Kære, kære du

Hvor gør det ondt, at læse dit brev. Jeg vil ønske, at jeg ku’ gi’ dig en kæmpe krammer! Du er midt i det aller-værste tænkelige: En kæmpe sorg: Kærestesorg! Det er forfærdeligt. Det lyder som om, du føler hver dag/time/minut er forfærdelig og du kan bare næsten ikke være i dig selv. Det lyder som om, at alt føles meningsløst for dig. Det lyder som om, du føler dig alene... forladt... fortabt. Og ved du hvad? Det er slet ikke underligt, at du har det som du har det - at du tænker som du tænker og gør som du gør. For det er forfærdeligt at opleve kærestesorg, så du er i din fulde ret til at have det, som du har det!
Og hvor er jeg glad for at du skriver herind. Sådan som du har det, skal man ikke sidde og have det alene. Nogle mennesker siger måske til dig, at ”kærestesorg bare er en del af livet, se at komme videre...du finder en ny… op på hesten igen osv.” Det er på sin vis også rigtigt. Men det er bare sjældent det man har brug for at høre! Når man som dig står midt i det, så kan man sjældent forholde sig til noget der sker ude i fremtiden. Man kan sjældent se ret meget længere end til de næste 5 min og man kan muligvis slet ikke holde ud, at høre folk sige sådan. Man føler måske ikke andre forstår en… og man kan i det hele taget føle sig SÅ alene. Det med at blive forladt af en man har holdt af og delt sit inderste med, kan sætte gang i de værste følelser om, at man ikke er/var noget værd; at man ikke var god nok til den man var kærester med, at man gjorde noget forkert eller lignende. Man kan tilmed føle sig svigtet på det groveste og man kan føle, at en del af én selv er død. Man kan simpelthen føle, at alle ens indvolde (som i denne symbolske henseende er følelser) er flået ud af ens krop og kastet på jorden, så man er et storblødende offer, der bare ikke ved hvad man skal gøre for at samle sig selv.  At den man så har været kærester med, så finder en anden gør det ikke bedre. Snarere som salt i såret. Der er så mange følelser der suser rundt i kroppen og man har bare, når man står i sorgens værste knude, nærmest ingen kontrol over sit indre. Og man vil gøre ALT for, at få de forfærdelige følelser væk eller i det mindste bare få lidt ro – bare et øjeblik….Kan du genkende det? Desværre er det bare ikke muligt at få følelserne væk, på andre måder end at være i dem og lade tiden gå.

Kærestesorg ER en del af livet, ja, men heldigvis kun en lille del, set i det store hele.  Men lige her og nu skal vi finde ud af, hvordan du kommer igennem sorgen NU og hvordan du komme til en tilstand, hvor du kan være i dig selv. For du kan desværre ikke undgå at møde sorgen, når du er i den situation som du er i nu. Cutting giver dig måske en følelse af, at du dæmper sorgen, men det virker måske kun meget kort og er ikke konstruktivt. Det vil sige, det er ikke brugbar handling på lang sigt og det kan gå hen og blive en vane som er meget svær at vænne sig af med.
At tage sit liv... hjælper heller ikke, for så er du her ikke mere. Og tro mig der venter en masse dejligt senere i dit liv. DET vil du ikke gå glip af. Jeg håber, du får noget hjælp for det er meget alvorligt når man vælger cutting og selvmordsforsøg. Så har man brug for hjælp og her vil det være bedst, hvis du kan komme i kontakt med en psykolog. Jeg går ud fra, at med de oplevelser du har haft med selvmordsforsøg, så er du i kontakt med sådan én? Hvis du ikke er det, så er det noget af det første jeg vil råde dig til: Snak med din mor/far og kom til lægen. Hvis ikke du føler du kan snakke med dine forældre om det, så vælg en lærer/pædagog eller kontakt selv din læge for at høre hvad du kan gøre. ER det svært at få det sagt med ord, så kan du eventuelt skrive et brev. Det kan både være til mor/far eller andre personer du har tæt på. Det er meget vigtigt at du får hjælp.

Du skriver i dit brev, at du også er ked af, at du har gjort din familie og venner ondt og at du skubber dem væk. I sorgprocesen er det meget vigtig, at du tilgiver dig selv for alt. Det er simpelthen det vigtigste. Hvis du føler noget der er ubehageligt indeni, så er det ikke godt hvis du bebrejder dig selv. Du har ikke gjort noget forkert! Heller ikke da I var kærester. Du har gjort, hvad du kunne/ troede var rigtigt og så var det ham der ikke ville mere. Ham der gik og uden at tænke på dine følelser, gik med en anden. Det er ikke pænt gjort. Så husk: Det er ikke dig der har gjort noget forkert. Tilgiv dig selv for at have cuttet, forsøgt selvmord, tænkt grimme tanker og haft ondt indeni, eventuelt at have sagt grimme ting osv. Sig til dig selv, at det du har gjort, var fordi du var fucked up indeni. Så det er ikke underligt, at du har gjort hvad du har gjort. Måske ikke smart, men bestemt ikke hverken underligt eller forkert! Og så kan du prøve, at fokusere på hvad du vil gøre fra nu af, i stedet for måske hele tiden, at bebrejde dig selv og føle skam over hvad du HAR gjort. Og så kan du prøve at betragte denne situation som en af livets sværeste. Klap dig selv på skulderen og fortæl dig selv at uanset hvad, så er du her og du klarer den. Det tager tid og ingen ved hvor lang tid, men når du kommer på den anden side, så står du stærkere.

I dit brev fornemmer jeg, at du egentlig allermest søger at få et godt råd til, hvordan du slipper ud af den tilstand du er i nu. Jeg kan desværre ikke give dig noget hurtig og enkelt svar. Men jeg vil ønske jeg kunne! Som jeg skriver, så er der ikke andet at gøre end, at være i det. Man har ingen kontrol eller magt over, om man VIL være i det, for det er man nødt til. Intet valg. Desværre… Men man kan alligevel forholde sig til HVORDAN man vil være i det. Og det kan man gøre på to måder.
1: den mest mulige behagelige eller 2: den mest mulige forfærdelige. Uanset hvilken måde man vælger vil tiden gå og en dag vil man være videre. Men alt afhængig af, hvilken måde man vælger, så tager den ene ofte længere tid og vanvittig flere kræfter og er derfor energidræbende. OG så kan det have stor betydning for, hvordan resten af dit liv/dit sind vil være at leve med.

Du kan uanset hvad ikke springe over sorgen, du skal og er desværre tvunget til, at gå igennem den. Jeg vil ønske jeg kunne sige andet :-/… Men du kan overveje, hvilken måde DU vil gennemgå din sorg på.
Jeg vil starte med at beskrive, hvad det vil sige at tage den mest mulige forfærdelige måde, som er: At kæmpe imod følelserne. At bebrejde sig selv for alt. At holde på sine følelser. At undgå tårer og hvis de kommer så straffe sig selv for dem… At undgå at snakke med nogen. At gemme følelserne væk. At skamme sig. At gemme sig og lukke andre ude. At være hård mod sig selv og straffe sig selv. I det hele taget, hele tiden at tænke på, at det er én selv der er noget i vejen med. Det vil sige, at vende det indad. Være vred på sig selv og ikke tilgive sig selv.
Den anden måde, den mest mulige behagelige er såmænd ikke ligefrem behagelig, men ofte nemmere at være i og kan være med til at gøre sorgprocessen kortere og mere konstruktiv i form af, at man får en styrke med derfra.  Her vil det sige at: man anerkender sine følelser, man græder/tude når det presser sig på, Man forsøger ikke at bebrejde sig selv og kommer man til det, så tilgiver man sig selv. Man snakker med alle man kan komme til om det – også selvom det er svært. Det skal ud! Det er den eneste måde at få det væk fra kroppen! Man synes det er synd for sig selv. Man bekræfter sig selv i, at det her er mega svært og derfor helt ok at være ked af det. Man prøver så meget, som muligt at være god ved sig selv. Og kommer man til at tænke anderledes så tilgiver man sig selv derefter.
Det kan ske, at man af natur har tendens til, at vælge den ene måde frem for den anden, sådan rent automatisk. Det er fordi man er som man er! Men det betyder ikke, at man ikke kan vælge den anden metode, hvis man ønsker det. Det kræver intens (grundig og kraftig) indsats fra én selv. Og man skal hele tiden være obs på hvilken måde man vælger. Det vil sige, hvis og når ens følelser og tanker kommer, så skal man overveje hvilken måde de repræsenterer? Er det fra den mest mulige forfærdelige måde, bør man sige ”hov, ups, jeg prøver lige at tænke på den anden måde og tilgiver mig selv for, at komme til at tænke skidt”. Gør man det intenst, og igen og igen, vil man ofte efter et par uger kunne mærke en ændring. For nogle tager det længere tid, for andre tager det kortere tid. Men det kan lade sig gøre. Det er svært at skifte ”måde”, især hvis man længe har kørt på den samme måde, men det kan lade sig gøre. Øvelse gør mester :-)

Så når du tænker de tanker du ikke vil og følelserne koger op inden i dig, så spørg dig selv hvilken ”måde” du vil vælge nu? Herefter kan du eventuelt ringe til en veninde… du kan lægge dig grædende på sengen og lade dig græde med tårer og sig til dig selv: ”det er så svært det her, hvor er det synd for mig, men jeg skal nok klare det. En dag er det her væk hvis bare jeg er god ved mig selv”. Herefter kan du tænde for fjernsynet og se noget ligegyldigt – noget du kan rumme. Hvis du begynder at tænke selvbebrejdende tanker, eller tanker om ham og dig, så kan du eventuelt sige til dig selv: "Jeg har ikke brug for de tanker - de gør mig ikke godt". Bliver det for svært for dig at være i det, så gå ud til din mor/far, lav noget mad, spil et spil, snak... simpelthen få hjernen til, at beskæftige sig med noget andet. Du kan også gå ud sammen med en veninde. Kun tiden kan hele din kærestesorg, men det VIL SKE. Stol på det! Pludselig en dag så er du der og mærker mindre og derefter større mellemrum mellem de skidte tanker og følelser og pludselig en dag er de væk. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men det sker.  Indtil da, vær god ved dig selv. Kram dig selv for du vil jo bare have det godt igen, ik?
Vær ikke ond ved dig selv. Det får du det ikke bedre af. Vær i stedet sød mod dig selv. Men jeg kan virkelig godt forstå at du har det forfærdeligt lige nu! Dagene kan være lange og svære og du er velkommen til, at skrive til vores chatrådgivning hvis følelserne presser sig på. Du er også velkomme til at skrive igen til brevkassen.

Pøj pøj, klap på skulderen og kæmpe kram fra mig

Mette