Skillevej

brevkassespørgsmål

Skillevej

brevkassespørgsmål af
Den fortvivlede
22 år
Oprettet 3 år 6 måneder siden

Kære brevkasse

Årh hvor gør det nærmest bare ondt at få skrevet det her ned, men jeg har virkelig brug for noget rådgivning. Jeg er igang med mit andet sabbatår, har været sammen med min kæreste i et halvt år og føler alt i mit liv er gået lidt i stå. Jeg har lidt sat mine drømme på standby, eller rettere, så har jeg ikke rigtig haft lyst til at udleve dem, eftersom jeg gerne ville være sammen med min kæreste. Jeg elsker ham så højt og vil gerne tilbringe mange år sammen med ham. Nu er jeg nået til et punkt, hvor der gerne snart må ske noget nyt. Det er der hvor højskolen kommer ind i billedet. Det er noget jeg altid har tænkt, at jeg gerne vil, men tanken om at skulle være væk fra min kæreste et halvt år er mildest talt ulidelig. Jeg er bange for vi vokser fra hinanden, at han finder en ny, at jeg finder en ny og det der er værre. Jeg er bange for at give slip på den tryghed og tosomheden vi har nu. Og sidst men ikke mindst er jeg bange for, om savnet bliver for distraherende for mit ophold, at jeg ender med at sidde og tude til festerne, i stedet for at være til stede og hygge mig. Den højskole jeg har overvejet ligger også bare i Jylland, i den komplet modsatte ende af hvor jeg bor, så det er et halvt år, hvor vi stortset ikke ser hinanden. Jeg har også overvejet, om jeg skal tage 3 måneder på en højskole der ligger tæt på hvor jeg bor, eller om jeg skal prøve sådan en rejse-højskole, hvor man bare er helt væk. De vækker også nogle kvaler i mig, for hvor meget vil jeg gå på kompromis med, bare fordi jeg har en kæreste? Så føler jeg på den anden side heller ikke, man får the full experience, eller at jeg egentlig ikke vælget dét, som jeg gerne vil.

Jeg har en veninde, som aldrig tog på højskole, fordi hun ikke kunne forlade sin kæreste. På den ene side forstår jeg hende bare så godt, men på den anden synes jeg det er drønærgeligt, at det er en grund til ikke at forfølge sine drømme.  Jeg har været derude på højskolen, snakket med menneskerne og er generelt bare helt betaget af stedet. Men denne betagelse er bare altid efterfulgt af en kæmpe klump i maven.

Min kæreste og jeg har kun snakket meget sparsomt om det, eftersom det er lidt af et tabu. Jeg kan se sorgen i hans øjne, så snart jeg nævner ordet højskole og føler mig nærmest helt forræderrisk, at jeg kan finde på at tage væk fra ham. Men kan godt være, at det hjælper at få det mere vendt.
Jeg er så i tvivl, hvilket også er derfor jeg henvender mig her. Hvad er jeres syn på sagen?

Knus den fortvivlede 

Svar: 

Kære den fortvivlede

Det lyder som et rigtigt svært dillemma med højskole og kæreste, du står I. Og også et dillemma som rigtig mange andre sikkert godt kan genkende. Det er aldrig nemt at sige hvad den "rigtige" beslutning er, når man står imellem to ting, der begge betyder så meget. Men jeg vil gerne prøve at give nogle råd til hvordan du måske kan blive klogere på, hvordan du selv finder frem til den beslutning, der er rigtig for dig.

Du skriver, at du og din kæreste har snakket meget sparsomt om det, og at du selv tænker det kunne være det hjalp at få det vendt mere. Det tror jeg helt sikkert kan være en god idé, hvis I får gjort det på en god måde. I kan måske starte med at snakke om hvilke bekymringer, I oplever over at du skulle tage på højskole. Hvor kommer de fra? Hvad handler de om? Så ville I måske kunne slappe lidt mere af, når det ikke hænger usagt i luften. Hvis han oplever det at du skal på højskole som ensbetydende med, at I skal gå fra hinanden, er det nok forståeligt han reagerer på det som noget negativt, og som noget han er bange for at tale om, hvis det skulle ende i et break-up. Hvis ingen af jer har lyst til at I skal gå fra hinanden, kan det at sige det højt måske berolige jer med at I er på samme hold i denne sag og I kan derefter måske lægge en strategi sammen. Hvis I får snakket mere om hvorfor du gerne vil afsted og hvad det betyder for dig, er det måske også nemmere for ham at forstå og kunne bakke op om.

Noget helt andet, som jeg ikke ved om I har overvejet, er at tage afsted sammen. Det kunne både være på den samme højskole eller tage ud og rejse sammen. Det er selvfølgelig også noget, I begge skal have lyst til. Hvis det slet ikke er noget for ham at skulle ud på den måde, tænker jeg at jeres forhold skal kunne rumme at I er forskellige og har brug for forskellige ting for at udvikle jer - og ikke bare at du skal rette ind efter ham.

Før eller efter I snakker sammen, kunne det måske også være en idé at lave en øvelse med dig selv. Hvad er det egentlig, der driver dig mod højskolen? Hvad er det egentlig der driver dig til at lade være? Det lyder som om du allerede har overvejet en masse for og imod, men måske du kunne prøve at reflektere lidt over hvad de ting betyder for dig. Du skriver fx både at du har brug for at der sker noget, og at du er bange for at slippe trygheden og tosomheden. Det kunne godt lyde som om du sidder med et ønske om at prøve at slippe trygheden og komme ud af din komfortzone. Hvis det primært er tryghed du får ud af at blive hjemme, og hvis det er alt andet end tryghed du har brug for lige nu, så kunne du overveje at lytte til det og komme afsted - du bliver nok ikke mindre rastløs af at blive hjemme. Og det er nok ikke fair for hverken dig eller ham, hvis han skal være noget, der holder dig tilbage fra at følge dine drømme. Det lyder også som om det betyder utrolig meget for dig at komme på højskole (eller noget lignende), og at du er bange for at fortryde det, hvis du ikke tager afsted. Der kunne det måske være en mulighed at prøve at forestille dig hvad du mest ville komme til at fortryde om ti år - at du prøvede at tage afsted og I måske, måske ikke, holdt som par, eller at du aldrig tog chancen? Du skriver at du er bange for at I vokser fra hinanden. Den risiko vil nok desværre være der resten af livet, og måske ikke et godt argument for at prøve at undgå at vokse i det hele taget. På den anden side kan man jo også sige, at I kan 'risikere' at vokse tættere på hinanden af sådan en oplevelse, eller at det hjælpe jer med at finde ud af om det virkelig skal være jer to.

Selvom det måske ikke er et helt klar svar, håber jeg du kan bruge det til at reflektere og snakke om det med din kæreste. Ellers er du meget velkommen i 1-til-1-chatten. Og husk at uanset hvad du vælger, så er det nok den rigtige beslutning for dig på det tidspunkt. Det er trods alt muligt at tage på højskole/udveksling/ud og rejse senere i livet, eller finde sammen igen på et senere tidspunkt, hvis man virkelig er de rigtige for hinanden.

Held og lykke med det!

De bedste hilsner

Agnete

Agnetes billede
Agnete har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program