Hej :)

Det lyder som om, du går igennem en rigtig hård periode lige nu, og jeg kan godt forstå, at du faktisk ikke rigtig ved, hvad du skal gøre. Når man, som dig, oplever modgang i sit liv, kan det være rigtig godt at sætte ord på og dele sine tanker med nogen - derfor synes jeg, det er rigtig godt, at du har skrevet herind til os! Jeg vil dele mit spørgsmål ind i to forskellige dele - et om din kæreste, som har depression og tankemylder, og et om dig, som er pårørende.

1) Ramt af en depression

Folk med depression er på hårdt arbejde. Deres vigtigste mission er at komme ovenpå igen, og det kan sagtens give anledning til, at de bruger meget tid på at reflektere over forskelligt emner.  Det er heller ikke unormalt at man kan have tankemylder og føle at ens hoved er ved at eksplodere. De fleste oplever at være meget nedtrykte og triste i deres tilgang til tingene, så at din kæreste sætter spørgsmålstegn ved kærligheden, arbejdet og forholdet til dig og har nogle svære tanker ommkring det hele lyder meget naturligt i hans situation. Husk på, at han er ved at finde sig selv og revurdere sit liv, og hvad der egentlig betyder noget for ham. Det er heldigvis slet ikke ensbetydende med, at du og din søn ikke betyder noget for ham - du skriver også selv, at han bestemt ikke ønsker at I skal stoppe jeres forhold.

2) Pårørende

Når man er pårørende til en med depression, kan man godt ind imellem føle, at man skal stå model til meget - og også mere end man synes, man kan holde til! Og hvis din kæreste også har ADHD, så gør det heller ikke situationen bedre. Så der er ikke noget at sige til, at du synes det er hårdt! Selvom det kan være utrolig svært at høre, at din kæreste ikke ved, om han elsker dig, så prøv at sige til dig selv, at det er depressionen, der taler. Hverken din kæreste eller du har formentlig særlig meget overskud lige nu, og det kan godt resultere i, at man oftere går hinanden på nerverne. Det er derfor rigtig godt at høre, at I gør noget ved det og er startet i parterapi.

Du skriver, at der er gået 6 mdr, og normalt siger man at der går imellem 6-12 mdr før man kommer ovenpå efter en depression. Det kan også både tage kortere og længere tid, alt efter den enkelte situation. Når man, som du, står lige midt i det kan hver eneste dag være uoverskuelig, og jeg forstår godt, at du er i vildrede og ikke synes, det er særlig sjovt lige nu.

Som du skriver, kan du ikke finde ud af, om du skal opgive eller give forholdet en chance til. Jeg vil opfordre dig til at mærke godt efter, hvad din mavefornemmelse siger til dig - for det meste kan man godt mærke, hvad man inderst inde synes er det bedste. Jeg vil dog lige understrege, at situationen kan se meget anderledes ud, når din kæreste kommer ovenpå igen. Hvis han bliver ved med at gå i behandling og får det rigtige medicin mod sin ADHD kan det hele nærmest kun gå fremad.

Hvad enten du vælger, vil det sandsynligvis være en god ide at blive ved med selv at gå til psykolog, så du kan komme ovenpå igen og kan være der 100% for din søn. Når alt det her så er sagt, vil jeg også opfordre dig til at lave nogle ting i hverdagen, som gør dig glad, fylder dig op og som giver dig et pusterum. Prøv at tænke over, hvad det kunne være; måske at lave ting sammen med familien, vennerne, din søn eller måske at gå en tur, tage på cafe eller i biffen...?Du kan eventuelt samle på de gode oplevelser, I har sammen og de dejlige ting, din kæreste siger eller gør. Det kan være, du vil få glæde af at skrive dem ned, så du kan læse dem senere eller læse dem højt for din kæreste på et tidspunkt.

Jeg håber, det kommer til at gå fremad for jer begge - både hver især og sammen. Husk at du altid er velkommen til at skrive herind igen eller besøge vores chat, hvor du anonymt kan chatte med nogle rigtig gode folk.

Mai