Ham?
Ham?
Hej Cyberhus :-)
Her for ikke så lang tid siden mødte jeg en rigtig Sød dreng. Han er et år ældre en mig og går en klasse over mig. Da jeg mødte ham var det sammen med mine venner og hans venner. vi kyssede en gang hvor jeg nærmest blev tvunget til det. Han startede med at holde om mig, men bagefter begyndte han at tage mig på røven og sådan noget. Næste dag afviste jeg ham. Han blev vildt ked af det. Han snakkede med mine veninder om hvor ked af det han var fordi han gerne ville se mig igen, men jeg bare afviste ham. Det skal lige siges at nøsten alle mine veninder synes at han var mega lækker og godt kunne lide ham. Nå men jeg fik der ret dårligt efter at jeg havde afvist ham, derfor gik jeg ned og snakkede med ham. Det endte så med at vi begyndte at snave. Han tvang mig ikke til det eller noget der. Nu skriver vi rigtig meget sammen. Han har sagt til mig at næste gang vi mødtes ville han give mig finger, sugemærker og handJob. Da han sagde det til mig blev jeg ret bange. Prøv og tænk hvis han vil gøre mig noget næste gang vi ses. Er begyndt og blive en smule bange for ham selv om han var så sød ( og MEGA lækker). Hvad sker der hvis jeg takker nej. Ved ikke om jeg er en lidt bange.
Hilsen mig.
Hej med dig.
Jeg kan forstå på dit brev, at du har en del tanker omkring at mødes med ham fyren du ser. Det er helt forståeligt, at man har en masse spørgsmål til, hvad der kan ske og hvordan man egentlig har det med at mødes med en fyr, hvor der kan ske noget seksuelt.
Du skriver i dit brev, at da du første gang kyssede med ham, følte du dig nærmest tvunget til det, og efter du havde afvist ham fik du dårlig samvittighed og snakkede med ham igen. Ud fra det lyder det lidt til, at du er i tvivl om dine følelser for ham, og om du egentlig overhovedet har lyst til at lave noget seksuelt med ham. Når man er i tvivl om sine følelser for en, så er det ofte rarest at man tager tingene i et roligt tempo, så man kan finde ud af, hvordan man egentlig har det med personen. Derfor kan jeg godt forstå, at du blev bange da han skrev alle de ting, han gerne vil lave med dig seksuelt. Du skriver ikke om du er jomfru eller om du har prøvet at lave nogle andre seksuelle ting før, men jeg kan sagtens forstå, at det kan virke rigtig skræmmende, når han skriver de ting til dig. Derfor er det helt i orden at sige nej! Du skal aldrig føle, at du er tvunget til at sige ja til noget, som du ikke har lyst til eller som du er i tvivl om du vil. Det er bedre at være helt sikker inden du kaster dig ud i sex, fordi det kan være rigtig grænseoverskridende, hvis du ikke føler dig klar. Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at gøre ham ked af det ved at sige nej, men i virkeligheden gør du nok dig selv mere ked af det ved at sige ja, hvis du ikke har lyst. Det er altid bedst at sætte dig selv først, og mærke efter hvordan du selv har det.
Det lyder til, at dine veninder er meget begejstret for ham fyren. Det kan være rigtig svært at afvise en fyr, som er interesseret i en og som er populær hos ens veninder. Man kan hurtigt føle sig presset til at være sammen med ham, fordi de andre synes det er en god idé. Men det er dig, der skal være sammen med ham, og selvom det kan være svært at afvise en, så tænker jeg, at det er vigtigt at DU har lyst til at være sammen med ham.
Du skriver at du synes at han er sød og rigtig lækker, så måske kan det være en idé at lære ham bedre at kende inden du kaster dig ud i noget seksuelt med ham? Altså lave nogle ting sammen eksempelvis se film, gå ture, bowle osv. Når man skal have sex for første gang eller lave andre seksuelle ting, så er det ofte rarest at man kender hinanden godt, så man kan føle sig trygge. Og når man ikke kender hinanden så godt, så er det er helt naturligt at have de tanker du har i forhold til, om han kan finde på at gøre dig noget. Derfor tænker jeg, at du godt kan skrive til ham, at du hellere vil lære ham bedre at kende inden i springer ud i sex? Hvis han siger nej til det og kun vil have sex, så er det ikke dig, der har gjort noget galt. Det er hans prioritering, og mange vil nok også mene, at det er en skæv prioritering at have. Men hvis du har mod på det, så kan det er en god idé, at du skriver til ham, at du egentlig ikke har lyst til sex, så du hurtigere kan finde ud af, hvordan han har det med det. Hvis han kun vil have sex, så er det ikke noget, du skal føle dig tvunget til at gøre. I stedet får du en afklaring, og du kan finde ud af, hvad du har lyst til at gøre derfra.
Der er mange piger, som oplever at føle sig presset til sex. Og det kan være svært at sige nej, særligt hvis det er til en fyr som man egentlig godt kan lide. Faktisk tænker jeg, at det er super sejt at kunne sige nej, for det fortæller lidt om, at man ved, hvordan man har det og hvad man har lyst til, og at man kan stå i mod pres. Men det kan være svært, særligt hvis alle omkring en begynder at have sex, så kan det virke som noget man selv burde gøre. Det er aldrig sjovt, at være uden for noget eller ikke at kunne snakke med om et emne, men det er heller ikke sjovt, at fortryde at man har gjort noget, som man ikke var klar til. Og faktisk er gennemsnitsalderen for at have sex første gang 16 år, så der er faktisk ikke noget unormalt ved, at du har de bekymringer om sex som du har, eller hvis du ikke føler dig klar endnu.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar. Og så håber jeg, at du vil mærke efter i dig selv, hvordan du egentlig har det med ham fyren, og igen vil jeg sige, at du aldrig skal være bange for at sige nej til noget du ikke har lyst til!
Mange hilsner
Pernille