Livet er et helvede.

brevkassespørgsmål

Livet er et helvede.

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 4 år 9 måneder siden

Hej.

Jeg er en pige på tretten, fylder dog fjorten om lidt over en måned. 

Til problemet; Jeg er blevet mobbet så langt jeg kan huske tilbage og det har påvirket mig. Jeg blev ikke ramt af det før jeg var ti men så var det som om deres ord var en ødelæggende storm. Ordene rev mit skjold væk og ødelagde mit sind. Jeg vendte mine ægte venner ryggen, bange for at hvis jeg støttede dem ville mobningen blive værre. Jeg mobbede de eneste venner som jeg kunne stole på.

Nu, tre år efter kan jeg virkelig mærke hvad mobningen gjorder ved mig.

Jeg er bange for unge. Jeg føler mig faktisk kun tilpas sammen med voksne. Jeg tør ikke engang gå med hovedet oppe når jeg går til bussen. Jeg løfter kun hovedet for at nikke til bilen som holder for mig, altså mit tegnsprog for tak. Ellers kan jeg ikke, jeg føler deres øjne er på mig og at de dømmer mig. 

Mit forhold til mine forældre er anspændt. Jeg er bange for min far, han har råbt af mig, kaldt mig fede kælling osv. Forholdet til mor er bedre, ikke meget men lidt. Jeg ville dog aldrig kunne fortælle dem mine følelser. Jeg føler i forvejen at jeg er en forfærdelig datter.

Jeg har også selvmordstanker, nogle dage er værre end andre. Jeg har opgivet livet og jeg er ikke bange for døden. Jeg er ikke bange for selv at dø, jeg er bange for at dem jeg elsker dør. Det tænker jeg meget over og får det dårligt hvis mine forældre er forsinket osv. Jeg har mistet en del af min familie til døden, den første da jeg var to år. Jeg begyndte at føle at det var min skyld at de døde og nu kan jeg ikke klare tanken om at dem jeg elsker en dag ikke er her.

Især om aftenen er det hårdt. Det er som om at alle de hårde ord og tanker jeg har fået i løbet af dagen bliver værre og det holder mig ofte fra at sove. Jeg er bange, græder og tør ikke sove. Det betyder også jeg får omkring fem timers søvn i hverdagene.

Det værste er angsten for at blive afvist. Jeg har to veninder som betyder alt for mig. Jeg føler bare altid at jeg ikke er god nok til dem, jeg gemmer alle mine problemer væk og putter et falsk smil på mine læber. De har dog fundet ud af det og vi snakkede om det, dog kan jeg ikke holde ud at de skal vide hvad jeg føler. 

 

Jeg er træt af det. Jeg er træt af at være ked af det, havde det dårlig både fysisk og psykisk. Jeg vil bare være glad, jeg vil bare være lykkelig. Er det for meget at bede om?

Svar: 

Hej med dig!

Det lyder til, at du har været meget igennem og jeg kan godt forstå, at det påvirker dig og gør dig ked af det. Det er en helt naturlig reaktion, at de ting man bliver udsat for påvirker en også selv efter flere år. Jeg kan sagtens forstå, at du er træt af at være ked af det og du har virkelig fortjent at få det bedre!

Jeg kan høre, at du har mange ting på hjerte. Jeg har forsøgt at svare på alt det du skriver i dit brev, så jeg håber, at du finder de svar du søger.

Jeg vil starte med at rose dig for den måde du beskriver hvordan du har det. Du er rigtig god til at sætte ord på hvad du tænker og hvordan det føles det du har oplevet. Det er super sejt, at du har mod på at snakke om de ting der er svære. Ting, der er svære fylder ofte rigtig meget og tankerne vokser sig store inde i hovedet på en. Derfor er det også så vigtigt at få snakket om det, så man kan holde det ud. Derfor er det også så sejt, at du har haft mod på at skrive herind!

Jeg tror, at der er mange der kan genkende det du skriver, at man kan blive bange for dem/det, der har gjort en ondt. Det lyder til, at du bruger mange kræfter på at undgå andre unge og endda kommer til at vende dine venner ryggen. Jeg tror nogle gange, at man kan komme til at få skabt sig nogle måder at undgå ens frygt på, som ikke er det man egentlig ville have gjort. Måske er du så bange for, at de skal mobbe dig, at du istedet kommer til at vende dem ryggen? Også selvom det egentlig slet ikke var det du ønsker.

Du lyder til at være en betænksom pige, som også går meget op i hvordan andre har det. Det synes jeg er rigtig flot, at du kan rumme når du selv har det svært og har meget at tænke på! Men det gør måske også, at du så bliver ked af det og bekymrer dig ekstra når du så kommer til at gøre dine venner kede af det, ved at vende dem ryggen. Selvom det kan være hårdt at bekymre sig om hvad andre tænker og synes og være ked af det over noget man har gjort, så husk på, at det også viser, at du er en pige, der er hensynsfuld, omsorgsfuld og betænksom. Det er alle gode kvaliteter, som du kan være stolt af at have!

Du skriver også, at du har et par veninder, som betyder alt for dig. Hvor er det skønt at høre, at du har det! Jeg tror, at selvom det bliver svært og hårdt, at det så kunne hjælpe dig at fortælle dem hvordan du har det og hvilke tanker, der fylder hos dig. Nogle gange kan man tænke, at det er bedre ikke at snakke med andre, men hvor andre faktisk ville kunne hjælpe en rigtig meget, lytte på en og måske vil I opleve at I bliver endnu tættere veninder, som holder endnu mere af hinanden, fordi I kan dele alting med hinanden, også det der er svært. Jeg kan godt forstå, at du er bange for at blive afvist, når du har oplevet det før, men husk på at det er dine gode veninder, og det lyder til at I vil hinanden det aller bedste! Måske kan det hjælpe dig, hvis du også fortæller dem, at du er bange for, at de afviser dig hvis du snakker om hvordan du har det, så de ved hvad du tænker og føler og derigennem kommer til at kende dig bedre?

Det lyder rigtig svært, at din far råber af dig og at dig og dine forældres forhold er anspændt. Det må være svært ikke at kunne snakke med de voksne du har tæt på.
Jeg ved jeg allerede har sagt det et par gange, men det er så vigtigt at få snakket om tingene og derfor er det også rigtig ærgerligt, at du føler, at du aldrig ville kunne snakke med dem om hvordan du har det. Det gør dig ikke til en dårlig datter, og det er rigtig trist, at du føler dig som en forfærdelig datter. Der er intet af det du har skrevet i det her brev det tyder på at du er det! Jeg ved godt, at mit svar ikke gør, at din opfattelse ændrer sig med det samme, men jeg håber, at du vil tro på mine ord!
Jeg kan ikke læse ud fra dit brev om du har nogle andre voksne som du føler dig tryg ved, men måske du har en moster eller en pædagog/lærer, som du kunne have mod på at snakke med om hvordan du har det? Det kan være rigtig rart at have en voksen, som man kan dele sine tanker og følelser med. Måske den person også kan hjælpe dig til at finde en måde hvor du kan komme i snak med dine forældre på?
Hvis ikke du har en voksen du er tryg ved, så er du altid velkommen på cyberhus 1-1chatten, hvor man kan snakke anonymt med en voksen om det, der fylder hos en. Det kunne du overveje hvis du har lyst til det.

Det må være skræmmende at have selvmordstanker.  Selv om det kan være svært at se det, når man har det rigtig svært, så er jeg sikker på, at der er mange, der ville være rigtig kede af at miste dig! Jeg vil gerne fortælle dig at særligt som ung er det ikke unormalt at opleve selvmordstanker når noget i livet gør rigtig ondt. Det er faktisk helt op mod 40 procent af alle unge der har haft selvmordstanker.
At tankerne er der behøver ikke betyde at man faktisk ønsker at dø eller at man vil handle på tankerne ved at begå selvmord. Prøv i stedet at tænke det som din hjerne der prøver at fortælle dig at noget er galt. Lidt ligesom når det gør ondt hvis du brænder dig på noget varmt. Smerten er kroppens måde at fortælle dig at noget er galt og at du skal reagere og flytte dig fra det der brænder dig. 
Jeg tror selvmordstankerne er din krops måde at fortælle dig at noget er galt og at du skal reagere, for at få gjort noget ved den smerte du går med indeni. Og når du skriver det her brev er det netop det du gør. Du reagerer, og du gør noget for at ændre din situation. Så bare med brevet her, gør du noget. Det er dig der har styringen. 
Du skriver at du har opgivet livet, men når jeg læser dit brev synes jeg det er tydeligt at du stadig har en masse håb for og lyst på livet. Som du skriver til sidst...du vil egentlig bare gerne være lykkelig, og det tror jeg på du kan blive. Du har fortjent at få et dejligt liv fyldt med glæde og gode oplevelser!

Det er helt normalt at være bange for at miste! Nogle gange kan det få lov at fylde alt for meget og angsten for at miste kan komme til at styre en, så man slet ikke kan fungere som man plejer. Igen kan det hjælpe rigtig meget at få sat ord på ens frygt ved at få snakket med en om det. Det kan være hvem som helst, bare du føler dig tryg ved personen. Andre synes også det kan hjælpe at få sat ord på ens følelser og tanker ved at skrive et digt eller en sang om det. Måske det også ville kunne hjælpe dig?

Når man bekymrer sig meget og tankerne fylder i hovedet kan det være rigtig svært at finde ro. Når man ikke har ro så er det også meget svært at falde i søvn! Om aftenen når der er stille og man er alene så er det også tit sådan, at tankerne rigtig kan få lov at komme frem og det gør en endnu mere ked af det så kan man slet ikke sove. Det kan blive en ond cirkel at komme ind i, fordi manglende søvn også kan gøre en endnu mere ked af det og udmattet. 
Nogle synes det kan hjælpe at distrahere sine tanker, fx. ved at læse en bog, der handler om noget helt andet eller ved at høre noget roligt musik, som man kan falde til ro ved. Måske det kunne være noget for dig at prøve?
Hvis du synes, at det er så slemt, at du tænker, at du bliver nødt til at få hjælp til at få det bedre, så kunne det måske hjælpe dig at snakke med din læge om det? Hvis du ville være mest tryg ved, at det kun er dig og din læge, der ved hvad I snakker om, så kan du evt. spørge din læge om hvad I to kan snakke om uden dine forældre får det at vide. Eller måske du kunne spørge skolens sundhedsplejersken hvis du tænker at det kunne være nemmere og mere trygt?
Det vigtigste er, at det er en person du er tryg ved og som du føler du kan snakke med.

Du spørger til sidst om det er for meget at bede om at være glad og lykkelig. Nej, det synes jeg bestemt ikke det er! Du har i den grad fortjent at være glad! Nogle gange kræver det meget arbejde at blive glad, men det betyder ikke at du ikke har fortjent at være det! Jeg håber alt det bedste for dig og ønsker dig held og lykke med alting!

Håber du kan bruge mit svar

Venlig hilsen Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program