Hola

brevkassespørgsmål

Hola

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 13 år 7 måneder siden

Hola girls.. Et hurtigt spørgsmål.. Jeg skal om en måneds tid opereres, jeg skal have rygmarvsbedøvelse og operationen tager vist omkring 1 time og et kvarter. Mit spørgsmål lyder på. Jeg ryger hash og pot, nogle gange flere gange om dagen alle ugens dage, nogen gange kun et par enkle gange om dagen et par dage om ugen. Kan dette forbrug af stoffer på nogen måde påvirke denne operation? Jeg tænker mest på bedøvelsen? Kærligst..

Svar: 

Hej med dig!

Generelt kan man sige, at hash er meget sundhedsskadeligt og har en lang række skadelige virkninger på forskellig dele af kroppen, især hvis man hyppigt ryger hash, som du gør.
 
Når man skal bedøves og opereres er det vigtigt at ens organer i kroppen fungerer så godt som muligt. Du fortæller, at du skal rygmarvsbedøves. Det er en blidere form for bedøvelse end hvis hele din krop skulle bedøves og du skulle være bevidstløs. Jeg tror ikke, at dit daglige hashforbrug vil have en dårlig indflydelse på den form for bedøvelse.
 
Nu ved jeg ikke, hvad du skal opereres for, men ved enhver operation kommer der sår. Disse sår skal hele. Selv om sårene bliver syet sammen, skal selve vævet gro sammen selv. Når man ryger hash kommer der sammen med hashen en masse skadelige stoffer med over i blodbanen og ud i kroppen. Disse stoffer kan gøre, at de sår der kan være inde i dig og evt udenpå dig heler dårligere. Jeg synes, det vil være en rigtig god idé, hvis du stopper med at ryge hash, eller minimum sætter dit hash-forbrug ned op til operationen.
 
Noget andet der er rigtig vigtigt er, at det vil være en rigtig god idé, hvis du til de læger og sygeplejersker du møder i forbindelse med operationen fortæller, at du ryger hash. Hvis der er andet du tager, så fortæl også det. Årsagen til at det er vigtigt du fortæller det er, at hvis der skulle ske det, at operationen trækker ud eller hvis lægerne giver dig noget stærk smertestillende der gør at du måske bliver lidt sløv, kan du måske få abstinenser, fordi kroppen kan mærke, at det er lang tid siden, den har fået hash.
 
Får du abstinenser kan du blive skidt tilpas. Hvis du husker at sige, at du ryger hash dagligt, nogen gange flere gange dagligt, ved lægerne hvorfor du har det dårligt, og så kan de give dig medicin, der hjælper på det.
 
Du skal ikke være bange eller flov over at fortælle det. Lægerne og sygeplejerskerne er der for at hjælpe dig.
 
Jeg håber du kan bruge mit svar.
Held og lykke med operationen.
 
Kathrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program