvad du liker.

Det der er problemet er, at det bliver ubehageligt for dig, og at du føler dig tvunget til at skulle dobbelttjekke alle de ting som du har læst, for at være sikker på, at du ikke har liket noget "forkert". Først og fremmest synes jeg, at du skal prøve at snakke med dine forældre eller en anden voksen, som du stoler på. Fortælle dem om, hvad du oplever og at det er meget ubehageligt for dig. Det kunne lyde som om, at det måske er en form for angst du oplever, og det er rigtig vigtigt at du snakker med nogen om det. For det andet, så synes jeg at du måske skulle prøve at tage en pause fra de sociale medier i en periode? Du kan måske starte med at tage en pause i 2 dage. Jeg ved godt at det kan være rigtig svært at skulle holde sig fra de sociale medier, fordi det ofte er der hvor alle vennerne er, og de kan måske ikke forstå hvor ubehageligt det er for dig lige nu. Måske du kan snakke med en god ven eller veninde om det? Så kan han eller hun støtte dig i det. I kan også stadig snakke i telefon sammen, så du mister dermed ikke al kontakten til dine venner.

Jeg synes du skal vide at du ikke er den eneste som oplever ubehag ved at være online, og at det nok skal blive bedre. Det er bare vigtigt at huske på, at vores hjerner har svært ved at følge med i den teknologiske udvikling og derfor reagerer vi nogen gange på måder, som kan virke ubehagelige og give utryghed. Jeg håber du vil prøve at snakke med en voksen om det, og måske tage en kort pause fra de sociale medier.

Jeg håber du kunne bruge mit svar.

Kærlig Hilsen

Signe

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program