Hej Casper.

Jeg var anbragt fra jeg var 13 til jeg var 17 år. I den alder hvor man begynder at finde sin identitet, og hvor det kan være rigtig flovt at være sådan et sted.

Men jeg havde nogen at snakke med, og jeg vidste at det var bedre end hvor jeg boede. Hvis jeg var blevet boende var jeg aldrig blevet voksen, ihvertfald ikke en som ville kunne fungere.

Når jeg tænker tilbage kan jeg huske hvor svært jeg havde det om aftenen. Da jeg lå i min seng på det lille værelse, og kunne hører de andre unge på værelserne ved siden af. Jeg kan huske hvor bange jeg var, hvor alene jeg følte mig.  

Men idag når jeg ser tilbage. husker jeg også ting som  om aftenen når vi alle sammen sad i sofaen, eller omkring spisebordet. Vi snakkede, vi hyggede og vi grinede. Små ting som at gå i bigrafen en torsdag aften havde aldrig kunne ske hvis jeg ikke havde været anbragt.

Jeg følte jeg var fanget og at det eneste de gjorde var at bure mig inde på livstid. Men sandheden er, at jo mere tillid man viser de voksne, jo mere frihed får man. 

Det jeg prøver at sige Casper er at jeg kan godt genkende det at være fortabt, og føle at man slår i en pude. Og sandheden er at før man selv accepterer at man er anbragt, så hjælper det ingenting. Det betyder ikke at det er en nem opgave at give slip på kontrolen, men det er nødvendigt at stole på de pædagoger og psykologer der er omkring en, især i denne svære tid som jeg kan forstå det er for dig.

Jeg håber dig det bedste og håber du kan bruge mit svar til noget.

De bedste Hilsner

David