Kære dig.

Det er med stor respekt og omsorg, at jeg svarer på dit brev. Du kæmper. Og du kæmper en hård kamp, men den er IKKE UMULIG.  Jeg vil starte med at slå fast, at lige nu oplever du ting i dit liv, som ikke er rare, MEN der er meget mere end det. Ubehag og smerte bliver ikke ved, der er også et godt og glædesfuldt liv til dig! men det kræver meget mod og arbejde fra din side. Jeg har tidligere arbejdet med spiseforstyrrede piger, og jeg er godt klar over, at man ikke bare kan "tage sig sammen". Det er desværre en forestilling om den sygdom, som mange spiseforstyrrede bliver mødt med. Og det er rigtig hårdt, og slet ikke sådan det hænger sammen, men det ved du jo selvfølgelig alt om. 

Du beskriver hvordan lægerne, ønsker dig et normalt liv i fremtiden med former, børn og mange andre ting, som lige nu ikke er virkelige for dig. Og som du selv skriver, er det meget langt ude i fremtiden, og egentlig behøves du slet ikke bekymre dig om det nu. Måske er det i virkeligheden KUN det der sker lige nu, du skal tage dig af? som jeg læser det, er det faktisk lykkes dig, at tage lidt på. Det er sejt gået! Du kan ikke lide det, men det er en del af din sygdom. Der er ingen spiseforstyrrede der kan lige at tage på, men det er en vigtig del af at blive rask. Jeg kan fortælle dig, at jeg har set hvordan piger væmmes, oplever sorg og ensomhed når de tager på. Men med tiden oplever de også, at livet igen viser sig, og de ubehagelige følelser omkring kroppen bliver også mindre med tiden. Men du skal være tålmodig og overbæren med dig selv, for vejen ud af det går op og ned. Vær kærlig og omsorgsfuld imod dig selv, for du er dig og gør det godt!    

Når man er spiseforstyrret følger der alle mulige andre rigtig svære ting med; social angst, ensomhed, meget triste tanker og selvværdet har det rigtig svært. De fleste føler slet ikke de duer til noget... MEN det gør du. Du er meget mere end din spiseforstyrrelse, og den er ikke dig, men den har overtaget dig for en periode. Du KAN blive rask, og det skal du. 

Mange voksne/ældre mennesker har gennemgået utrolig svære kriser i deres liv, hvor de havde allermest lyst til at give op og dø! Men spørger man dem, vil de fleste sige " heldigvis gjorde jeg det ikke, for sikke meget godt livet har budt på" eller "jeg troede aldrig livet kunne blive så godt".  Jeg ved ikke om det giver mening for dig, men jeg ønsker virkelig dybt, at du tænker over alt det gode i livet du kan få, og endda imens du bliver rask af din spiseforstyrrelse. Måske er det kun en time om dagen der er god, men den er der, og den vil blive større, hvis du sammen med behandlere tager springet ind i den svære helbredelse. Men jeg ved godt det er hårdt, men du kan.

Du skriver ikke, hvordan det er med din familie? det er jo hårdt for hele familien, når én i familien har det skidt, men jeg håber du føler, at du kan søge lidt støtte der også. Det er meget muligt du oplever, at de slet ikke forstår dig, og det er heller ikke sikkert de gør. Det er meget svært at forstå, hvor hårdt det er, når man rammes af en spiseforstyrrelse. For mange spiseforstyrrede kan det være en stor hjælpe, at snakke med andre, som også er spiseforstyrrede. I mange kommuner er det også en del af behandlingen. Jeg kan ikke se, hvor i landet du bor, men alt afhængig af din placering er der også forskellige tilbud/råd at finde hos: landsforeningen mod spiseforstyrrelser.  De er rigtig dygtige, og kan også vejlede dig meget mere. Mange piger og drenge har også glæde af deres ordninger med mentorer og grupper for spiseforstyrrede, for det kan være helt vildt rart, at dele med nogen hvordan det er, at opleve alt det kaos indeni, som man gør. Hvis du har mod på det, synes jeg du skal prøve at kigge lidt på siden. Og måske de kunne hjælpe dig lidt mere?  Du skriver ikke så meget om den behandling du gennemgår lige nu, andet end at du nævner en læge. Jeg håber du også har kontakt til en psykolog, for de har en anden måde at behandle spiseforstyrrede på. Det er rigtig godt med kombinationen af læger, psykologer eller lignende behandlere. 

Jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik liv at besvare dit brev, for jeg synes det er utrolig flot du skriver herind, og jeg har dyb respekt for den kamp du er igang med. Jeg synes, du skal se det, som en sejr i sig selv at du skriver herind. For mig at se, ligger deri et ønske om, at blive rask og fri fra din spiseforstyrrelse, også selvom du lige nu føler du ikke tør. Det er GODT GÅET!  

Jeg ønsker dig absolut det bedste, og har et varmt håb om, at du får troen på, at du KAN blive rask, og at livet lige nu har små gode ting at byde på, og mest af alt har fremtiden. Også selvom det er en lang rejse. 

Rigtig god rejse, jeg tror på at det er det værd!!! 

De bedste hilsner 

Mette