Er blevet erstattet
Er blevet erstattet
For godt og vel en måneds tid siden holdte mig og et par af mine venner en lille hygge fest, hvor vi drak, spiste og egentlig bare hyggede os. Det var fantasisk. Men så fandt jeg ud af at to af mine venner kyssede. Og hun havde det så dårligt med det, og det endte med at de stoppede med at snakke. Det var egentlig rigtig hårdt alle, men ligeså stille vænnede vi os til at det var sådan det var. Men så fandt han 2 nye venner og var rigtig meget sammen med dem. Og jeg savnede ham.. Ham og en af den fik så en flirt.. Og så var de jo bare endnu mere sammen, hvilket også gjorde ondt. Men så stoppere de det. Min ven havde ikke de samme følelser længere. Blev lidt glad (ikke for at lyde ond) men så ville han nok være mere sammen med mig og de andre. det gjorde han også på en måde.. Den ene af de to "nye" fulgte ligesom med. Og de klistrer nærmest op af hinanden hele tiden. men alle kan rigtig godt lide hende og er meget sammen med hende. Sådan har jeg det bare ikke. Kan ikke rigtig lide hende.. Men har ikke rigtig nogen grund til det.. Men det er som om de glemmer mig når hun er der. Og at de ville vælge hende fremfor mig.. Når hun ikke er der føles det som normalt.. Men ved ikke hvad jeg skal gøre..
knus den forvirrede
Hej forvirret.
Jeg kan forstå på dit brev, at du føler dig glemt og tilsidesat, når den nye pige er sammen med jer i vennegruppen. Det kan jeg godt forstå ikke er rart, og det er generelt rigtig ubehageligt at føle sig mindre vigtig end andre. Det lyder til at din vennegruppe betyder meget for dig, så det er helt naturligt, at det går dig meget på.
Når man er i en vennegruppe, så kan det godt være lidt irriterende, når der opstår problemer mellem nogen, da alle bliver påvirket af det. Og samtidig kan det også godt være lidt irriterende, når der kommer nye personer ind, som man måske ikke selv bryder sig så meget om. Du skriver, at du ikke rigtig kan lide hende, men ikke har nogen grund til det. Jeg tænker lidt på, om grunden til at du ikke rigtig kan lide hende, ikke handler så meget om hende, men mere i forhold til det som hendes tilstedeværelse medfører - at du føler dig glemt og erstattet? For som du også selv skriver, så føles det helt normalt, når hun ikke er der. Så måske er det i virkeligheden de andres opførsel omkring hende, som kan føre til, at du synes dårligt om hende? Det lyder også til, at du er rigtig glad for ham fyren, der har inviteret pigen ind i jeres vennekreds. Og jeg tænker lidt, at når du er så glad for ham, så forestiller jeg mig, at det godt kan være lidt hårdt for dig at se ham med hende hele tiden, og derfor kan det måske føre til, at du føler, at hun er problemet? Nu hvor hun er en "ny pige" i gruppen, så kan hun nok virke meget interessant for de andre, fordi de ikke kender hende, og måske tænker de i virkeligheden ikke så meget over, hvordan det er for dig, men de vil nok bare gerne lære hende bedre at kende, hvilket desværre bare går ud over dig.
Det må virkelig ikke være rart at føle sig erstattet af en anden, så derfor tænker jeg på, om du har overvejet at tale med dine venner om det, og særligt ham fyren? Det lyder til, at inden hun begyndte at være sammen med jer, så følte du også, at han valgte nogle andre venner, fremfor dig. Og det kan godt være, at det ikke er sådan han selv har tænkt det, men det er i hvert fald sådan du har opfattet det. Så derfor tænker jeg, om det kunne være godt for dig at tale med ham om, hvordan du har oplevet ham i den her tid, og generelt hvordan du har det med ham. Jeg tænker, at han nok vil blive glad for at høre, at du rent faktisk har savnet ham og gerne vil bruge mere tid med ham. Og det samme tænker jeg egentlig med de andre - at fortælle dem, at du føler at dynamikken mellem jer har ændret sig, og at det føles som om, at de vil hende mere end dig. Jeg ved godt, at det kan være svært at have sådan en samtale, men jeg tror at det vil være en god idé, hvis du overvejer det, da det netop lyder til at fylde meget for dig. Og måske tænker de ikke over, hvordan de er over for dig, så derfor kan det være, at de blot skal vide, at du egentlig er lidt ked af, at du føler at du ikke er så vigtig, når hun er der. En anden ting jeg tænker, du kan prøve, det er at lære hende bedre at kende. Det er også noget, der kan være svært, når man egentlig ikke kan lide en person særligt meget. Men hvis du nu tilbringer mere tid med hende, så kan det være, at du ændrer syn på hende, og det kan være, at det også kan ændre noget ved, hvordan I er sammen alle sammen. Jeg tror altså, at den bedste måde, du kan håndtere det her på, det er ved at konfrontere de andre med, hvordan du oplever det hele. Det er nok den eneste måde, hvor der kan ske nogle ændringer. For konsekvensen ved at du føler dig erstattet kan måske være, at du trækker dig mere og mere fra dine venner, samtidig med at du bliver mere ked af det, og det vil selvfølgelig ikke være særlig godt.
Når der er noget der fylder meget for en, så kan det være rart at snakke med nogen om det. Det kan måske være din mor eller far eller anden familie, som du kunne fortælle det til, og som måske kan hjælpe dig lidt i forhold til hvad du kan gøre. Nogen gange kan det faktisk være meget rart at tale med nogen, som er lidt ældre end en selv, fordi der er en god sandsynlighed for, at de har prøvet noget lignende, eller har et helt andet perspektiv på en situation. Hvis du ikke har lyst til at tale med en fra din familie om det, så kan du også prøve at kigge på girltalk.dk hjemmeside. Her kan du i deres forum spørge andre piger til råds, og du kan chatte med rådgivere. Det samme kan du også i vores 1-1 chat. Det kan nogle gange være rart at tale med nogen, som ikke kender en selv eller de personer, som ens problemstilling omhandler. Og hvis du ikke føler, at du er helt klar til at tale med dine venner om, hvordan du har det, så kan det også være rart lige at vende det med nogle andre først, og få råd til hvordan du kan sige det.
Et sidste råd jeg vil give dig er, at du må prøve at huske at gøre noget, som gør dig glad, og måske omgås med andre også, hvor du føler dig værdsat. Det er ikke rart hele tiden at gå med en følelse af, at det kan være ligemeget om man er tilstede, når man er sammen med sine venner. Så derfor tænker jeg at det nok også kan være godt, at du laver noget andet engang imellem, som kan aflede dine tanker lidt.
Jeg håber du kan bruge mit svar, og ellers er du altid velkommen til at kontakte os igen.
Mange hilsner
Pernille