Det seneste halve år, har jeg været rigtig deprimeret, men det er kun min rigtig gode veninde der ved det, for jeg har svært ved at snakke om det, og har svært ved at stole på nogen, da min gamle bedste veninde sagde grimme ting om mig bag min ryg. Grunden til, at jeg har været deprimeret er:

Min gudsøn endte i plejefamilie, da moderen ikke kunne tage sig af ham. Nu har faderen søgt om forældrerettigheden, og har fået den = jeg kommer aldrig til at se min gudsøn igen. Har kun set ham 2 gange, siden han endte i plejefamilien(hvor han havde det godt!)

Jeg havde et kæmpe stort crush... Har aldrig følt sådan før. Men jeg fandt ud af, at han misbrugte mig, ville være "friends with benefits" (bollevenner), og det sagde jeg nej tak til. Men jeg er stadig forelsket i ham. Når jeg tænker på ham, gør det meget ondt, da jeg elsker ham. Men jeg hader ham for alt det, han har gjort imod mig.

Jeg har ikke mange venner, da jeg har det svært med at stole på nogen. Min veninde skal til Mallorca med orkesteret, som hun spiller med. Min lillesøster spiller også med. Hun får let hjemve, så min mor tager med = jeg er alene hjemme med min far, min lille lillesøster og lillebror. Jeg er alene.

Jeg kan ikke tåle at være alene - bliver psykisk syg af det. Når jeg føler mig alene, ligger jeg og græder i min seng. Jeg tænker tilbage til den dag, hvor jeg stod nede på stranden, kl 3 om natten. Jeg sad på en bænk, der stod lidt længere oppe. Jeg havde skrevet en besked på mobilen. En farvel-besked. Ipod'en spillede den samme sang om og om igen, "Celine Dion - All by myself." Jeg tog sko og strømper af, rullede bukserne op. Jeg bestemte mig for, at hvis vandet ikke var alt for koldt, så skulle jeg ud at svømme. Jeg vidste, at det var koldt = jeg ville få kramper. Og jeg kunne ikke svømme = jeg havde ikke en chance, hvis jeg kom for langt ud. Men vandet var for koldt, til at jeg turde prøve. Så satte jeg mig tilbage på bænken og skar med en sten, jeg havde fundet, et knust hjerte i hånden. Arret ser jeg stadig, og bliver mindet om, at jeg har et knust hjerte, hver dag!

Jeg kan bare ikke være alene! Når jeg er alene, tænker jeg på livet. "Hvis jeg bare havde gået i vandet alligevel!" Jeg hader mig selv. Men KUN når jeg er alene. Når jeg er henne i skolen, har jeg det rigtig godt, griner og smiler. Det er ikke kun en facade, det er mig, mit glade liv! Når jeg er sammen med mine venner, har jeg det også godt. Men når jeg er sammen med mine "venner"........ Så får jeg det svært igen! Hele sommerferien, har jeg følt mig alene, men min bedste veninde er der altid.. Ikke mere end et sms, telefonopkald eller en lang facebookbesked væk! Men når hun er i Mallorca? Så har jeg ingen, så er jeg alene! Jeg er bange for, at jeg ikke kommer til at klare det!

Hjælp!!

E.