Stress
Stress
MeHej Brevkasse
Jeg har siden vinterferien i 9. klasse følt mig en lille smule svimmel on/off.
Da jeg var på efterskole i 10. klasse følte jeg mig glemsom og af og til lidt småforvirret. Også lidt irritabel over for mine forældre af og til.
Dog synes jeg ikke jeg mærkede meget til svimmelhed i den størstedel af mit efterskoleophold.
Jeg ved ikke om det her med svimmelhed er noget jeg bilder mig selv ind, eller om det bare forsvandt på efterskolen fordi jeg var optaget af alt muligt andet.
I 9. klasse var vi 10 drenge og 4 piger. Blandt drengene var vi rigtigt gode til at grine AF hinanden. Det er min oplevelse at der var nogle personer der nedgjorde andre under dække af ''at det jo bare var en joke''. Jeg blev blandt andet grint af og lavet sjov med på grund af min stemme gik i årgang og knækkede sammen blandt andet. Det var dog ikke mig det gik værst ud over.
Jeg ved ikke om det var mobning der foregik.
Min klasselærer blev sygemeldt med stress i 9. også.
Jeg begyndte siden da at stille store krav til mig selv, socialt, fagligt, sportsligt og på andre punkter.
Jeg spekulere på om min tid i 9. kan havde påvirket mig negativt. Og om jeg er stresset?
Er der grund til at jeg opsøger en læge på bagrund af disse symptomer?
Hej med dig.
Tak for dit spørgsmål. Jeg kan forstå at du igennem længere tid periodevist har følt dig svimmel og at du spekulerer på om det skyldes stress eller om det er noget andet.
Svimmelhed kan skyldes mange forskellige ting og ud fra det du skriver er det svært for mig at sige med sikkerhed hvad det skyldes i dit tilfælde. Ofte finder man heller ikke en specifik årsag og du har helt ret i at mange der er stressede også føler sig svimle.
Når din svimmelhed har stået på så længe og det ikke lyder som om den er sket en væsentlig forværring, så vil jeg sige at det er usandsynligt at det skyldes noget alvorligt, men det er nok en god idé at gå til din læge og lige blive tjekket. Så kan det også nogengange være lettere at tackle svimmelheden efterfølgende fordi man så ved at det ikke er noget farligt.
Hvad angår din fortid med hvad der lyder som noget mobning, kan det jo være noget der sidder lidt i én efterfølgende og det kan gøre, at man kan føle sig usikker og stresset og nogen gange angst og psykisk utilpas. Som regel går dette væk efter noget tid, men nogengange kan det være nødvendigt at snakke med nogen om det og på den måde få det bearbejdet. Nogle skoler og andre uddannelsesinstitutioner har studievejledere og psykologer tilknyttede som man kan snakke med og i de fleste kommuner er der et børn og unge center hvor man kan henvende sig med problemer som du beskriver. Man behøver ikke henvisning fra sin læge.
Jeg håber at du kan bruge mit svar og at du snart er helt ovenpå igen.
Med venlig hilsen
Morten