14-årig pige og 19-årig fyr.

brevkassespørgsmål

14-årig pige og 19-årig fyr.

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 11 måneder siden

Hej,
Jeg er en 14-årig pige (15 om mindre end en måned), jeg får middel/over-middel karakter i skolen, har en bedste veninde, sød familie (bror på 18, søster på 21 og mor og far) og har egentlig - synes jeg selv - rimlig godt styr på mine værdier og mit liv, på de fleste punkter.

Jeg har mødt en 19-årig fyr på nethjemmesiden Omegle - lad os kalde ham Anders. Anders bor ca 3,5 times kørsel fra min bobæl. Jeg har kendt ham i lidt over en måned og jeg har udvekslet mobilnummer med ham (inden jeg gav mit nummer tjekkede jeg på krak, for at se om man kunne se, hvem jeg er, hvilket man ikke kunne, så tænkte der ikke ville ske noget ved det), har også givet ham mit Snapchat navn og vi snapper sammen (Snapchat er en app hvor man sender billeder til hinanden og hvor man kan skrive en tekst til - hvis I ikke kender Snapchat).

Jeg har ''stalket'' ham lidt på nettet - for at være sikker på at det ikke er en gammel gris, der lader som om han/hun er en anden. Jeg kender hans fulde navn, adresse, hans brødres fulde navn, fundet ham på Facebook (har dog ikke spurgt om venner, for min egen sikkerhedsskyld) og på Instagram, jeg ved hans fritidsinteresser og hans nogle af hans venners navne. Jeg har prøvet at ''stalker'' mig selv også for at se om man kan finde mig ved de få oplysninger han har om mig, men jeg har ikke kunnet finde noget - jeg ved at man skal være meget forsigtig på nettet, så jeg har taget min forholdsregler. 

Han er virkelig sød mod mig, giver komplimenter, og han tvinger/ber mig ikke om ting som kan tilfredsstille hans seksuelle lyster eller på anden måde er for meget. Han er noget særligt og meget moden i den forstand, at han har andet i hovedet end bryster og sex. Selvfølgelig er han det ældre end mig; han går til alkoholfester(det gør jeg ikke) og jeg er jomfru(det er han ikke). Han har skrevet til mig at han er vild med mig, jeg er også vild med ham.

Det jeg går og spekulere over er, at han forleden skrev at han synes vi snart skal ses, hvilket jeg med hele mit hjerte også gerne vil, men problemet er, at jeg ikke kan finde ud af om det er forkert af mig, og hvordan jeg skal sige det/spørge mine forældre om lov - jeg er rigtig bange for hvordan de vil reagere. Jeg har fortalt om ham til min bedste veninde, og snakker også med hende om det. Min storesøster har engang også haft en 2 år ældre østriskkæreste som hun mødte da vi var på ferie, så jeg det hjælpe vel lidt på det, i forhold til mine forældres reaktion? 

Hvad vil I råde mig til at gøre i den her situration? Hvordan skal jeg sige det til mine forældre? Og hvis jeg skal mødes med ham, hvor synes I så det skal være? (Har virkelig lidt lyst til, at vi mødes i min by - jeg bor i en mindre by, hvor der hurtigt bringes sladder rundt, og vil ikke starte rygter om mig selv. Han bor i en storby) 

Svar: 

Hej 

Når jeg læser dit brev, tænker jeg som det første at du virker som en fornuftig pige. Jeg synes også det er rigtig godt at du skriver, når du er lidt tvivl om, hvordan du lige skal forholde dig i den her situation. 

Som du også beskriver i dit brev, kan man møde masser af sjove og rare mennesker over nettet og møde venner med fælles interesserer. Det er også et sted, hvor man nogle gange skal være lidt forsigtig med ikke at udleverer sig selv for meget,især overfor mennesker man ikke kender. I f.eks. i form af billeder eller private kontaktoplysninger.

Du skriver at du er meget gerne vil ses med ham, men du er i tvivl om, hvorvidt du skal sige det eller spørge dine forældre om lov. Jeg vil helt sikkert opfordrer dig til at tale med dine forældre om det. Det er der egentlig to grunde til. For det første, tænker jeg at det altid er en rigtig god ide, at fortælle sine forældre når man skal mødes med en fyr og ikke holde det hemmeligt. Især hvis det ikke er en man har mødt før. Den anden grund er, at jeg synes jeg kan fornemme lidt på det du skriver, at du måske selv synes det er lidt "farligt" eller spændende at mødes med en fyr som er ældre end dig og som du ikke har mødt i virkeligheden. Og du skriver at du er lidt nervøs for dine forældres reaktion, måske fordi du selv godt ved, at det ville være en dårlig ide at mødes med ham - i hvertfald at mødes med ham i skjul. 

Jeg tænker umiddelbart når jeg læser dit brev, at 4-5 år er en stor alders forskel når man er 14 (næsten 15) år. Men hvis du rigtig gerne vil møde ham, tror jeg det er en god ide, at du snakker med dine forældre om det og evt. mødes sammen med en gruppe af venner, hvis dine forældre synes det er iorden. Når man mødes i en gruppe af venner, er stemningen ofte også mere afslappet, så det kan være en god ide på flere måde. Jeg tror også at det er en god ide at dig og "Anders" taler om, hvad der skal ske, hvis I skulle mødes? Så jeres forventninger til jeres møde er ens. Har du mon fortalt "Anders" om din tvivl? 

 Så det bedste råd jeg kan give dig, er at være ærlig, både overfor dine forældre og "Anders". 

Mange hilsner, 

Helle N. 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program