17 + 27 = problemer?

brevkassespørgsmål

17 + 27 = problemer?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 16 år 1 uge siden

Jeg går rundt og er rigtig lykkelig, jeg er nemlig blevet forelsket. Men så er det bare lige det, at ham jeg er faldet for er 27. Vi har det fint med det, og glæder os til en dejlig tid sammen. Og jeg troede ikke, at der var nogen problemer for, at vi kan være sammen, også på det intime område.

Men nu har jeg kigget lidt rundt på nettet, og der står noget om, at en person over 18 ikke må bruge sin alder og erfaring til at forføre en mindreårig. Det er ikke det der er tilfældet her, da det nærmere var mig der "scorede" ham, og jeg føler, at vi på mange områder er ligeværdige.

Men andre kan jo opfatte det anderledes. Og jeg vil jo ikke give ham problemer, men jeg holder også meget af ham, og jeg har bestemt ikke lyst til at droppe en dejlig mand, bare fordi nogen kunne misforstå noget.

Men hvor står han og jeg, hvis f.eks. min mor eller en anden voksen synes, at vores forhold er upassende?
 

Svar: 

Hej pige 17 år,
først vil jeg lige sige tillykke med din forelskelse, det lyder rigtig dejligt for dig!

Som udgangspunkt er det lovligt at dyrke sex her i Danmark, når man er fyldt 15 år. Også med en person der er over 18 år. Der er nogle tidspunkter hvor denne regel ikke gælder, og dette er når den unge er adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn af den voksne, samt hvis den voksne underviser den unge eller er blevet betroet til at opdrage den unge.

Eksempelvis må din fodboldtræner, din lærer eller pædagogen i din fritidsklub ikke gå i seng med dig. Man kan sige, at så længe du er under 18 år, er du ikke myndig og din mor bestemmer over dig. Din mor kan forbyde dig at have et intimt forhold til din kæreste, men hvis du vælger ikke at lytte til hende, så vil der ikke være noget rent juridisk som din mor kan stille op.

Til slut vil jeg bare sige, at du skal passe på dig selv, og lytte til din egen fornuft.

De bedste hilsner

Louise
Lovstuen

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program