Jeg er en pige på 13, der for tiden gennemgår en rigtig svær periode. For det første er der to af mig. En til offentlighed og en til... Ja, hvad er den sande mig egentlig til? Hun er gemt helt væk.

De fleste tror, de kender hende, men kun én gør, og han er over tusind kilometer væk fra mig. For det andet er en dreng fra min parallelklasse begyndt at komme med dumme kommentarer til mig, selvom jeg aldrig har gjort ham noget. Jeg har spurgt ham, hvorfor han gør det, men så griner han bare og går tilbage til sine venner. For det tredje er jeg begyndt ikke at kunne koncentrere mig ordenligt siden skolen startede igen.

Jeg sidder som regel bare og kigger ud af vinduet i skolen - både i timer og i frikvarteret. Flere spørger, om jeg er okay, og da jeg har ladet som om alt for længe svarer jeg, at jeg ikke er. Men i samme sekund jeg siger det, vender de sig og går. Kender du det, når man virkelig bare har brug for et kram fra én bestemt person? Men hvad gør man så, når den person ikke eksisterer længere? Jeg mener, han lever stadig, han har bare ændret sig rigtig meget. Han er ikke længere min ven, der nærmere var min bror, men en klassekammerat, og lige nu har jeg virkelig bare brug for at den gamle ham var her og støttede mig.

Jeg nyder ikke længere alt det, jeg gjorde før sommerferien. Har ingen glæde ved den natur, jeg elskede så højt, men som er ødelagt nu, ingen glæde ved at skrive, ingen glæde ved noget. Og så er der Ham. Ham der sagde, at han elskede mig, kaldte mig smuk og passede på mig. Så løj han for mig, sagde undskyld og - dum som jeg er- tog jeg ham tilbage. Men det var før. Før han forlod mig uden et ord.

Folk bliver ved med at fortælle mig, at jeg er stærk og sagtens kan klare det, men det kan jeg ikke. Ikke længere. Det har været der så længe, at jeg ikke tror, at det nogensinde går væk. Denne følelse af at være knust er den værste, jeg endnu har oplevet. Værre end at blive mobbet. Og endelig er der komplimenter. Dem hader jeg. Dem og at være stolt af mig selv. For i det sekund jeg er stolt af mig selv siger folk, at jeg blærer mig og er egoistisk, så jeg gør det bedste for at rakke ned på mig selv. Nok også fordi jeg føler mig selvisk når jeg tænker godt om mig selv.

Jeg ønsker ikke at være selvisk. Hver morgen ser jeg mig selv i spejlet og siger to ting. "Hey fake-mig. Klar til endnu en dag?" og "Grim som sædvanlig." De siger, at man skal følge sit hjerte. Men når der er så mange små stykker, hvilken skal jeg så følge? Jeg beder dig. Bare en eller anden. Hjælp mig. Cat