Hej

Det lyder som om der foregår en helt masse inde i dig, som der ikke rigtig er andre der kender til. At du føler at andre forventer at du er noget og gør noget som er svært at leve op til. Hvis vi kigger på den "person" som din far og din klasse forventer noget af, så tænker jeg at hvem mon har fortalt dig at du skal være den i klassen som får de bedste karakterer ?? Du fortæller jo at du egentlig ikke selv synes det er nødvendigt at få de allerhøjeste karakterer, så der må jo være en anden grund til at du absolut "skal" være den bedste ??

At du fortæller at du ingen accept får af din far hvis du ikke får topkarakter, det synes jeg lyder rigtig uhyggeligt. Når du fortæller det, så håber jeg at det er en misforståelse imellem jer, som gør at du føler det på dèn måde. Måske fordi I ikke får talt om hvor belastende det egentlig er for dig at mærke disse høje forventninger.

Skulle det være sådan at din far ikke kan acceptere mindre end topkarakterer fra dig, så synes jeg at han har et meget alvorligt problem som far, så jeg synes bestemt at der skal tages hul på snakken. Jeg kender ikke din far og ved jo ikke hvordan han er at snakke med, men eftersom problemet jo også berører din trivsel i klassen, så synes jeg at du skal betro dig til din klasselærer (eller hvis der er en anden lærer du har mere tillid til ?) om hvor presset du føler dig. Så kan du får hjælp af ham/hende til at tage snakken med din far også. Det er vigtigt at der bliver talt om det, fordi så længe du føler dig så presset og går alene med det, vil du ikke få det bedre.

Du skal selvfølgelig af med din trang til at skære i dig selv og det kræver at der tages hul på bylden, fordi det er ikke sundt for dig (og derfor har du det dårligt) at ligge under for et pres om at skulle være den bedste i klassen. Det er helt urimeligt og det skal der laves om på.

Der er jo mulighed for at printe dit spørgsmål og mit svar ud og vise det til din klasselærer, hvis det er for svært at fortælle det.

Jeg er ret sikker på at når du får taget hul på det og ikke længere skal gå og gemme på hvordan du har det indeni med presset om at du skal leve op til noget du slet ikke har lyst til, så vil det blive meget nemmere for dig at være til og du vil komme til at føle dig mere modtagelig og åben overfor nye venskaber  - så sådan starter du på en frisk, som du gerne vil.

Til sidst vil jeg sige, til titlen på dit spørgsmål "Jeg er trist uden grund ", at der er ALTID en grund :)

Tak for dit brev

Kh Denise