Højde
Højde
Jeg er selv mellem 1.50-1.55.... Min mor er 163 og far 175..
Jeg får tit at vide at jeg er lav, hvilket gør mig rigtig ked af det, jeg ved godt jeg ikke er den højeste.
Det går mig virkelig på når folk spørger om jeg vokser ned af, eller siger jeg er lav...
Hej med dig
Jeg kan godt forstå at du bliver ked af det, når folk kommenterer din højde, særligt når det er noget du selv går og tænker over. Når man er på din alder, kan det godt føles rigtig vigtigt at man ser ud og er som de fleste andre. Det er ikke altid sjovt at skille sig ud fra mængden, ved fx at være lavere. Men det er vigtigt at huske på at vi alle er forskellige, nogle er høje, andre lave, nogle er tykke, andre tynde, nogle er brune, andre hvide og så videre. Vi er altså alle forskellige og det er slet ikke meningen at vi skal ligne hinanden, tværtimod.
Når det er sagt, så er det bestemt ikke meningen at du skal gå rundt og være så ked af din højde. Selve højden er der ikke så meget at gøre ved, da kroppen vokser som den nu gør, og det kan være svært at ændre på. Det der skal ændres er altså noget indeni dig, men også hvordan folk rundt om dig snakker om fx din højde. For at starte med dig selv, så tænker jeg at det kunne være rigtig godt at du delte dine tanker omkring det her med nogen, måske dine forældre, en lærer eller en helt tredje person du godt kan lide. Ved at snakke med andre om de tanker og følelser der fylder meget indeni, kan de pludselig fylde mindre og man kan finde ud af, hvad det er der gør en så ked af det ved det.
Noget andet er de folk rundt omkring dig der kommenterer din højde. Har du fået dem fortalt at det gør dig ked af det? Det kan være svært at få sagt, men det kan være at de slet ikke ved hvor meget det påvirker dig. Du kan fx sige til dem at du ikke bryder dig om at de kommenterer din højde. Hvis det er lidt for svært at sige selv, kan det være at du kan snakke med din klasselærer om det og så kunne I måske tage det op på et klassemøde.
Du skal vide at du endnu har nogle år at vokse i. De fleste mennesker er først udvokset i start 20'erne. Jeg har fundet en tabel der viser den cirka højde man kan få. For at finde ud af din cirka fuldvoksne højde skal du gøre sådan her: (fars højde + mors højde) / 2 - 6,5 cm. = 162,5 cm i dit tilfælde.
Jeg håber at du kan blive glad for din højde og acceptere dig selv, lige præcis som du er.
Venlig hilsen Marianne