Kære du
Det er selvfølgelig ikke rart og slet ikke iorden at blive mobbet. Jeg kan godt se at det må være meget hårdt og svært for dig når det har stået på i hele 8 år. At du er emo giver ikke andre mere lov til at se anderledes på dig eller behandle dig anderledes. Uanset hvad du interessere dig for og hvordan du går klædt, er det et personligt valg som du har taget og det har andre hverken lov til eller ret til at blande sig i eller dømme dig ud fra. Alle går igennem nogle faser i livet hvor de prøver og eksperimentere med en række ting for at finde det de interessere sig for. Det kan være alt fra forskellige musik, tøj, spil osv. Det høre til det at være et menneske og ikke noget unormalt.

Du skal heller ikke tage det til hjertet når folk kalder dig alle mulige ting. Det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort men jo mere du tænker over det og jo mere plads og opmærksomhed du giver det, des svære og mere såret vil du blive. Folk vil altid have noget at skulle have sagt og ting de mener men det betyder ikke at det er sandt eller at vi skal rette os efter det. Man kan aldrig tilfredstille alle og det betyder at uanset hvor og hvordan, vil du altid møde mindst en person der har noget at sige om dig. Det skal bare ikke påvirke en så meget at man måske et eller andet sted til sidst selv tror på det og tror at det er sandt. Det er først der at det bliver usundt og uhensigtsmæssigt for dig. 

Har du snakket med nogen om de her ting du går rundt og døjer med? En eller begge dine forældre? Eller en ven/veninde? Hvis nej, så kunne det være en god ide hvis du fx begyndte at skrive dagbog og du altid startede med at skrive tre positive ting der er sket den pågældende dag. Herefter kunne du begynde at skrive hvordan din dag har været og hvad du har oplevet. Det er selvfølgelig ikke det samme som at snakke med en person om det, men det kan nogle gange være til en lige så stor hjælp hvis ikke mere. Nu ved jeg ikke om du har skrevet dagbog før? Men det kunne ihvertfald være en mulighed at begynde på det nu. Måske vil det hjælpe dig, måske slet ikke og måske vil du miste lysten og stoppe med at fortsætte med at skrive i dagbogen. Det er også helt iorden, så har du prøvet det og ved at det ikke er noget for dig. Det skader ikke at prøve noget. 

Når det er sagt er det også vigtigt at du får hjælp i forhold til din cutting. Jeg synes at du skal starte med at snakke med nogle frivillige på det område som kan være en hjælp for dig i forhold til at få afløb på dine følelser og i det hele taget få snakket om tingene. Jeg vil anbefale dig at besøge LMS [Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade] som du finder her. Du kan chatte eller få anonym telefonrådgivning på deres telefon 70 10 18 18. Der sidder en række frivillig der er klar til at hjælpe og nogle sidder måske med noget erfaring på området. 
Og hvis det kun bliver værre så synes jeg at du skal tage kontakt til din egen læge da det er vigtigt at du får den hjælp du har behov for.

Jeg håber dette brev er til nogen hjælp. Du har det svært og det er vanskeligt at give et svar. Men jeg kan garanterer dig for at der er hjælp derude uanset hvad. Hold hovedet koldt og prøv at tage et skridt af gangen. 

De kærligtse hilsner 
Lima