Mistet sexlyst

brevkassespørgsmål

Mistet sexlyst

brevkassespørgsmål af
Anonym
21 år
Oprettet 11 år 5 måneder siden

Jeg er en pige på 21 år, og har været sammen med min kærest i et år cirka. Vi har det rigtig godt sammen. Vi har haft et sexliv med sex et par gange om ugen. Problemet er bare at jeg ikke særlig tit har lyst til sex. For det første har jeg en byld/betændelse i mit underliv og det har været en masse ting, der har stoppet os fra at have sex i op til en uge eller Mere i perioder.. Jeg kan mærke at jeg ikke så tit har lyst til sex, med mindre at han slikker mig i rigtig lang tid og så har vi måske sex i 15-30 minutter  og vi plejer som regel altid begge at komme. Nogle gange kommer jeg 2-3 gange. Hans sexlyst er rigtig stor og han er meget ked af at jeg ikke så tit har lyst. 

Så jeg vil høre om i har et råd til mig? HvorDan kan jeg få min sexlyst igen? Det har aldrig før været et problem, da jeg har haft mange sexpartnere og har været i fast forhold før. 

Svar: 

Hej med dig

Det lyder til, at den manglende sexlyst fylder meget i dine tanker. Jeg kan godt forstå, at du spekulerer over, hvorfor din sexlyst er forsvundet, nu hvor du har en dejlig kæreste.

For det første er du langt fra den eneste, der har oplevet det. Det er en helt normal ting, at man kommer ind i en periode i ens liv, hvor man bare ikke har lyst til sex. Det kan der være flere grunde til. Det er normalt kun at have sex et par gange om ugen eller slet ikke og så i andre perioder, have sex meget mere.
Du nævner selv betændelse/byld i underlivet som har afholdt jer fra at have sex i en periode. Når man ved, at man er ramt af en infektion og smerter i underlivet, så kan man automatisk miste sin sexlyst. Andre grunde til den manglende sexlyst er, at der kan være noget andet, der fylder meget i dit liv lige for tiden. Er der sket et vendepunkt eller noget i dit liv, som har fyldt meget den seneste tid? En helt tredje grund kan også være, at I altid har sex på den samme måde, da du skriver, du kun får lyst til sex, når han slikker dig.  Grundene kan være mange, men der er helt sikkert også mange ting, du kan prøve at gøre, for at få din lyst tilbage.

Jeg tænker en god start kan være, at have tid til dig selv. Bruger man tid på at nyde sig selv, kan man lære kroppen at slappe af og være mere klar til sex. Sæt en dag af til selvforkælelse. Tag et lækkert bad, lav noget godt mad til dig selv, se en god film, gå en tur og slap helt af. Prøv at rør ved dig selv i løbet af dagen. Tænk over hvad du tænder på og hvor dine gode steder er på kroppen. Hvis du kan lære at tænde dig selv og nyde det, er det en god start til et godt sexliv.  

Min anden tanke er, at dig og din kæreste skal prøve at nyde hinanden og udforske hinandens kroppe uden I behøver at have samleje. Aftal at I ikke har sex, men nyder hinanden på alle andre måder. Tag et bad sammen og mærk hinandens kroppe, tag på en picnic eller strandtur i det gode vejr, tag på en oplevelsestur eller lignende. Ser I en film om aftenen, så sid under et tæppe nøgne sammen, eller hvis I har mod på det - så tag en hel dag, hvor I kun må være nøgne uden at have sex, men kun må kysse. Så oplever I hinanden på en anden måde end normalt, og de intime situationer kan pludselig tænde én og virke pirrende, hvis man ved, at man ikke skal have sex.

Prøv også at snakke med din kæreste om jeres fantasier. Hvis det er muligt prøv nogle af jeres fantasier af eller prøv blot nogle nye stillinger. Hvis han skal slikke dig, for at du bliver tændt, så lad ham slikke dig i en anden situation en normalt - fx hvor du står op eller ligger anderledes end du plejer. Det gælder om at variere det, man kender. Jo flere stillinger, din kæreste kan tænde dig i, jo lettere bliver det at have sex. Det lyder til, at når I så endelig har sex, så er du god til at slappe af og komme. Det er en rigtig god ting. Du skriver, at det ikke før har været et problem med din sexlyst. Hvad har tidligere kærester gjort, som har tændt dig? gjorde de noget anderledes end din kæreste gør? Fortæl din kæreste, hvad du tænder på og hvad han skal gøre. Dette kan hjælpe dig rigtig meget.

Så kort og godt handler det om, at lægge alle andre tanker væk, fokusere på hinandens kroppe, finde ud af, hvad der tænder dig og så nyde det!

Jeg håber, at du kan bruge mine råd og du snart får din sexlyst tilbage, så din kæreste og dig kan have skøn sex igen.
Rigtig god sommer.

Venlig hilsen Mette

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program