Svie i mit øje

brevkassespørgsmål

Svie i mit øje

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 2 måneder siden

hej cyberhus

for et par dage siden kunne jeg mærke at mit øje var begyndt at svie en lille smule, og jeg ved virkelig ikke hvorfor. Jeg har ikke rigtig gjordt noget

ved øjet, andet end at jeg for ca. 3 dage siden ville fjerne noget mascara som sad lige ved øjenlåget. Det var kun sådan en lille sort prik som jeg ville fjerne, men i stedet for at få

det ud kom jeg til at skuppe det op under øjenlåget. Det var ikke noget der rigtig generede mig resten af aftenen inden jeg gik i seng. Men så næste dag begyndte det bare at svie i øjet

Og det har det gjordt de sidste tog dage. Så jeg ved ikke om det er det der gør at mit øje svier? Det lyder bare mærkeligt for jeg er vant til at have små sorte prikker af mascara i øjet og det plejer ikke at genere mig. Jeg har også lige været forkølet og jeg ved ikke om det kam have noget med det at gøre? Om jeg måske kan have fået noget virus i øjet eller?

håber i vil svare mig

 

Svar: 

Hej med dig.

 

Tusind tak for dit spørgsmål, jeg vil forsøge at svare bedst muligt.

Som jeg forstår det opstod der spontant svie i det ene øje og din umiddelbare eneste forklaring er lidt mascara i øjet dagen før. Du beskriver kun svie i øjet og du har ikke angivet gener fra det andet øje, hvorfor jeg antager at det ikke er til stede. Lægen vil ofte spørge lidt mere ind til symptomerne for at kunne stille den rigtige diagnose. Vigtig information er; om øjet er rødt?, om øjet løber i vand? Har du fået noget i øjet? Er der ledsagende kløe? Nedsat syn? Lysskyhed? Kontaktlinsebruger?

I og med at du kun oplever svie i øjet lyder det meget ufarligt og formentlig ikke en  behandlingskrævende tilstand, men en irritation, som forsvinder af sig selv. Alternativt kan der være 2 andre mulige forklaringer ud fra din sygehistorie. Du har nylig været forkølet, hvorfor en mulig forklaring kunne være at "forkølelsesvirus - el. bakterier" har sat sig som betændelse i øjets slimhinde. Øjenbetændelse vil oftest starte i det ene øje, men sprede sig til det andet øje. Tilstanden giver ikke smerter, men netop svie, som du beskriver. Samtidig vil man oftest vågne op om morgenen med klistrede øjne. Hvis betændelsen skyldes virus vil det gå over af sig selv i løbet af 5-10 dage og man kan ikke behandle det. Skyldes betændelsen istedet bakterier forsvinder det af sig selv i løbet af få dage, men kan tage op til 2 uger. Bakterielle infektioner kan man effektivt behandle med antibiotiske øjendråber, som vil virke indenfor ganske få dage.

En alternativ forklaring på dine gener kunne være, at du i forbindelse med fjernelse af mascara i øjet har fået en ganske lille rift på øjets hornhinde. Et sådant lille overfladisk sår/rift vil dog oftest give smerter fremfor svie og ledsages af lysskyhed og tåreflåd (et øje der løber i vand). En læge vil kunne farve øjet med et farvestof (flourescin), som samler sig i riften, så denne kan ses. Tilstanden går over at sig selv, men man vil ofte behandle med antibiotiske øjendråber for at undgå en infektion i øjet.  

Hvis du stadig har svie i øjet eller andre symptomer på nuværende tidspunkt, vil jeg dog råde dig til at gå til din læge og få det undersøgt. Hvis du oplever forværring i form af smerter i øjet, sløret/nedsat syn eller lysskyhed skal du kontakte læge akut. Desuden er det vigtigt at holde pause med evt. kontaktlinser, når man har symptomer fra øjnene.

 

Håber ovenstående besvarede dit spørgsmål.

 

Venligst Linda

Lindas billede
Linda har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program