Mit livs kamp

brevkassespørgsmål

Mit livs kamp

brevkassespørgsmål af
Caroline
23 år
Oprettet 2 måneder 1 uge siden

I det startede for ca. 2011, skulle jeg opereret et donorhjerte, fordi jeg har født et halv hjerte.operation var katastrofe, fordi jeg fik blodprop og amputere begge ben, jeg fik også en blodprop i hjerne som kaldes apopleksi. Jeg lå i koma i ca. seks uger, da jeg vågn op huskede jeg ingenting, og jeg kunne ikke at snakke i fire måneder. Jeg boede i genoptræning i Hammel og boede i syv måneder og lært at tale igen.  Jeg gik også i specialskole i fire år hvor er blandede handicappe børn, de første år var okay men, hver år blevet skide kedelig og for let til mig, fordi jeg har gået i folkeskole i syv år, så derfor. Jeg blev super populær kun fordi jeg stået i forsvar imod en super led pige/bitch som kristisere, drillede, gør nar de andre i hele ungdomsårgangen.  Nu sidder jeg lorte fucking kørestol, det eneste jeg ønske mig lære at gå igen, jeg savner at bevæge mig, det piner mig hver eneste dag. Jeg føler mig det er ydmyget at være i offentlige steder, især børn, som de glor, peger, hvisker og spørger rundt.  Jeg savner mit gamle liv, selvom jeg var super ensom i folkeskolen bare fordi jeg har født anderledes end de andre normale børn. Mine forældre er også skilt i samme tidspunkt operationfejlen. Jeg er helvedes bange for at tale i telefoner, på grunden jeg lider lidt social angst, jeg hader socialmedier. Jeg lider meget posttraumatisk stresssyndrom. Jeg har meget svær at stole på andre mennesker, så jeg kan være paranoid med fremmede mennesker og deres motiver. Jeg har også været en bofællesskab i et år, det er mareridt... jeg blev tit syg, ensom og min familie kom meget sjældent besøget. Der var kun tre fyre på over 25 år, og vi havde ingen interesser, de var tit inde på deres værelser. Der var kun mest af mandlige pædagoger de havde eller ingen erfaringer, de sad bare på sofa og gloede TV hele dagen. Derfor jeg hader bofælleskaber.  Jeg har også en bror og søster som er tvillinger de er kun et og halv år yngre mig, og vi har en halvstorbror som er elven-tolv år ældre os. Jeg elsker mine alle tre søskende, og jeg savner dem, men jeg synes er skide svært at kontakte og være sammen dem, fordi de er alt for travlt med deres arbejde, skole, venner osv.... Jeg elsker min mor, hun er min forbillede, hun støttede mig altid ting, fx hun har lært masser ting som jeg kan næsten klare selv.

Svar: 

Hej Caroline

Tusind tak, fordi du har lyst til at dele din historie med mig og de andre på CyberHus. Jeg kan godt forstå, at du har valgt at kalde dit spørgsmål for "Mit livs kamp", fordi du faktisk er i gang med at kæmpe dig tilbage til livet. Du har været nødt til at få en operation, som desværre har resulteret i flere blodpropper, at få amputeret begge ben og seks uger i koma. Efterfølgende har du skullet lære at tale igen og været i gang med et langt genoptræningsforløb. Du har også allerede boet flere forskellige steder, nogle af dem i forbindelse med dit genoptræningsforløb. Derudover har du social angst og PTSD og flere andre trælse oplevelser med i bagagen. Alt sammen i en alder af kun 23 år.

Din historie gør meget stort indtryk på mig, og jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan det må være at være i dit sted. Du har i løbet af dine kun 23 år oplevet så meget, at det næsten ikke er til at forstå, hvordan du har mod på og lyst til at fortælle om det på en så afklaret og nuanceret måde, som du har gjort her ovenfor. Det lyder som om, at du på trods af de forhindringer, der har været på din vej, stadig formår at holde fast i de positive ting i dit liv: at du stadig står ved dig selv, som du er, at du har klaret dig godt i skolen, at du faktisk kan rigtigt mange ting selv, og at du elsker dine søskende og har en god og støttende mor. Det lyder som om, at du gør dig rigtigt umage med at få det bedste ud af livet, og det, synes jeg, er helt vildt sejt og stærkt. Du er en vaskeægte fighter.

Selvom du formår at holde fast i de gode ting i dit liv, så kan jeg også godt forstå, at du har brug for at få luft for de ting, som er rigtigt svære for dig. Jeg kan godt forstå, at hele din tilværelse er blevet meget anderledes, og at du savner dit liv, som det var før operationen. Jeg tænker, at det måske vil være rart for dig at have nogen at snakke med om de ting, som du har beskrevet ovenfor, og som måske kan hjælpe dig i forhold til den ensomhed, som du føler. Det kan for eksempel være, at det at snakke med en anden omkring din situation kan bidrage med nogle forslag til, hvad du kan gøre for at få nemmere ved at kontakte og være sammen med dine søskende. Eller hvor og hvordan du kan opsøge andet selskab eller hjælp, når og i det omfang du har brug for det. Det kan være, du har mulighed for at dele dine tanker med din mor, en af dine søskende eller en veninde, eller at du har mulighed for at tale med en psykolog om det.

Du er også altid velkommen i vores 1-1 chat, hvis du har brug for at chatte om din situation med en af vores rådgivere. Vi vil rigtigt gerne lytte og være med til at hjælpe dig så godt, som vi kan. Foruden CyberHus findes også Headspace, Ung på Linje og Ung Online, hvor du også kan chatte eller snakke med nogen om det, der er svært.

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og jeg vil gerne ønske dig alt det bedste fremover. Jeg sender rigtigt mange virtuelle kram og god energi i din retning.

De bedste hilsner,
Marie

 

 

Nikitass billede
Marie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program