Min far er psykisk syg

brevkassespørgsmål

Min far er psykisk syg

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 15 år 11 måneder siden

Min far er psykisk syg

Det er ikke fordi at jeg har et spørgsmål om det her. Men det ville være rart at snakke/chatte med andre som har samme problem.

Jeg er tolv år, og for 10 år siden fik min far en depression. Sidst i 2007 blev min far indlagt på sygehuset, for han havde det rigtig skidt. Hver dag tog min mor og mig, over og besøgte ham. Jeg hadede det, for det var så "koldt" på sygehuset. Der var mennesker der bare sad og gloede på fjernsynet, min far snakkede næsten altid med sygeplejeskerne, når vi kom, så vi skulle sidde og vente. Og da han så endelig var færdig, havde han ikke overskud til os.

Min mor hun havde det virkelig hårdt, men jeg havde skole, venner og andet at passe, så jeg klarede mig fint.
Han blev udskrevet 3 uger efter, for han ville i sommerhus med os. Det skulle han aldrig have gjort. Det blev meget værre.

I Februar blev han indlagt igen, og det synes jeg var hårdt. Jeg græd, og græd, for jeg havde osse hørt min far snakkeom selvmord. Men han blev udskrevet 3 måneder senere, og der var virkelig sket noget! Han var meget glad. Det var dejligt at have ham hjemme. Men noget der gjorde ham lidt irriteret, var at vi boede i hus. Han arbejdede far 7.30 til 16.00, og at han så nogle gange skulle hjem og male vinduer, hus, istandsætte, det gjorde ham træt, og han ville bare sove, sove og sove. Men en dag, fandt min far ud af, at han ville flytte på landet.

Så nu sidder jeg i min nye stue, glad og fornøjet. Men min fars humør har styrtdykket. Endu engang, selvom han er meget glad for at bo her, i et LEJET hus, hvor han ikke skal tænke på at male vinder, hus og instandsætte!
(skrevet i chatten) Men er det noget man kan arve?

Svar: 

Hej Pige 12 år

Jeg synes, du er god til at fortælle om, hvordan det er at være dig. Du beskriver rigtig fint hvor svært det kan være at have en far, der er psykisk syg.

Det er tydeligt, at du tænker meget over, hvordan din far har det. Det lyder også til, at du ind i mellem bliver meget bekymret. Det er godt, at du viser omsorg og bekymrer dig for din far. Men det er dog også vigtigt at du bliver ved med at have dit eget liv. Ligesom du fortæller det i brevet: et liv med skole, venner og andet. Det er vigtigt at du bliver ved med at være sammen med nogen på din egen alder.

Du foreslår også selv, at du gerne vil snakke med andre børn, der ligesom dig har en psykisk syg forælder. Det synes jeg lyder som en rigtig god idé!
Sommetider kan det være godt at møde nogen, der har oplevet lidt det samme. Så man oplever, at man ikke er den eneste, der har det sådan.

Der er andre børn, der ligesom dig bekymrer sig meget, fordi deres forældre også er psykisk syge.

Nu ved jeg ikke præcist hvor i landet du kommer fra? Mange steder findes der grupper for børn af psykisk syge. De mødes typisk en gang i måneden og snakker. Jeg foreslår, at du måske taler med din mor om det? I kunne sammen gå til din læge eller kontakte kommunen for at høre hvilke tilbud, der er der hvor du bor.

Du spørger til sidst, om det er noget man kan arve? Om du kan arve din fars depressioner?
Du kan godt arve en "sårbarhed" fra din far - selvom det slet ikke er sikkert, at du har! Den "sårbarhed" betyder dog ikke, at du selv behøver at blive deprimeret, når du bliver voksen.

Jeg tænker, at du er en pige, der er rigtig god til at fortælle om hvor svært du ind i mellem har det. Og du prøver at finde hjælp, så det bliver lettere at være dig. Begge dele: at du søger hjælp og gerne vil tale om tingene, er gode "redskaber" til at undgå at blive deprimeret.
Det får mig til at tænke, at uanset om du har arvet en "sårbarhed" fra din far eller ej, så har du gode redskaber til at undgå selv at blive så ked af det, at du en dag bliver deprimeret.

Hvis du stadig ikke helt ved, hvordan du finder hjælp - eller hvis du har brug for at tale mere om det, kan du logge på i chatten.

Venligst Line.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program