Hej med dig!

Det er et rigtig godt spørgsmål du stiller her, og et jeg tror mange i din situation kan genkende. Det kan være ubehageligt at have sådanne tanker og have det sådan med ens egen søster eller en anden tæt på én, men ikke desto mindre er det vigtigt, at man tør indrømme, at man har det sådan og finder ud af hvordan man kan få et mere afslappet forhold til egen men også andres mad og træning. Når man har en spiseforstyrrelse så kan man godt sammenligne sig selv og sin krop og spisevaner med andres. Det gør det måske lidt svært at mærke efter hvad man selv har brug for, fx. om man er sulten, træt osv. Det lyder til, at dig og din søster er i to meget forskellige situationer og derfor er det rigtig svært at sammenligne sig med hende. Det kan også være svært at give sig selv lov til at lade være med at sammenligne sig med andre. Men det har du lov til!

Det kan være rigtig svært at slippe kontrollen med mad og træning når man prøver at komme ud af en spiseforstyrrelse. Mange oplever, at man kan være lidt ambivalent omkring det at skulle tage på, fordi man på den ene side gerne vil forblive så tynd som muligt, og på den anden side gerne vil have det bedre og komme ud af spiseforstyrrelsen. Det, at du drømmer om det hele tiden kan måske også have noget at gøre med, at du har svært ved at slippe den kontrol, der er forbundet med at have en spiseforstyrrelse. Det kan være svært at overskue et liv uden en spiseforstyrrelse, fordi den har fyldt så meget. Men et liv uden en spiseforstyrrelse er muligt og det er kampen værd! Du er rigtig sej, at du kæmper for det.  

Du skriver, at du tænker på at tabe dig hele tiden. Nogle gange kan det være rart at tale med andre om ens tanker og følelser. Her på cyberhus er der en 1-1chat, som er rigtig god hvis man har brug for at tale anonymt med en voksen om det, der fylder hos en. Når man har en spiseforstyrrelse kan ens tanker nogle gange godt blive rigtig styrende og ubehagelige, så kan det være rart at høre hvad andre tænker og "udfordre" spiseforstyrrelsens tanker lidt.

Jeg kan godt forstå det fra din side, at det kan føles uretfærdigt at din søster må tabe sig og gå i fitness, når du ikke må. Men jeg er sikker på, at du inderst inde godt ved hvorfor der er forskel på hvad I må lige i øjeblikket. Jeg ved godt, at det ikke gør det nemmere at acceptere og det gør heller ikke din kamp nemmere. Jeg synes det er rigtig flot at du tør indrømme dine tanker. Det er vigtigt, at du kan tale om det, så det ikke vokser sig stort og enormt i dit hovede. Det er virkelig sejt af dig at du skriver herind med dine tanker!

Det lyder til, at du bruger rigtig mange kræfter på at holde øje med hende og sørge for at hun ikke bliver for tynd. Jeg kan godt forstå det må være rigtig svært at se hende få lov til at gøre de ting du ikke må lige nu og se hende tabe sig når det er det du har allermest lyst til. Jeg kan også godt følge din frygt for at hun eller andre omkring dig skal blive tyndere end dig. Jeg har snakket med mange unge piger med spiseforstyrrelser som også siger, at de på en måde føler sig "truet på deres område". Giver det mening? Det kan godt gøre en jaloux og få en til at gøre alle mulige ting man ellers ikke ville gøre. Måske det er for at beskytte dig selv fra at føle dig truet?

Du spørger hvorfor du er så indebrændt og jaloux. Jalousi er en ubehagelig følelse at have og mange vil helst ikke være ved at de oplever jalouxi engang imellem, men det er en faktisk en hel naturlig ting og jeg tror det er bedre at være ved den end at man prøver at skjule den. Det er derfor rigtig sejt af dig at du skriver ind. At jalousi er naturlig gør den dog ikke nødvendigvis konstruktiv eller berettiget. Dig og din søster er to forskellige mennesker i to vidt forskellige situationer.

Du skriver ikke om dig og din søster kan snakke sammen om sådan nogle ting, men måske det kunne være en ide at snakke med hende om dine tanker og følelser? Måske er hun ikke klar over hvordan det påvirker dig? Det kunne være I kunne få en rigtig god snak om det sammen. Hun kender til din situation og ved hvad du går og er gået igennem og derfor kan det være hun kan sætte sig ind i hvordan det er for dig nu. Det kan være svært at skulle åbne sådan en samtale op, men mange føler en lettelse efter de har fået det sagt. Så kan I måske bedre støtte hinanden i stedet for at være jaloux og indebrændte?

Til sidst vil jeg lige spørge dig, om du kender til LMS. LMS står for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, og er en rådgivning til folk, der lider af spiseforstyrrelser eller som er selvskadende. De har forskellige rådgivningstilbud rundt i landet. Det kan du læse mere om her, hvis du har lyst. De har også en online chatrådgivning, hvis du har mod på det. Det kan være godt at tale med nogle eksperter, som ved rigtig meget om sygdommen.  

Jeg håber du kunne bruge mine tanker og råd.

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover!

Med venlig hilsen Astrid