Jeg mister hende.

brevkassespørgsmål

Jeg mister hende.

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 5 måneder siden

Hej Cyberhus! Mit liv har været ét stort rod i noget tid nu. Blandt andet går jeg og er virkelig nede over næsten at have mistet min veninde. Ja, næsten bedste veninde. Jeg har kendt hende i to år nu, og i størstedelen af tiden, har vi været uadskillelige, vores venskab var så stærkt, vi snakkede altid om alt og intet. Men en ende skulle det vel have.. Jeg skulle på ferie i en hel måned, men vi mailede sammen - hele tiden. Men da jeg kom tilbage, var jeg ligesom ikke god nok, en ny pige var kommet til. Jeg var utroligt ked af det dengang og havde virkelig brug for at hun var der for mig, men i stedet tog hun afstand fra mig. Nu har vores venskab i et halvt år været on/off, så snakkede vi slet ikke sammen i flere uger, så begyndte vi, og sådan fortsatte det indtil vi kom sammen til projektugen og var derfor tvunget til at være sammen udenfor skolen. Vi tog så hjem til mig, alting blev snakket igennem. Men nu begynder det igen, det tager virkeæig hårdt på mit humør, da jeg virkelig er blevet erstattet. Det kom frem på hele klassen, hvor udnyttet jeg har følt mig, og jeg fik dårlig samvittighed. Så jeg snakkede med hende i sidste uge og fik det igen løst. Den dag fin hun mig virkelig til at føle, at jeg betød noget for hende, men igen - efter bare et par dage - går hun i hælene på vores anden veninde og bruger mig så tydeligt, føler ikke jeg har ét ord at skulle have indført, at jeg ikke har mulighed for at sige nej... Hun siger stadig, jeg er blandt hendes bedste veninder, og at hun ikke kan eller vil give slip på mig. Men i skolen føler jeg mig som et rent nul for hende, det gør så ufatteligt ondt, når hun skriver de sødeste ting til mig, når vi snakker det igennem. Nu er det bare flere gange værre, når hun ved det hele, undskylder og hvad ved jeg, men stadig fortsætter. Føler mig træls og påtrængende over at nævne det for hende igen, for hvad nu hvis ikke hun gider mig mere? Selvom hun ellers overbeviser mig og siger, hun godt vil snakke om tingene, men at hun er så dårlig til at starte sådanne emner op. Hvad gør jeg? Går rundt og er ked af det hele tiden, ser en anden blive værdsat af hende, som jeg før i tiden blev.

Svar: 

Hej Anonym

Hvor kan jeg godt forstå at du er ked af hvordan det er blevet mellem dig og din veninde. Det må virkelig være svært at opleve hvordan det I havde sammen har ændret sig så meget, og at du føler du er ved at miste hende helt. 

Jeg er ikke sikker på at du kan gøre så meget for at ændre det der sker mellem jer. Til gengæld tror jeg det er vigtigt at du mærker efter i dig selv hvordan du vil forholde dig til at det er blevet som det er. Det lyder måske nok lidt kryptisk, men jeg vil prøve at forklare det lidt nærmere. 

Langt de fleste mennesker oplever at venskaber ændrer sig. Nogle venner/veninder er man sammen med på en anden måde end man plejer, andre stopper man måske helt med at se. Til gengæld oplever langt de fleste også at der kommer nye venner/veninder til. Det er noget der sker gennem hele livet, men ofte er det i teenageårene at mange sådan rigtig oplever det første gang. 

Både du og din veninde har lige nu en alder hvor i begge gennemgår en masse meget store forandringer. Både fysik og psykisk udvikler i jer rigtig meget.
Det betyder at der sker en masse omkring følelseslivet og den måde man tænker om både sig selv og den verden man er en del af. Det er naturligt at være nysgerrig på sig selv og andre mennesker, og meget almindeligt at prøve en masse nye ting af. 

Når jeg læser dig spørgsmål tænker jeg at din veninde er der lige nu, hvor hun er nysgerrig på andre mennesker og venskaber end jeres. Ikke fordi at hun vælger dig fra som veninde, men fordi hun samtidig med dig gerne vil vælge andre til. 
I Jeres venskab har I sikkert nogle ting som binder Jer sammen. En bestemt måde at tænke på eller nogle fælles interesser måske. Men der kan også være ting som i ikke længere deler. Ting som din veninde måske føler hun finder hos sin nye veninde. Det betyder ikke at du er blevet en dårligere veninde eller at hendes nye veninde er bedre end dig. 
Jeg ved selvfølgelig ikke om det er sådan det hænger sammen for din veninde, men ud fra det du skriver synes jeg det lyder som om hun stadig gerne vil være din veninde, og som om at I godt kan have det rigtig fedt sammen. Men Jeres venskab har bare ændret sig. Måske er det ikke længere alting i deler, ligesom før. Det kan være voldsomt frustrerende og jeg kan godt forstå at det gør dig ked af det, men jeg som jeg læser det du beskriver der foregår mellem din veninde og dig, tænker jeg at det er helt naturligt og meget normalt at Jeres venskab er i sådan en "fase" lige nu. 

Som sagt tror jeg ikke der er så meget du kan gøre ved at det er sådan mellem Jer, for du kan selvfølgelig ikke tvinge din veninde til at være på en bestemt måde i Jeres venskab. 
Men du kan selvfølgelig tage stilling til hvad du vil gøre. Ud fra det jeg læser tror jeg ikke at du og din veninde, lige nu,  finder tilbage til det venskab i før havde. Tingene mellem jer har ændret sig og det har både du og hun sikkert også. 

Hvis du I ikke kan være veninder som I var før...er du så ikke interesseret i at være veninde med hende, eller vil du give Jeres "nye" venskab og "nye" måde at være sammen på en chance. Hvis du vælger helt at stoppe Jeres venskab, sparer du måske også dig selv for en masse skuffelser som du lige nu oplever. På den anden side kan det også være at hvis du giver venskabet en chance, at det vil udvikle sig og med tiden blive endnu bedre end det i før havde sammen. 

Jeg håber du finder den løsning der er bedst for dig. 

DeBedsteHilsner

Niels-Christian

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program