Hej med dig.

Det lyder til, at du har en del der fylder rigtig meget for dig lige nu, hvilket er helt forståeligt i forhold til de ting, du har været igennem og går igennem lige nu, særligt med din tidligere veninde og søster. Det er rigtig hårdt at miste nogen omkring sig, og ens reaktion kan komme til udtryk på mange forskellige måder.

Du skriver, at du her på det sidste føler dig rigtig følelseskold. Du spørger ikke til om det er normalt eller andet, men jeg tænker i hvert fald, at det kan være en måde at reagere på, når man går igennem nogle svære ting. Selvom din tidligere veninde ikke var en tæt veninde nu, så tænker jeg stadig, at det må være rigtig hårdt for dig at miste hende. Du skriver, at I har været igennem mange ting sammen og har været rigtig gode veninder i folkeskolen, så derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du sørger over hende, og savner hende. Vi reagerer alle meget forskelligt, når vi mister nogen omkring os. Nogen har et stort behov for at snakke om det og græder meget, og andre har det måske ligesom dig, som ikke græder så meget, og måske heller ikke snakker så meget om det. Det er helt okay ikke at græde meget, det er ikke nødvendigvis et tegn på, at man ikke er ked af det. Men hvis man ikke snakker om, hvordan man har det igennem en længere periode, så kan det godt overvælde en lige pludselig, fordi det er hobet sig op indeni. Men det er helt okay, at du ikke har lyst til at snakke så meget om dine følelser. Du skriver, at du havde en drøm om hende forleden, som gjorde dig ked af det. Drømme kan godt føles ekstremt virkelige, og nogle gange kan det være svært at skelne mellem drømmen og virkeligheden. Det kan være voldsomt at drømme om en person, og så vågne og komme i tanke om, at hun ikke længere lever. Det kan også være, at du pludselig kan huske detaljer ved hendes udseende eller hvordan hun plejede at dufte. Det kan gøre sorgen endnu voldsommere, da det er nogle ting, man godt kan glemme med tiden. Din drøm kan måske have været med til, at du mindes tilbage på nogle af de ting I har været igennem, eller du måske kommer i tanke om nogle ting, du ikke fik sagt eller gjort? I så fald skal du vide, at det er helt normalt at have det sådan.

Det kunne lyde til, at din irritation over din mor kan være påvirket af tabet af din veninde. Det er meget normalt, at man kan føle sig helt ved siden af sig selv, og måske også ekstra sårbar, når der er en person omkring sig, der er gået bort. Samtidig lyder det også til, at din mor og dig håndterer dét at miste en person meget forskelligt. Det lyder til, at din mor snakker meget om, hvordan hun har det, og er stadig meget påvirket af at have mistet sin far. Det kan være svært at vide, hvorfor du føler dig ekstra irriteret på din mor, men en forklaring kan være, at du kan føle dig omklamret af hendes følelser og omsorg for dig, og måske også være irriteret over hendes reaktion på hendes fars død, da du ikke reagerer på samme måde. Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at du ikke forstår hende, men måske bare, at du har brug for ekstra meget plads i den her tid, til at håndtere din sorg på din egen måde. Det virker også til, at du har reflekteret over din mors og dit forhold, og er kommet frem til, at du er mere din fars pige. Det er helt naturligt, at man kan have et tættere forhold til en af sine forældre. Det betyder ikke, at man elsker dem mindre, men at der måske bare er nogle ting, der er lettere med den anden forælder. Det kan sagtens være, at du ubevidst har taget afstand til din mor i en tidlig alder - måske fordi hun dengang kan have mindet dig om din morbror og de forfærdelige ting, han udsatte dig for. Det kan være svært at sige. Jeg vil også lige sige, at jeg synes at det er rigtig flot af dig, at du har snakket med en psykolog omkring din morbrors misbrug af dig, nu hvor du i forvejen ikke har det så godt med at tale om dine følelser.

Jeg tænker lidt, at det er ganske almindeligt når man er 17 år, at være lidt træt af sin mor. Der er mange, der oplever et behov for at klare sig selv, og ikke være afhængig af sine forældre. Derfor kan det være ekstra irriterende, hvis din mor er meget omsorgsfuld over for dig. Så er det meget naturlig at føle, at hun pylrer over dig uden grund. Så jeg tænker ikke, at det er unormalt, at du synes at din mor er lidt irriterende. Men det kunne være, at du skulle have en snak med din mor om, hvordan du har det. Du behøver ikke at sige til din mor at du synes hun er irriterende, men det kan måske være fint at fortælle hende, at du ikke har det store behov for at snakke om dine følelser, og at det kunne være fint, hvis hun ikke var så bekymret for dig for eksempel.

Du skriver også, at din lillesøster i sidste uge tog nogle piller med det formål at begå selvmord. Jeg kan virkelig godt forstå, at du blev vred på din lillesøster, og blev rigtig ked af det og bange. Bare tanken om at miste sin søster kan være rigtig skræmmende, så det er helt naturlig, at du reagerede som du gjorde. Samtidig tænker jeg også, at det må være ekstra voldsomt for dig, fordi du måske genlever nogle af de samme følelser som med din veninde? Jeg synes, at det er rigtig godt, at du fik snakket med din søster om det. Jeg er sikker på, at din søster ikke forsøgte selvmord for at såre dig. Nogle gange kan selvmord virke som den eneste løsning på ens problemer eller de vanskeligheder, man har i sit liv. Det kan også være et råb om hjælp, og jeg håber at din søster får muligheden for at få noget professionel hjælp som at tale med en psykolog, da det er så vigtigt at tale om sine svære tanker og følelser, så man kan finde en måde, at få det bedre på.

Ingen mennesker burde opleve at miste nogen til selvmord, og særligt ikke flere gange. Derfor vil jeg igen understrege, at det er helt forståeligt, at du har nogle reaktioner på de seneste hændelser i dit liv. Du oplever måske at du er følelseskold, men i virkeligheden har du måske en masse følelser indeni, som kan være svære at sætte ord på og forholde sig til, og så kan det i stedet komme ud som om, at du ikke har nogle følelser. Det kan tage tid at komme sig fra tabet af en nær person, og det er helt okay, men ofte bliver det bedre med tiden. Selvom du ikke har det godt med at snakke om dine følelser, så kan det måske alligevel være en god idé at prøve, når du føler dig klar til det. Det kan være, at du har en god veninde, som du kan snakke med? Det kan også være, at I havde nogle fælles venner, måske nogle venner fra folkeskolen, som du kan snakke med om hende? Det kan nemlig være rigtig godt at snakke sammen med nogen, som også kendte hende og som forstår, hvad du går igennem, selvom du ikke er så glad for at tale om dine følelser. Det kan også være, at det er lettere at tale med nogen, som du ikke kender. Her kan jeg anbefale at skrive ind til vores chat, hvor du kan snakke med dygtige rådgivere om lige det, som du har lyst til.

Når du savner din veninde og sørger meget over hende, så tænker jeg lidt, om det kan være en idé for dig, at besøge hendes gravsted, hvis hun har et? For mange kan et gravsted være et godt sted at tage til, når man føler sig magtesløs og ked af det. Nogen bruger det til, at "snakke" med personen. Det kan være, at det ikke føles naturligt for dig at gøre, og det er også helt okay. Men det kan være et sted, hvor du mindes hende og jeres venskab. Når der er nogen, der bliver taget så pludselig fra en, så kan man godt føle, at man ikke har fået sagt ordentligt farvel. Hvis du har det på samme måde, så kan det være en idé at prøve at skrive et brev til hende. Du kan skrive lige det du har lyst til hende, pointen er blot, at det kan være en måde for dig, at sige farvel til hende på.

Det kan være, at du føler, at du har brug for at tale med nogen om din lillesøster, og om de tanker du har om hendes selvmordsforsøg. Der kan jeg særligt anbefale Livslinien, som du både kan chatte, ringe og skrive til. Det kan nemlig være rigtig hårdt at være pårørende til nogen, der har det så svært, at de ikke har lyst til at leve længere. Selvom man gerne vil være der for dem, så er det også vigtigt at huske at tænke på sig selv i det forløb, hvilket faktisk kan være rigtig svært til tider, fordi man hurtigt kan blive fokuseret på, at hjælpe den person, der har det svært. Men det er okay, at man også selv har et behov for at tale om det, eller det måske nogen gange bliver for svært at forholde sig til den andens problemer.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, ellers er du altid velkommen til at kontakte os igen.

Mange hilsner
Pernille