Forelsket

brevkassespørgsmål

Forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 3 uger siden

Hej Cyberhus. 

efter sommerferien skriftede jeg skole. I den klasse blev jeg hurtigt forelsket i en rigtig sød dreng derfra:-) 

jeg vil gerne lære ham at kende og snakke med ham, men er alt for genert!:-( 

hvad skal jeg gøre?:-) 

på forhånd tak! :-) 

Svar: 

Hej med dig.

Det er bare super dejligt at høre, at du er blevet forelsket i den søde dreng fra den nye skole. Jeg kan virkelig godt forstå, du gerne vil lære ham bedre at kende. Jeg tror, mange unge piger har lidt problemer med deres generthed over for søde drenge, så jeg tror, det er helt normalt, at du ikke helt tør gå hen og snakke med ham. Jeg vil forsøge at give dig lidt idéer til, hvordan du kan komme lidt mere i kontakt med ham.

En rigtig god måde at starte kontakten er ved at forsøge at skrive til ham. Det kan være, I er venner på Facebook, og du derigennem kan skrive til ham, hvis I på et tidspunkt er online på samme tid. Det behøver ikke være noget særligt, du skal skrive - bare noget, som starter en samtale imellem jer. Fx kan du skrive: "Hvad laver du her til aften?", "Hvad skal du af spændende ting i weekenden?", eller hvad du lige synes. Det kan være en rar og sikker måde at starte en samtale på, hvor du også kan få på fornemmelsen, om han virker interesseret i dig. Hvis det går rigtig godt med at skrive sammen, kan det være, du kan spørge ham, om han en dag vil med ud at gå en tur, med ned i klubben eller noget andet.

Det kan også være en god idé at snakke med dine veninder om, hvad de gør, når de synes, at en fyr er sød. Det kan være, nogen af dem har stået i en situation som din og har en god måde, hvorpå man kan overvinde sin generthed. Det kan også være, at nogen fra skolen kender jer begge to godt og måske ved lidt om, om han også kan lide dig, hvad han godt kan lide osv. Nogen gange kan man blive hjulpet rigtig godt på vej ved at få noget information fra vennerne.

Som jeg skrev tidligere, er der mange piger, der er lidt for generte til at tage kontakt til søde drenge. Nogen piger mener også, det er drengen, som skal tage kontakt. Jeg kan fortælle dig, at rigtig mange drenge synes, det er vildt fedt, når piger tager kontakt til dem. Det er jo et stort kompliment, og hvem kan ikke lide sådan nogle? Måske kan det være en idé for dig at sætte dig ned og skrive op, hvad der taler for og imod at tage kontakt til ham. Når man gør sådan noget, vil det tit ende med, at det går op for en, at man ikke kan finde særlig mange argumenter imod.

Til sidst vil jeg sige til dig, at jeg synes, det er sejt, hvis du kontakter ham. Nogen gange skal man nemlig bevæge sig ud på lidt usikker grund, før man får det, man ønsker. Det kan være svært at tage det første skridt, men som regel vil det første skridt altid være det sværeste, hvorefter det hele bliver nemmere, dejligere og endnu mere spændende.

Held og lykke med den søde fyr.

Vh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program