Kære du

Jeg kan godt forstå at det er noget der fylder meget for dig i dit liv for det er bestemt ikke en lille ting. Som teenager kan man opleve at blive i tvivl om mange ting og de fleste kommer til at føle sig forkerte eller utilpasse på et eller andet tidspunkt i løbet af teenageårene. Men der er nogle ting der er sværere at skulle forholde sig til end andre og når det handler om sit køn og om hvorvidt man føler sig som en pige eller dreng, er det et af de mere følsomme emner.

Det er på mange måder stadig meget tabubelagt at føle at ens køn er forkert, desværre. Nogle mennesker kan have svært ved at acceptere og forstå det og på den måde bliver det ikke kun ens egne følelser det handler om, men også om hvad andre tænker. Men selvom det kan blive svært og nogle gange uoverskueligt at skulle snakke om det så er det vigtigt, at stå ved den man er og føler sig som. Jeg tror nemlig at du vil føle det endnu mere forkert at skulle holde det skjult end fortælle det.

Jeg forstår godt at det er en overvindelse at skulle fortælle din far om dine tanker, især når han er den eneste du har. Jeg tænker at det kan være at din far selv har haft tanken nu du går i drengetøj og føler dig utilpas i din krop? Nogle gange kan man godt tænke at man er den eneste der kan mærke det, men jeg har hørt om flere hvor deres forældre havde regnet det ud allerede. Det kan selvfølgelig være svært at høre at ens datter ikke føler sig som en pige og det kan være at det tager tid at vænne sig til. Det kan i få tilfælde også være at det tager lang tid at acceptere, men de fleste oplever at deres familier med tiden accepterer deres barns valg.

Det lyder til at det er vigtigt for dig at sige det og når det fylder så meget for dig så synes jeg at du snart skal gøre det. Det er altid en god ide at have god tid uden forstyrrelser, når man skal fortælle noget der er meget svært. Derudover synes jeg at du skal mærke efter om du har det bedst med at sige det ansigt til ansigt eller måske i brev? Ved at skrive et brev, kan du få mulighed for at skrive alle de tanker du har ned og din far har god tid til at læse det. 

Jeg ved ikke om du kender LGBT Ungdom? Det er en forening der hjælper, støtter og informerer om homo-, bi- og transseksualitet. Jeg ved at de har en masse historier om andre der har været i din situation, de har telefonrådgivning og steder man kan mødes med andre. Jeg tænker at du kan prøve at tjekke deres hjemmeside ud og måske blive inspireret til hvordan du kan fortælle det og høre om mulige reaktioner. Derudover er det et sted hvor du kan møde andre som dig for ikke at føle dig helt alene omkring det.

Hvis det er en stor mundfuld at fortælle din far om det som den første er du velkommen til at komme ind forbi Cyberhus' chat og snakke med anonyme voksne rådgivere. Du kan også overveje at fortælle det til en ven eller veninde og se hvordan det føles at sige højt. På den måde kan du øve dig lidt, uden at det har store konsekvenser.

Jeg håber du finder modet til at snakke med din far og at din far kan acceptere dig, ligegyldigt hvilket køn du er. Du er hans barn, om du er pige eller dreng.

Venlig hilsen Marianne