Skilsmissebarn + tvilling = kaos!
Skilsmissebarn + tvilling = kaos!
Hej Cyberhus.
Jeg har en del problemer i min familie, eller nærmere med min far og hans kone, fordi måden de blander mig og min tvillingesøster er forskellige og det er vrieklig begyndt at gå mig på her på det seneste, fordi jeg føler mig nogle gange overset. Min far gør ellers meget ud af at der ikke skal være særlig stor forskel på mig og min søster, men altså jeg kan både se og mærke på dem at de bedre kan lide hende frem for mig. Jeg kan komme med nogle ekslemper som: Det er første gang min søster og jeg kommer hjem med et karakterblad og vi har stort set ens gode og høje karakter undtagen at jeg har i dansk retskrivning fået 7, imens hun har fået 10. Og da min søster så viser sine karakter først, hopper og danser de nærmeste af glæde og det var nærmste som ud hun skulle have en medalje eller noget helt tjerde, for det var virkelig en kraftig reaktion. Da min søster så nærmest var blevet blæst om klud af deres ros kom jeg så hen med mine karakter og som jeg sagde var forkskellen kun den i dansk retskrivning. Jeg fik hverken den kraftige reaktion eller noget somhelst der lignede det, de kiggede bare på mig med ikke følese i deres kropsprog eller øjne og sagde "det er super, Sofie" også følte man sig ellers også bare en lille smule dårlig efter at have overværet min søster store ros. Et andet eksempel kan være når vi sidder og spiser aftenmad og min søster og jeg kan sagtens sidde og snakke i munden på hinanden, fordi vi har så meget at fortælle, men dette finde sjovt nok kun sted hjemme hos min mor, hvor jeg også bor (altså det er her jeg har bopæl, men mine forældre har delt forældremyndighed over min tvillingesøster, min lillebror og jeg) fordi oppe hos min far spørger de kun indtil min tviling og når vi har de sammen interesser er der ikke særlig meget til overs at snakke om når hun har fortalt og hun prøver nogle gange at få mig med i samtalen, men her er det ligesom om at min papmor for skrifte spor eller emnet lige så snart jeg åbner min mund og det er ikke kun min søster der prøver at få mig med i samtalerne også når vi har gæster prøver de at hjælpe mig og det er ikke fordi jeg ikke sagtens selv kan, FOR DET KAN JEG!, det føles bare som om at min papmor ikke vil have mig med i samtalen, hvis jeg er så heldig at få lov til at være med at det som regel ja eller nej spørgsmål, men hvor også min tvillings mening kommer til udtryk...
Og inden du spørg ( ikke for at lyde flabet) så har jeg VIKRELIG prøvet at snakke med min far om det her, men det hjælper virkelig ikke. Han ved udemærket godt at jeg mener at de har min tvillingesøster som første prioitet i forhold til mig og det er ligesom han ikke rigtig vil indrømme det, men han gør hellere ikke noget ved det. Jeg er vrikelig også begyndt at få problemer med min papmor, fordi hun skælder mig ud over det mest latterlige ting som fx. (nu er jeg et kunkucerne og hader at tabe, men altså når jeg spiller med min familie er det for at hygge mig, med undtagelsen af min tvilling, hi hi) men jeg spillede 500 med min lillebror og tvilling og min lillebror på 12 blev ved med at smide noget så min tvilligesøster kunne tage bunken og jeg havde sagt pænt til ham at han måske skulle tænke lidt over hvad han smed, bare sådan lidt for sjov, men det kunne hun overhovedet ikke tulerer og blev helt vildt sur på mig og sagde at min lillebror skulle nok vide hvad han gjrode osv...også fik jeg ellers bare den store tur og det synes jeg virkelig ikke er fair, for come on, vi spiller jo bare 500 og min lillebror kunne jo godt høre at det var fpr sjov, men alligevel skulle hun lige gå ind og spille dramaqueen også fik ellers også ødelagt spillet for os andre, sådan noget kan virkelig pisse mig af og det her er bare et eksempel...
Jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre hvad jeg kan gøre overfor min far som ikke mener at min søster og jeg bliver behandlet anderledes, hvordan får jeg ham lige til at forstå at det her virkelig betyder rigtig meget for mig og flyder rigtig meget i mit liv, men ikke kun så jeg fortæller ham det , men også så der sker handling??
Og hvordan tackler jeg lige min papmor når hun går mig sådan på nerverne?? Jeg ved jeg godt kan sige hende imod og argumenterer for min sag, for har jeg nemlig gjordt tidligere, men det gider jeg slet ikke komme ind på for så bliver det her bare en hel roman.. Grunden til jeg lader hver er fordi at jeg ved min far altid ville tage hendes parti frem for mit selvom han synes mine holdninger er bedre end hendes og det her ikke bare noget jeg siger, men noget jeg ved!
Nu til min tvlling. Hun er begyndt her på efterskole herefter sommerferien og alle bliver ved med at spørger om hvordan det er at hun ikke er der mere og det er ikke fordi jeg ikke sætter pris på at de spørg fordi det gør jeg virkelig, men jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare dem, for helt ærligt så savner jeg ikke min søster, men er det nu så dårligt?? Vi har nemlig været vandtil at gøre alting sammen, gået i samme klasse, venngrupper der ligger meget op og ned af hinanden og spillet håndbold sammen to gange i ugen plus kamp i weekenden, er det så, så mærkeligt at jeg ikke savner hende?? Min tvilling og jeg har aldrig haft sådan et piget forhold til hinanden, men vi ved vi kan komme til hinanden hvis der er noget, hvilket jeg er meget glad for da jeg ikke gider det der tøsse-halløj med nogle der græder over at der er sket noget i "Pretty lillte liares" eller sådan noget i den stil og sådan er der min søster også.
Så er det fuldstændig dybt godnat at jeg ikke savner hende, eller??......
Jeg håber ikke jeg har skrevet noget som slet ikke er til at forstå, da det her fylder rigtig meget i mig lige nu!
Kærlig Hilsen Tvillingen.
P.S. Hvis nu jeg rigtig godt kunne tænke mig at hjælpe unge på min alder med sådan noget som det her elller lignende, selvfølgelig ikke de alvorlige med stoffer og voldtægt, men med forelskelse og sådan noget, hvad kan jeg så lige gøre, fordi jeg vil nemlig rigtig gerne hjælpe:-)
Kære dig
Jeg kan sagtens forstå, at det er nogle svære ting du går rundt med lige for tiden, og det er klart, at de fylder meget i dig.
Det er utrolig flot af dig, at du skriver herind, når de her ting fylder så meget i dig. Jeg vil prøve at give dig nogle råd, som jeg håber, du kan bruge.
Når jeg læser dit brev, ser jeg to problemstillinger, og har derfor valgt at dele mit svar op i to dele, for at gøre det mere overskueligt for dig.
Forskelsbehandling: Det lyder slet ikke sjovt, at du føler, at du bliver behandlet anderledes hos din far, end din søster gør. Ud fra de eksempler du har givet mig, ser det jo rent faktisk ud til, at der bliver gjort en forskel mellem din søster og dig.
Det kan jeg godt forstå, at du ikke har det særlig godt med.
Det er utroligt flot, at du har prøvet at snakke med din far om det her. Det er svært for dig at forstå, hvorfor han ikke mener, at der bliver gjort forskel på jer to, men måske er det fordi, at det ikke sker med vilje? Jeg er sikker på, at han ikke ønsker, at der skal blive gjort forskel.
Nu hvor du har prøvet én gang før at fortælle din far om, hvordan du føler det, kan jeg godt forstå, at det virker tåbeligt, at skulle snakke med ham igen. Men måske det er det eneste rigtige, for at få ham til at fortå OG handle.
Jeg synes, en god måde kunne være at samle din papmor og far og så fortælle dem, hvad du føler. For at de kan forstå, at du virkelig mener det her, kan du måske prøve at læse brevet højt for dem, som du har skrevet til mig?
Du kan også skrive et nyt brev til dem, hvor du forklarer de her ting, og giver nogle eksempler på, hvorfor du føler, som du gør.
Jeg tror, at det er en god ide at fortælle det til din far og papmor på samme tid, så der ikke sker nogle misforståelser. På den måde håber jeg, at du bliver taget seriøst.
Snak med dem om, hvordan I kan begynde at være sammen, så alle føler, at de bliver lige behandlet. Hvis I sammen kan finde nogle løsninger på det her, er jeg sikker på, at det snart bliver godt igen.
I forhold til de her problemer med din papmor, så kan det være sværere at få løst, for hun har jo en mor-rolle over for dig, og synes derfor, at det er i orden at bestemme over for dig - og det er det jo også til en vis grad.
En god ide kan være, at næste gang hun siger dig imod, så fortæl hende, at du godt ved, at hun ser anderledes på den sag, end du gør. Fortæl hende, at du gerne vil respektere hendes mening, hvis hun også gerne vil lytte til din.
I kan aftale at lade hinanden snakke ud, inden den anden afbryder. Øv dig i at lytte til hende, men lad også hende lytte på dig. På den måde skabes en gensidig respekt.
Det er klart, at du i din alder er igang med at danne dine egne holdninger og meninger. Det mest voksne, man kan gøre, er, at se en sag fra flere sider: Prøv derfor at forstå, hvorfor din papmor mener, som hun gør, selvom du selv har en anden holdning til det hele. På den måde udvikler du din forståelse for livet (og andre), men bliver også klogere på dig selv.
Din søster på efterskole:
For at give dig et kort svar på, om det er en dårlig ting, at du ikke savner din søster, så er svaret selvfølgelig, at det er helt okay!
For dig er det jo bare en glæde, at din søster og dig nu kan prøve at gøre ting uafhængigt af hinanden, og at I får forskellige oplevelser, I senere kan dele.
Når I har været vant til at gøre alting sammen, kan det virke som en befrielse at prøve at gøre ting alene. På den måde bliver man også mere moden.
Jeg kan godt forstå, at det er hårdt, at alle bliver ved med at spørge ind til det.
Du skal vide, at det er helt okay at sige fra over for dem. Fortæl dem, at I nyder jeres tid hver for sig, og at det er godt for jer begge at danne jeres eget liv.
Når der er en masse at se til, går man måske ikke rundt og tænker over, at man savner hinanden, men så længe man altid ved, at den anden er der for én, så er det heller ikke nødvendigt.
Derfor skal du på ingen måde føle dårlig samvittighed over, ikke at gå rundt og savne din søster.
Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du snart får snakket med din familie om, hvordan du har det. Så er jeg sikker på, at det hele snart bliver godt igen.
Hvis du får brug for en voksen at snakke med, hvis du en dag er ked af det, er du altid velkommen til at skrive på vores chat HER. Her sidder der voksne, der er klar på at lytte og skrive om det du lige har brug for.
Kærlig hilsen Mette
P.S. Det er dejligt at høre, at du gerne vil hjælpe andre unge. Du kan måske starte med at kigge i Debatten her på Cyberhus, hvor unge spørger andre unge til råds. Måske kan du med dine råd hjælpe andre på vej.