Nu får I det hele

brevkassespørgsmål

Nu får I det hele

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 2 måneder siden

Kære Cyberhus. :) Jeg har skrevet ind et par gange om enkelte spørgsmål, men nu får I det hele. :) 1. Hvad hedder det produkt der er til uren hud? Der er en reklame om det, nogle kendte skuespillere bruger det, men jeg ved bare ikke hvad det hedder. Det er noget der er i 3 faser. 2. Jeg vil gerne motionere. Løbe og cykle på et løbebånd og en kondicykel. Er det nok med 20 min om dagen? Jeg vil gerne tabe mig 9 kg. Jeg er 167cm og vejer 59kg, så jeg vil gerne ned på 50kg. 3. Jeg går meget op i vitaminer og mineraler. I piller tager jeg C-vitamin(1 daglig), Stærk B-vitamin(2 daglig), Zink(1 daglig), Kalk med D-vitamin(1 daglig), Fiskeolie(2 daglig), Silica(3 daglig) og Ginsing 50+ fra fitness pharma (3 daglig) Og så til spørgsmålet. Tager jeg for meget? Bliver jeg syg? :( 4. Hvor meget vand skal/må jeg drikke om dagen, uden at jeg skyller vitaminerne ud? 5. Jeg vil så gerne have langt hår ned til slutningen af ribbene på ryggen, gerne lidt længere. Jeg bruger vitamin shampoo, balsam og hårkur fra Matas. Er der andet jeg kan gøre? (Undskyld, det er underligt at spørge om herinde) 6. Kost. Jeg spiser sundt (Min mor er total freak med sundhed) Jeg har bare et stort problem! Jeg kan ikke lade være at spise slik og chips hjemme ved min veninde. Det er så hårdt, de har så meget af det hjemme hos dem. Det er vildt hårdt at lade være. Hvordan kan jeg få mere selvbeherskelse? Og lade være? Meget gerne så jeg får kvalme bare ved tanken om slik og chips (Jeg ved godt man har brug for fedt, men det kan jeg få gennem andre madvarer) 7. Menstruation. Her de sidste par måneder har den kun været der en gang, hvor jeg kun har haft det i to dage. Er det normalt? (Jeg er jomfru, og har haft min menstruation i lidt over et år) Jeg prøvede nogle p-piller inden Januar, men de fik mig til at tage på, og da jeg stoppede, gik det helt i smadder. Hvad kan jeg gøre for at det bliver normalt igen? 8. Det sidste problem.... Mig og min mor har skiftet læge. Jeg kunne selv vælge om jeg ville skifte, men min mor syntes det ville være mest praktisk hvis vi havde den samme om vinteren, så derfor skiftede jeg. Problemet er bare at jeg er helt vildt utryg ved den læge vi har fået. Jeg har ikke været oppe ved ham endnu(vi skiftede lige før sommerferien) Jeg har ikke fået min stivkrampe endnu, da jeg ikke tør tage op til ham, og så er jeg så heldig at min mor har glemt jeg skal have den. Han har været i retten tidligere, da han også var læge. Han blev dømt et antal uger hvor han skulle sidde i fængsel for at have rørt ved unge piger, mens de var han patienter. Han kom hurtigere ud af fængslet ind de uger han havde fået, fordi han blev taget som uskyldig alligevel. Men er han nu også det? Jeg er virkelig bange for at komme derop! Håber I kan hjælpe mig! Kh. Isa

Svar: 

Hej Isa
 
Tak for en masse spændende spørgsmål. Jeg vil forsøge at svare så godt jeg kan.
Jeg er ikke klar over, hvad det er for en reklame du tænker på. Jeg har spurgt de andre i lægebrevkassen, og de var ikke rigtig sikre på, hvad det var. Når nu jeg ikke ved, hvad produkt der er tale om, har jeg svært at svare på hvadl effekten vil være.
 
Når du spørger, er det så fordi du selv har et problem med uren hud? Helt overordnet kan jeg sige, at der reklameres for de såkaldte antiseptiske midler. Dokumentationen for deres effekt er dog dårlig, dvs at det ikke er særlig sikkert at de virker.  Den form for uren hud der er vigtig at behandle, er den hvor der er betændelse i, fordi det kan give arvævsdannelse. Hvis man mistænker, at man har en betændelsestilstand i huden, skal man gå til sin læge, som kan se på huden og vurdere om der er behov for behandling.
 
De næste svar har jeg slået lidt sammen.
Sundhedsstyrelsen anbefaler at vi motionerer ca ½ time daglig eller 3-4 timer ugentlig. Cykling eller rask gang til og fra skole/arbejde gælder også. Den her anbefaling handler om hvad der er sundt og godt for vores helbred og har ikke noget at gøre med slankekure. Jeg kan ikke vurdere om 20 min om dagen vil være ”nok” for dig og det er fordi jeg ikke kender din kropssammensætning. Noget andet og meget vigtigt er, at det ikke nødvendigvis er en god ide at tabe sig i din alder. Selv om du er 15 år og måske ikke vokser så meget mere i højden, har din krop brug for næringsstoffer, fordi din krop stadig udvikler sig.
 
Jeg synes det er rigtig fint, at du spørger om du tager for mange vitaminer.
Du har skrevet en liste med de vitaminer/mineraler du tager. På markedet er der forskellige styrker, derfor er det svært for mig at vurdere om du får for meget. 
Hvis man i din alder ellers er sund og rask og spiser varieret, dvs kød, grøntsager, frugt og brød og får mælkeprodukter så mener jeg ikke at man har behov for vitaminpiller. Ved at få en sund kost bliver vi rigtig godt dækket ind, når det gælder vitaminer og mineraler. Så hvis jeg skal give dig et kort svar vil det være at du formentlig slet ikke behøver at tage piller. Ved at ”spise dig til” vitaminerne gennem mad fremfor at tage piller, får du også andre gode ting med i købet f eks fibre.
 
Sundhedsstyrelsen anbefaler at man spiser ca 600 mg frugt og grønt om dagen, gerne 300 mg af hver. Med hensyn til calcium (kalk), er dit behov ca 900 mg daglig. Calcium får vi især fra mælkeprodukter og grove grøntsager. 2 glas mælk giver ca 400 mg calcium. Det anbefales at vælge magre mælkeprodukter.
 
Det er en go ide at spise fisk et par gange om ugen, da der er sunde fedtsyrer i fisk. Når du spiser brød, så vælg det grove.
 
Det er vigtigt for mig at sige til dig, at du ikke kan erstatte alle de byggesten vi skal have igennem kosten med piller. Det er meget vigtig at få alle de næringsstoffer man skal have så organerne kan udvikle sig som de skal. Du skyller ikke vitaminerne ud ved indtagelse af vand.
 
Rent lægeligt er der er ikke noget i vejen for at man engang i mellem spiser ”usundt”. Det er den måde man lever til daglig der gælder. Min personlige holdning er, at hvis du ellers spiser sundt, så synes jeg, at du med god samvittighed kan spise slik, for eksempel en gang om ugen.  Jeg er ikke tilhænger at fanatisme. Hvis du synes, at du ofte har lyst til noget sødt, så tænk lige på om det kan være fordi, du går og er sulten. Tit får man nemlig lyst til noget sødt, når man er sulten. Så kan det nogen gange hjælpe at spise ”rigtig” mad.
 
Så er der dit hårspørgsmål: og der vil jeg sige, at hvis du spiser sundt og varieret, så vil du i hvert fald have sørget for at byggestene til et sundt hår er i orden. Skrappe hårbehandlinger kan potentielt gøre dit hår mere porøst, men har ikke den store indflydelse på hvor langt dit hår bliver. Min vurdering er at diverse hårprodukter ikke har nogen indflydelse på hvor langt dit hår bliver. Lader du dit hår vokse, skal du nok få langt hår. 
 
Så er der dit menstruationsspørgsmål. Til det vil jeg sige, at hvis du ikke har underlivssmerter kan du tage det helt roligt og se tiden an. Der er en masse helt ufarlige grunde til at du kan have uregelmæssige menstruationer. Du kommer med nogle rigtig vigtige oplysninger: du er jomfru, så gravid kan du ikke være. Og så startede du med at få menstruationer for 1 år siden. Man kan sagtens have uregelmæssige menstruationer i et par år fra man startede med at menstruere, hvilket skyldes at ens æggestokke stadig er lidt umodne, og det er helt naturligt. Andre årsager kan være stress. Jeg tror ikke at der er så meget, du selv kan gøre. Se det an 3-4 måneder, og se om det bliver mere regelmæssigt.
 
Med hensyn til dit sidste spørgsmål Isa, er det meget vigtigt for mig at sige, at det er super vigtigt at der er et godt tillidsforhold mellem læge og patient. Det betyder, at man skal kunne stole på hinanden. Min klare holdning er, at har man ikke tillid til sin læge (og det altså ikke skyldes misforståelser, der hurtigt kan redes ud) skal man prøve at finde en anden! Jeg synes, at du skal snakke med din mor om, hvordan du har det, og de tanker du har. Måske tænker hun noget andet om den sag, det kan også være at hun godt kan forstå dig.
 
Held og lykke med det hele.
 
Kathrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program