Mens?

brevkassespørgsmål

Mens?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 12 år 3 måneder siden

Hej :) Jeg er en pige på tretten år. Jeg begyndte at få bryster og lidt kønshår i starten af 2010, og nu får jeg tit udflåd, og er begyndt at svede endnu mere, og få hår under armene. Altså går alt som for så mange andre, men nu begynder jeg at tænke på hvornår min menstruation kommer? Mine bryster er stadig ret små, og jeg har ikke vildt meget kønshår, altså er det tydeligt at jeg ikke er helt færdigudviklet. På den anden side, der er gået ca. 2,5 år, og er det ikke på høje tid? Jeg har hørt at der går omkring tre år fra brysterne begynder at vokse til man får menstruation. Er det rigtigt?? Og så undskyld hvis mit spørgsmål er indsendt et forkert sted på siden, men jeg kunne ikke finde noget andet sted eller hjemmeside. -mig :)

Svar: 

Hej pige på tretten

Det er helt ok at du skriver og spørger herinde, og jeg vil prøve at svare dig så godt jeg kan.

Jeg tror at de her tanker om kroppen og især menstruation er meget almindeligt i din alder. Det lyder til at du ved meget om kroppen og at du kan mærke at den er begyndt at forandre sig. De ting du beskriver, er i hvert fald et tegn på at din krop er sund og udvikler sig helt som den skal. Derfor er det også naturligt at du begynder at tænke på hvornår din menstruation kommer.

Der er ikke et bestemt tidspunkt for hvornår man får sin første menstruation. Som du skriver skal kroppen være helt klar og færdigudviklet, men en ting er sikker, du får din menstruation på et tidspunkt. Du kan evt. læse lidt mere om menstruation i den her artikel på sexlinien.dk

Jeg tror der er mange af dine veninder og skolekammerater der går rundt med samme tanker om at få menstruation. Det kunne måske være en god ide, at snakke lidt med dem om det. Det kræver selvfølgelig lidt mod, men det tror jeg at du har.

Jeg håber du kunne bruge mit svar

Sommerhilsner fra Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program