UHM

brevkassespørgsmål

UHM

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 8 år 10 måneder siden

Hej jeg er en dreng men jeg elsker at klæde mig ud som en pige jeg er bare ikke særlig god til det!!!

hvordan for jeg en pige til at klæde mig ud som en pige uden det viker mærkeligt?

kan jeg få det til at se ud som om at det var hendes ide?

Svar: 

Hej med dig.

Jeg kan godt forstå, at det må være svært for dig at få en pige til at hjælpe dig med at klæde dig ud som en pige, så jeg synes at det er rigtig godt, at du er kommet herind efter råd.

Du skriver ikke i dit brev, om du blot klæder dig ud som pige, eller om du har flere tanker i forhold til, at du gerne vil være eller leve som en pige. Hvis det er tilfældet, så skal du vide, at du ikke er den eneste, der har de tanker. Når man begynder at komme i puberteten, så kan der pludselig dukke nogle tanker op omkring sig selv, som man ikke har haft før, og man begynder måske at lægge mærke til nogle andre ting eller få nogle nye interesser. Og man kan godt hurtig komme til at føle, at man er unormal eller det man har lyst til er mærkeligt. Måske du selv har prøvet at have det sådan eller har det sådan nu? Men du skal i hvert fald vide, at du ikke er den eneste, der har været mere interesseret i det andet køn i forhold til fx at se ud som dem. Der er mange, der eksperimenterer med forskellige ting, og det er der ikke noget galt med. Så for at summe op, der er altså ikke noget unormalt eller forkert i, at du har lyst til at klæde dig ud som pige.

Jeg kan godt forstå, at det må være frustrerende for dig, at du har lyst til at klæde dig ud som pige, men du ikke er så god til det. Så jeg kan godt følge din idé med, at det vil være lettere, hvis du kan få hjælp af en pige. Jeg kan også godt se din problemstilling i, hvordan det mon kan komme til at se ud som hendes idé. Jeg kommer til at tænke på, om du mon har en god pigeveninde, som du kan snakke med? Måske du kan fortælle hende, at du rigtig godt kan lide at klæde dig ud og om hun har lyst til at gøre det sammen med dig. Du kan jo prøve at foreslå at hun klæder sig ud som dreng og dig som pige. Der er dog en risiko for, at det vil være svært at gøre helt uden at hun gennemskuer det. Hvis du har en god veninde, som du stoler på, og hvis du har mod på det, så kan du måske i stedet fortælle hende, at du har prøvet at klæde dig ud som pige, og du synes faktisk at det er meget sjovt, og om hun mon har lyst til at hjælpe dig? Det kunne lyde på dit brev som, at du ikke har lyst til at en pige skal vide, at du kan lide at klæde dig ud, så derfor kan jeg også godt forstå, hvis det ikke lige er noget, man siger til en. Men samtidig tænker jeg også, at hvis det er noget der fylder meget for dig, og faktisk også betyder meget for dig, så kan det godt være hårdt at gå med selv, og det kan særlig være hårdt, hvis du føler at du bliver nødt til at være en anden person end den du er. Og det kan faktisk være meget rart at dele med en anden, hvilke tanker man har og hvad der fylder for en. Så en mulighed er altså, at du siger det som det er til en som du stoler på.

Hvis du ikke føler, at du har nogen piger omkring dig, som du kan henvende dig til eller som du stoler nok på i forhold til at spørge dem, om de vil være med til at klæde ud, så kan en anden mulighed være, at du kan prøve at få inspiration fra modeblade som fx. woman. Her er der modesektioner og som regel er der altid gode råd til, hvordan man bedst kan klæde sig og hvilket tøj, der er moderne. Når du skriver, at du ikke er så god til det, så kommer jeg også til at tænke på, om det er en bestemt stil du søger eller om du bare generelt har lidt svært ved at sætte tøjet sammen? For der kan forskellige modeblade og modeblogs være god inspiration. Det vigtigste er egentlig bare, at du klæder dig i det, som du har lyst til og som du finder mest behageligt. Men det kan være rart at få lidt gode fif og råd på vejen. Jeg kan anbefale dig at kigge fordi siden for Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle Ungdom. Her kan du kan du både ringe, chatte og skrive i brevkassen. Rådgiverne er alle nogle der forholder sig åbent til køn og seksualitet, og det kan være, at de kan hjælpe dig med andre råd til, hvordan du kan få hjælp til at klæde dig ud. Du finder siden her. Du er også altid velkommen i vores 1-1 chat, hvis du har brug for flere råd eller generelt nogen at snakke med omkring det her eller andet, der fylder for dig.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar.

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program