Tør hud, forstoppelse, krøller og anoreksi

brevkassespørgsmål

Tør hud, forstoppelse, krøller og anoreksi

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 8 måneder siden

Jeg har meget tør hud på hele kroppen og i ansigtet. Der er små sprækker på mine knoer og på kanten af mine ører og mine læber sprækker også. Jeg bruger en bodylotion og ansigtscreme fra Derma fordi der ikke er parfume eller hormonforstyrrende stoffer i, men det hjælper ikke rigtigt. Er der noget andet jeg kan gøre? Jeg har forstoppelse og tror at det måske er fordi jeg har taget store mængder afføringspiller for at tabe mig. Jeg har ikke taget pillerne siden 1. januar 2010 men jeg har stadig ikke fået gang i min mave. Der går mellem 5 og 12 dage imellem at jeg kommer af med noget og det har næsten stået på i 5 mdr. nu. Er der noget jeg kan tage for at få maven igang, som ikke ødelægger tarmene? Jeg har tænkt på om Movikol kunne være en mulighed? Jeg tør ikke drikke sveskejuice fordi der er mange kcal i det. Jeg har altid haft glat hår, men da jeg var 11 år fik jeg pludselig krøller og har haft det siden. Jeg fik anoreksi som 11 årig og har det stadig så jeg har tænkt på om der kan være en sammenhæng? Har i nogle ideer til hvordan man kan blive rask når man har anoreksi? Jeg har prøvet indlæggelser, sondemad, kostplaner, lykkepiller, psykolog, zoneterapi, akupunktur og hypnose. Men jeg er stadig dødbange for at spise og for at blive fed. Hilsen Sidsel

Svar: 

Hej S!

Det er dejligt du skriver herind, og jeg skal prøve at svare på dine spørgsmål det bedste jeg kan.
Det er underligt hvordan man pludselig kan skifte fra glat hår til krøller eller fra mørkt hår til lyst. Men det er normalt at det sker hos nogle fordi der kommer nogle hormonændringer når man bliver teenager. Men anoreksi kan godt give forstyrrelser i kroppens hormoner, så din anoreksi kan også være en forklaring på hvorfor du pludselig har fået krøller.
Når du har tør hud, så kan det hjælpe at bruge fugtighedslotion, og det er også rigtig godt at du bruger fugtighedscreme uden parfume og hormonforstyrrende stoffer! Men grunden til at din hud sprækker og bliver tør er at den ikke får næringsstoffer nok. Så hvis du virkelig vil forbedre din hud, så er du nødt til at spise noget nærende mad, også selvom det er rigtig svært for dig at spise.
Jeg tror du har helt ret i at afføringspillerne er grunden til du har forstoppelse i dag. Når man tager afføringspiller hver dag, så vil tarmenes normale bevægelser blive nedsat og det giver forstoppelse.  Movikol vil kunne hjælpe dig med at fjerne forstoppelsen midlertidigt, men den vil ikke sætte tarmene i gang igen. Så det er ikke nogen varig løsning på problemet, og derfor syntes jeg heller ikke du skal tage det.
Der er desværre ikke nogen gylden løsning til hvordan du bliver rask, og ikke længere er bange for at spise. Ofte kræver det flere timer hos psykolog inden det lykkes at blive af med anoreksien. Det vigtigste er at du bliver ved med at kæmpe for at slippe ud af anoreksien, og tro på at det kan lade sig gøre. For det kan lade sig gøre!
Derfor er det også vigtigt at du mødes med din læge igen så du kan få hjælp til din anoreksi. Selv om du har været igennem rigtig mange forskellige ting, så er det bare med at blive ved med at prøve. Din læge har også mulighed for at hjælpe dig med at finde den rigtige løsning på din forstoppelse, så din mave kan fungere normalt igen.
Jeg syntes det er rigtig godt at du skriver ind til brevkassen, og du skal vide at du altid kan logge på Cyberhus chatrådgivning, som hår åbent fra kl.14-19 mandag til torsdag.  Herinde sidder der anonyme voksne som gerne vil hjælpe dig og lytte til hvad du har på hjerte.
Venlig hilsen
Iben

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program