Mit liv er et stort rod

brevkassespørgsmål

Mit liv er et stort rod

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 16 år 9 måneder siden

Hej.
Jeg synes efterhånden at mit liv er et stort rod, det startede småt, men nu synes jeg det er vokset mig over hovedet.

Jeg er en pige på 16 som er meget gernert og indadvendt, jeg hader faktisk at være sammen med andre folk.
Når jeg er i skole, føler jeg at alle snakker om mig, og bagtaler mig, jeg ved jo godt at det gør de sikkert ikke, men når jeg er i skolen føles det virkelig som om at de gør det, jeg hader at arbejde i grupper mest fordi jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal sige og jeg er bange for at jeg skal sige noget forkert så de går og griner af mig.

Så her på det sidste har jeg haft meget med kvalme og ondt i maven, jeg får nogle kvalme piller og det er hjulpet meget på kvalmen, men nu er det så hammer lang tid siden jeg har været i skole, før nytår var jeg cirka væk 2-3 gange om ungen, men nu her efter nytår har jeg kun været i skole 2 dage eller noget i den stil, jeg er bange for at de snakker om at jeg er tit syg, jeg er bange for at jeg er kommet for langt bagefter, jeg skal jo til eksamen her i maj/juni (9. klasse) og det tænker jeg også meget over, jeg er bange for de mundlige eksamner, da det er dem jeg tror jeg dumper i. Jeg aner ikke hvad jeg skal efter 9. klasse, jeg har bare slet ikke løst til at gå i skole mere, jeg vil bare være hjemme ved min mor, jeg er slet ikke glad mere, ikke engang for ting jeg elskede før.

Hvad sker der med mig?
Hjælp!

Mvh. T

Svar: 

Kære T!
Jeg kan forstå at du har det meget svært og at du har brug for hjælp til at komme ud af det.

Du har det svært når du er sammen med andre mennesker og du har mange negative tanker om hvad de tænker om dig.
Jeg tror at mange er usikre, men du er det i svær grad. Du er simpelthen så angst, at du får kvalme og ikke er i stand til at møde op i skolen.

Det er ikke godt for dig, at blive ved med at have det sådan. Det påvirker hele dit liv og begrænser dine muligheder for at klare dig selv.

Ved din mor at du har det så svært? Har du talt med hende? Jeg tænker, at du har brug for at blive taget ved hånden og fulgt hen til nogen der kan hjælpe dig til at komme ud af den angst. Hvis din mor ikke er den rette, så er der måske nogen anden som du har tillid til?
Du bliver nødt til at fortælle nogen om hvordan du har det, nogen som forstår at det er alvorligt. Måske kan du henvende dig til din læge?

Det er også vigtigt at du tager dig selv alvorligt og gør noget for at få hjælp. Det er ikke noget der forsvinder af sig selv og du har sikkert en drøm om et bedre liv og en fremtid. Så jeg håber for dig at du mobiliserer alt du har af mod til at bede nogen om hjælp, til at finde hjælp.

Jeg ved også at der er hjælp at hente, at der findes måder at komme ud af den angst som du oplever.

Du har brug for en psykolog eller psykoterapeut. Måske kan du se hvilke tilbud der er på Cyberhus hjemmeside under henvisninger, men jeg tænker også at du har brug for at blive fulgt til derhen.

Jeg ønsker dig alt held og lykke!

Kærlig hilsen
Anita
 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program