Kære dig,

Det er godt, at du skriver herind, og jeg håber på, at mine råd kan hjælpe dig. Det er dejligt at høre, at du har en kæreste, som bekymrer sig om dig. Og det er godt, hvis du kan snakke med hende, da du ikke føler, at du kan snakke med dine forældre omkring dit problem.

Ud fra det du skriver, læser jeg, at du bliver stille og lukket, og at du føler en stor tristhed, når du kommer hjem fra skole. Jeg tænker på, om du måske føler dig presset i forhold til skolen? Føler du, at der er mange lektier? Eller føler du, at der er mange krav, du skal leve op til? Tænker du meget over, hvad der skal ske, når du har afsluttet din folkeskoletid? Jeg ville, hvis jeg var dig, overveje, hvad det egentlig er, som fylder så meget, siden du bliver så trist?

Ud fra det du skriver, læser jeg også, at du ikke har sagt noget til dine forældre, fordi du oplever, at de har meget travlt og er meget stressede. Har du tænkt på, om det bunder i, at du måske savner at snakke med dine forældre? At du måske føler, at de overser dig i det daglige? Netop fordi dine forældre er travle mennesker, kan de have overset, at du går og er ked af det. Det er sikkert ikke med vilje, og de vil derfor måske blive rigtig glade for, at du fortæller dem, hvordan du har det.

Sommetider er det nødvendigt, at finde roden til, hvorfor man har det, som man har det for netop at komme ens tristhed til livs. Hvis jeg var dig, ville jeg tænke over, hvad roden til min tristhed er? Hvad end du finder frem til, findes der altid muligheder. F.eks. hvis du finder ud af, at det er skolen, så har du altid den mulighed at tale med enten din klasselærer eller en anden lærer, som du stoler på, om det, og sammen kan I finde en ordning, der virker for dig. Hvis det f.eks. har noget med dine forældre at gøre, så synes jeg, at du skal overveje muligheden for at snakke med dine forældre herom. En stor del af at være forældre er også at kunne lytte og hjælpe sine børn - så jeg synes ikke, du skal føle dig som en byrde i forhold til dem. Og sommetider er det at tale sammen med en voksen eller en, som kender en, en enorm lettelse. Sommetider kræver det mod, men mange gange skal det mod bare lige sparkes i gang, og så kører det helt af sig selv.

Hvis du føler, at ovenstående ikke er muligheder for dig, er der så andre voksne i dit netværk, som der kender dig, og som du stoler på? Er der nogen, som du ville føle dig tryg ved at tale med?

Du skal bare vide, at du ikke er den eneste, der kan føle sig trist og alene omkring mange tanker. Der er mange, som dig, der skriver ind og føler sig frustreret eller forvirret, fordi man har mange overvejelser omkring, hvad der sker i ens liv, og hvad der skal ske. Hvis du ikke kan finde ind til roden af, hvad der gør dig trist, har du så overvejet muligheden for at begynde til en sportsgren eller en fritidsaktivitet, der vil gøre dig glad? Fysisk aktivitet og at komme ud blandt andre kan mange gange hjælpe en med at koble af, og det kan også give en fornyet energi til at takle ens tristhed.

Jeg håber virkelig, at jeg har hjulpet dig lidt til at overveje, hvad roden kan være til din tristhed, og at du vil genoverveje muligheden, for at tale med dine forældre eller en lærer eller en anden voksen omkring din tristhed. Og brug eventuelt din kæreste, som støtte til det. Alt det bedste til dig!

Mange hilsner Thilde