Svigtet af mor!

brevkassespørgsmål

Svigtet af mor!

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 5 måneder siden

Hej. Jeg er en pige på 15 som har problemer med min mor, og hun bor meget langt væk og sådan. Jeg føler mig svigtet af hende! Jeg går med vanvittige tanker inde i mig selv! Nogengange vil jeg bare væk. Jeg synes selv at jeg er for tyk og grim. Så jeg sulter jeg mig selv heletiden. Og får det rigtig dårligt hvis jeg får det godt i maven. Jeg tænker også at min mor bliver glad når jeg er ked af det og har det dårligt! Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!!!! :'(

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå, du er forvirret og ked af det. Når man er 15 år, har man brug for at kunne snakke med sin mor og det kan være svært, når hun bor langt væk. Det kan også være svært for din mor at give dig den omsorg, hun gerne vil, når I bor langt fra hinanden.

Jeg tror ikke, at din mor bliver glad, når du har det dårligt. Mødre vil altid det bedste for deres børn og de vil gøre alt det de kan for, at deres børn skal være glade. Du føler dig svigtet af din mor og føler ikke, at hun er der for dig. Jeg tror ikke hun ved, hvordan du egentlig har det.

Du skriver, at du sulter dig selv og at du får det dårligt, hvis du du har det godt i maven. Jeg forstår det som, at du får det dårligt psykisk, hvis du spiser normalt. Jeg tror, det er et udtryk for, at du har en ide om, at din mor ikke vil have, at du skal have det godt og derfor synes du heller ikke selv, at du skal have det godt. Som jeg allerede har skrevet, så tror jeg, din mor vil blive rigtig ked af det, hvis hun vidste, at du gik rundt med de tanker. Selvfølgelig skal du have det godt og jeg tror helt sikkert også, at din mor vil have, du skal have det godt.

Jeg synes, du skal snakke med din mor om det. Ring til hende og fortæl, at du er meget ked af det, fordi du ikke føler, at hun er der for dig. Fortæl hende om dine tanker om, at du tror, at hun ikke vil have, at du skal have det godt. Fortæl, at du sulter dig selv og at du får det dårligt psykisk, hvis du spiser. Det er vigtigt, at du fortæller din mor, hvordan du har det for ellers kan hun ikke vide, at du egentlig har det rigtig dårligt. Hun kan ikke læse dine tanker.

Jeg synes, du skal overveje, hvad din mor kan gøre anderledes, for at du kan få det godt. Det er ikke sikkert, hun selv ved, hvad hun kan gøre. Det kan være, at I skal snakke mere sammen over telefonen, at I skal ses lidt oftere end I gør nu. I kan også skrive breve eller emails til hinanden eller bruge f.eks. Skype eller MSN til at snakke sammen. Det er kun dig, der ved, hvad der skal gøres anderledes for, at du kan få det godt igen.

Det kan også være en god ide at snakke med andre voksne om det. Du kan eventuelt skrive med en voksen på chatten her på siden. Hvis du bor hos din far, synes jeg også, at han skal vide, hvad der foregår. Han kan hjælpe dig ved at snakke med dig og hjælpe dig med at få spist noget og have det godt med at spise. Det er meget farligt at lade være med at spise, så det bliver du nødt til at gøre noget ved. Du kan eventuelt tage til din læge og få hjælp på den måde. Det er i hvert fald vigtigt, at du fortæller en voksen om, hvordan du har det. Det er helt i orden at bede om hjælp, når man har problemer.

Held og lykke med det hele.

Venlig hilsen Jane

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program