Hej Cyberhus.dk Først vil jeg fortælle lidt om mig selv. Jeg arbejder rigtig, rigtig meget, passer samtidig skole og venner, men et eller andet sted prioriterer jeg arbejde rigtig højt og arbejder dobbelt så meget, som en på 15 overhovedet må. Jeg mistede kontakten til min far for nogen år siden, og det tager stadig ret hårdt på mig, og samtidig med det, har jeg det rigtig svært med en syg bror og et dårligt forhold til de voksne i huset. Har lidt knas i kærlighedslivet. Og i skolen går det egentlig heller ikke så stærkt. Så mit liv er lidt hårdt...ligesom de sidste 3-4 år. Jeg skærer i mig selv, tager piller i håb om at der sker noget, hvor jeg kommer væk fra hverdagen, jeg kan lige pludselig tage hjem fra skole for at skærer i mig selv el. lign.. Jeg fik dette job for godt et halvt år siden, og er blevet mere moden af det. Men at bruge så meget tid på arbejde, og samtidig klarer de andre ting, gjorde at jeg blev stresset og var lige ved at stå af livet for noget tid... Men at jeg er blevet mere moden, har gjort at jeg tog til læge og fik erklæret stress og en depression, som man ikke kunne gøre så meget ved, hvis jeg ikke siger op på mit job, skærer ned med venner, og tager alt roligt. Jeg valgte at takke nej til det, for det er mit liv og især de to ting, gør at jeg glemmer det derhjemme.............. lægen bedte mig så om at komme igen en uge efter, så jeg kunne tænke det igennem. Jeg fik sagt til min chef jeg ønsker at få en vagt mindre og det sker efter nytår. Lægen sagde at han kunne mærke mere ro på mig, efter lægebesøget sidst, men at min depression er blevet ekstrem høj og at jeg skulle tage til en psykolog hver dag, men det takkede jeg stort nej til! - Sådan er depressionen. Meeeeeen... Så for 2 uger siden kunne min veninde se at der var noget med mig, så jeg fortalt hende hele historien og hun støttede min læge op og ville gerne gå med mig til psykolog, hvis jeg havde brug for det. Men nu gør min veninde nærmest grin med at skærer i sig selv, og spørger om hvorfor jeg er så deprimeret på en sarkastisk tone - som om intet er sket. Og det har taget hårdt på mig, og nu er piller nærmest min aftensmad. - Og min mor/familie ved intet om det. Så... Skal jeg snakke med en psykolog, snakke med min veninde om hendes opførsel, sige op på mit job eller? Nogen råd? Tak på forhånd.