Hej, det her kommer nok til at være en smule langt.

Jeg er en pige på 15 år, og jeg har det seriøst skidt. Jeg er blevet utrolig meget mobbet på mine tidligere skoler. Jeg har gået på tre skoler, og her d. 18. August skal jeg gå på min fjerde og forhåbentlig sidste skole. Da jeg gik på fritidshjem, blev jeg også mobbet. Der gik jeg kun sådan omkring to år eller sådan noget. Da jeg gik på B Skole, så var det nærmest den bedste skole af dem alle, for det var det faktisk. Jeg gik i børnehaveklasse to gange på den skole, og jeg stoppede første gang på den skole i år 2005, men kom tilbage samme år og stoppede igen i år 2007. Det hele var nærmest så godt, men lige pludselig en skønne dag, da jeg gik i 6. klasse, så begyndte mobningen for alvor. Da det blev sommerferie, så havde jeg det elendigt. Jeg græd hver dag og hele tiden, havde selvmords tanker og ville seriøst intet længere. Da sommerferien var forbi, så kom vi alle jo tilbage på skolen efter sommerferien, det er jo klart. Så blev jeg allerede mobbet igen, og det fortsat hele tiden, det stoppede aldrig. Jeg kom grædende hjem hver dag, jeg fik selvmords tanker igen. Jeg blev så taget ud af skolen og kom aldrig tilbage, så noget tid efter startede jeg på min Skole, hvor jeg så gik i lidt over et år, før sommerferien i år blev jeg taget ud af den skole, fordi jeg havde det dårligt. Mange gange sad jeg i skolen og græd, følt mig generet nogen gange, når jeg gik hjem fra skole, og det eneste der bare var godt var, når jeg var hjemme. På et tidspunkt i år(2009) villet min onkel i seng med mig, og så har han nedgjort mig fuldstændig. Jeg har det virkelig skidt efter det, og nærmest alle har bare været interesseret i at få mig på efterskole. Jeg sagt nej hver gang, og de fatter bare ikke et nej. Til sidst bliver man sgu så træt af det, at man nærmest bare kunne få lyst til at brække sig. En dag i skolen, så sad jeg og snakkede i enerum med min lærer N. Hun begyndte at spørge mig, om det bare var H. eller generelt ældre mænd, jeg kiggede efter. Først sad jeg og tænkte: "Hvad rager det hende?" Men alligevel svarede jeg på det, og så begyndte hun nærmest bare at tale til mig, som om jeg var syg i hovedet. Jeg er blevet utrolig meget svinet til på nettet, hvor folk kaldte og kalder mig klam, ulækker og sådan noget. Ofte fordi jeg er forelsket i H. eller også er det fordi....ja......at jeg tænder på ældre mænd. Det kan folk ikke rigtig acceptere. Det er også en del af det, jeg er blevet mobbet med. Jeg føler mig virkelig svigtet og trampet på af alle dem, jeg nærmest har gået i skole med. Jeg føler mig svigtet af min egen familie, de var der ikke engang for mig, da min egen onkel ville i seng med mig. De troede bare på alt hans pis. De eneste der sådan set hjalp mig var, dem jeg gik i klasse med på min skole. Men det gør dem ikke mindre falske. De er ikke en skid, selvf er jeg glad for de hjalp mig, det er jeg selvf glad for. Men ellers er de ikke en skid. Min sommerferie sidste år var nærmest også bare rent ad helvedes til, det var denne her sommerferie nærmest også. Jeg er begyndt at skære i mig selv, og har det virkelig bare skidt. Jeg har lavt selvværd, ingen selvtillid og har mindreværdskompleks. Jeg føler at alt, hvad jeg gør, er forkert. Jeg føler mig som et lille stykke slik papir, der bliver rullet sammen, smidt på gaden og så bare trampet på. Begge mine forældre syns, at jeg er syg i hovedet, bare fordi jeg har skåret i mig selv. Jeg føler mig ikke som en, folk bryder sig om. Jeg føler mig kritiseret, når folk sidder og siger til mig, at mit hår er meget mandet og hvad ved jeg. Jeg føler mig svigtet af mange, jeg føler mig generet af mange, og så føler jeg mig intet værd. Jeg elsker selvf mine forældre og min familie, men på en måde føler jeg ikke, at de elsker mig, men alligevel ved jeg, at de gør det. Rigtig mange har spurgt mig om, hvorfor jeg ikke prøver en psykolog eller psykiater, men jeg bryder mig bare ikke om dem. Så det skal I ikke lige komme med, for det er jeg lidt træt af at høre på. Jeg føler ikke rigtig, at folk kan forstå, når jeg kommer med et "stop" tegn eller hvad man skal kalde det. Hver gang en fyr fx sidder og skriver et eller andet måske om sex, så begynder jeg lige pludselig at sige "stop", men på en anden måde end ordet "stop". Jeg siger bare, at jeg ikke gider snakke om det lige nu. Og det siger jeg som regel, fordi jeg nærmest går fuldstændig ned, jeg bryder bare sammen. Alt det med min onkel har bare ødelagt mig fuldstændig. Jeg er psykisk syg, og det er faktisk ikke så rart. Jeg føler mig svigtet af min egen onkel, han sagde engang til mig: "Ingen mobber en A." Jeg føler mig svigtet, og føler ikke rigtig, at han mente det overhovedet. Jeg har det som om, at alle dem jeg nærmest stolede på bare har dulket mig lige i ryggen og pisset på mig, som om jeg var en eller anden, der ikke havde følelser. Jeg vil ikke det her lort længere. Engang var jeg en glad pige, havde selvtillid og var oka selvglad. Hvad er jeg nu? Det eneste jeg nærmest får at vide af min egen far er, at jeg indelukker mig selv, og at jeg hele tiden lukker af. Jeg gør det jo ikke med vilje. På et tidspunkt havde han det meget med at blive stædig, når jeg ikke sagde noget, men bare græd. På et tidspunkt havde jeg det meget med at græde, når nogle snakkede om sex eller lige efter, at jeg havde onaneret. Så begyndte jeg bare at græde og brød bare sammen. Alt for mig er nærmest bare noget lort, undtagen selvf nogle enkle ting. Jeg græder over mange ting, og har det virkelig bare skidt. Mit liv er bare ødelagt.