Mareridt.

brevkassespørgsmål

Mareridt.

brevkassespørgsmål af
Anonym
11 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Hej Cyberhus!

(Ved ikke rigtigt om jeg skriver i den rigtige brevkasse, men ja..)

Jeg har næsten hele tiden mareridt eller på en måde. Hver gang jeg går i seng tror jeg at der kommer en eller anden ind eller forestiller mig at jeg bliver brændt levende eller sådan noget og jeg kan bare ikke tænke på andre ting. Fx. Nogle gange prøver jeg at tænke på prinsesser eller at det er min fødselsdag, men så sker der et eller andet VILDT scary.. Kan snart ikke holde det ud mere! Jeg er heller ikke den person, der er bange for at se gyserfilm og sådan noget.

Hvorfor kan jeg ikke styre mine egne tanker? Hvordan for jeg det til at stoppe? Håber at du kan svare.

Hilsen Dida.

Svar: 

Hej Dida.

Jeg kan godt forstå, du snart ikke kan holde mareridtene ud mere. At have mareridt er noget, alle oplever indimellem, men hvis man oplever det nat efter nat, kan det være utrolig hårdt og forstyrre ens søvn enormt meget. Derfor er det fint, du skriver herind for at få råd til, hvordan du kan slippe af med de ubehagelige tanker, som opstår om natten.

Der findes desværre ikke en helt præcis forklaring på, hvorfor vi får mareridt. Et bud er dog, at vi har oplevet noget ubehageligt (noget traumatisk), som kommer til os, når vi lukker øjnene og får ro omkring os. Mareridt kan dog også komme, fordi vi kommer til at fokusere for meget på, at vi ikke vil have dem til at komme, bliver bange for tankerne og andre ting, eller fordi man i en periode har mange ting at se til. Uanset hvorfor mareridtene kommer, er det dog fælles for dem, at de er enormt ubehagelige, og at man som ofte vil gøre alt for at slippe af med dem.

Jeg synes, det er godt, at du har prøvet at få tankerne hen på noget andet, når du skal sove. Det er nemlig et af de råd, man giver til folk med mareridt. Måske skal du prøve at tænke på noget rart, som kræver flere tanker end blot at tænke på prinsesser eller fødselsdage. Måske skal du prøve at tænke på, hvor du gerne vil hen til sommer, sammen med hvem, hvad skal I opleve osv. Det tager lidt længere tid, kræver lidt flere tanker og kan derfor være en god måde at aflede dine tanker fra det uhyggelige, som sker i mareridtene. En anden idé er også, at du - inden du lægger dig til at sove - ligger og læser lidt i et modeblad, en god bog eller noget andet, som er hyggeligt og rart. Der er også nogen, som får meget ud af at høre afslappende, god musik, inden de skal sove. Musik kan nemlig være med til at berolige og få os til at tænke positivt i stedet for negativt. En anden mulighed er også at lade din dør stå på klem, tænde en lille lampe et sted i rummet eller gøre noget andet for, at dit soveværelse ikke virker uhyggeligt. Du kan måske prøve dig frem og se, om nogle af disse ting fungerer for dig. Det kan tage lidt tid at finde ud af, hvad der virker for en, så vær tålmodig og koncentrer dig om at få mest muligt ud af det, du vælger at prøve.

Jeg ved ikke, om du har fortalt dine forældre om dit problem, men hvis du ikke har, synes jeg, du skal gøre det. Måske har dine forældre engang haft lignende problemer og kan hjælpe dig med, hvordan de slap af med det. Det kan også være, dine forældre kan snakke med dig og være der for dig, inden du skal sove, så du lettere undgår uhyggelige tanker. Uanset hvad tænker jeg, det er en god idé at snakke med dine forældre om det.

Bliver dine mareridt ved, synes jeg, du skal kontakte din læge. Din læge vil kunne hjælpe dig med, hvad du kan gøre for igen at sove trygt om natten. Nogle får medicin, men mindre kan også gøre det.

Jeg håber for dig, at du slipper af med dine mareridt, så du igen kan sove dejligt og drømme om ferier, søde mennesker, dejlige måltider og kære dyr.

Vh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program