Hej med dig, og velkommen igen på Cyberhus. Det er rigtig flot at du skriver, du behøver ikke gå rundt med alle de problemer selv, så jeg vil prøve at hjælpe dig til at få lidt overblik over din situation.

Teenageliv: Det er bestemt ikke let at være teenager. Man er igang med at finde sig selv, og 2 dage er sjældent ens i forhold til hvad man føler. Man kommer let til at opfatte folk, især sine forældre, som nogle der bare irriterer en, fordi de bare ikke forstår, hvordan man har det. Der er to ting jeg vil sige til det. Jeg tror bestemt ikke din mor er ude på at genere dig, men er blot en gangske almindelig mor der er bekymret for sin teenager datter. Men som forældre kan det være meget svært at få de unge i tale, og så kan man komme til at gætte sig lidt frem. Det eneste vi i virkeligheden ønsker, er at de unge gad sætte sig ned bare engang imellem og fortælle hvad der rør sig i deres liv. Så når du føler at din mor ikke "fatter en skid" er det sikert rigtigt, men her er det op til dig at hjælpe hende til at forstå, hvordan du har det inderst inde. HUn er jo ikke inde i dit hoved så giv hende en chance for at forstå dig, ved at fortælle hvad der sker i dit liv. HUn vil dig det bedste. Og ja som du selv siger "jeg ved ikke hvad der sker for tiden", det at være teenager er en forvirret tid. Homornerne raser, og man ved ikke hvem man er, eller hvor man er på vej hen. Men jeg kan garenterer dig for det bliver lettere med tiden. Prøv at finde den ro i dig selv du kan. Skriv måske dagbog over hvordan du har det, lyt til rolig musik evt. meditation. Snak med dine venner, eller bedre endnu spørg din mor hvordan det var for hende at være teenager, det kunne være hun kunne give dig nogle gode ideer.

Jeg hører helt hvad du siger, og jeg forstår dig godt. Tit, som ung, føler man at man ikke kan gøre noget rigtigt, alle er over en, begrænsinger, regler, utilfredse forældre, krav osv. måske du her igen skulle sætte dig med din mor, få fastsat reglerne i huset, sådan at du ved hvad du kan og må. Det tror jeg kunne være en hjælp til at du får frihed, men selvfølelig under ansvar. Men så ved både du og din mor hvad du må og du vil måske ikke på samme måde føle hun "hænger" over dig.

Mor: At din mors far var syg da hun var barn, et jo måske netop med til at hun ikke vil svigt dig. HUn føler sig måske svigtet både af sin mor og sin far, og derfor gør hun alt for at lade dig vide hun er der for dig. Og nej hun ved da ikke hvordan du har det, hvis du ikke fortæller hende om det, men skubber hende væk. Tag en dag hvor i sammen sætter jer, forsøg at skabe lidt hygge, se hinanden i øjnene som ligeværdige mennesker, åben op, lyt, fortæl, luk din mor ind. HUn elsker dig, men hun er ikke tankelæser. Hvis du vil at hun skal forstå de udfordringer du har i dit liv, er du nødt til at komme ind i kampen og fortælle hende om det. Du siger hun så ofte alligvel ikke har tid. Kunne i evt. prøve at sætte et time af engang om ugen, hvor det kun er jer to? Lidt "mor/ datter hygge og kvalitets tid?

Selvtillid: Du har het ret i at dårlig selvtillid, kan "smitte" forstået på den måde at hvis man har det skidt med sig selv, kan man have svært ved at hjælpe, styrke og opbygge sine egne børn.  Men lige her har du også selv et ansvar. Du kan gøre en masse for at få det godt med dig selv. Du kan for eksempel skrive et positivt brev til dig selv. Skriv de gode sider ved dig selv, og selvom du lige nu måske tænker at dem har du ingen af, så er jeg helt overbevidst om at du har nogle gode egenskaber. Er det for svært, så få andre til at skrive en eller to gode ting. Jeg er sikker på din mor vil hjælpe. Når brevet er færdigt, ligger du det ved din seng. Herefter læser du det som det sidste inden du sover og som det første når du vågner. Det kan være du syntes det lyder underligt, men hvis du gør det i mindst 30 dage, begynder der at ske noget positivt inden i dit hoved. Prøv det!! Det jeg fornemmer er at du er en pige der har det rigtigt skidt med sig selv. Og jeg tænker at du virkelig har brug for hjælp. Hvis du ikke føler du kan snakke med din mor, så kontakt den trivselslærer som er ansat på din skole. Han/hun er der for at hjælpe de unge til at trives, og lytte hvis de har brug for at snakke. Du er nødt til at åbne op, og denne person har sammen med dig mulighed for at finde ud af hvad du har brug for. Du skal finde hjælpen, for du fortjener at være lykkelig og have et godt liv. Du er ung og verden ligger for dine fødder. Der er så meget godt i vente for dig. Jeg ved godt du ikke syntes du kan se det  lige nu, men jeg ved at hvis du tager denne kamp op, kræver din lykke, Ja så har du en dejlig fremtid i vente.

På en måde kan jeg godt se det virker dobbelt moralsk at din mor må ryge og drikke, og du ikke må, men kunne du vende den lidt og tænke at din mor siger nej til de ting i forhold til dig, fordi hun ikke vil se dig ødelægge dit liv med alkohol og smøger? Er man først afhængig så er det ikke let at komme ud af. Så kære dig pas på dig selv, og prøv at se det som noget fedt,  ikke at ryge og drikke, det er bestemt ikke sundt for dig.

Overvægt: Som jeg læser dit brev, opfatter du dig selv som overvægtig. Det har jeg ikke en chance for at vide noget om, men jeg ved at hvis der en der kan gøre noget ved det så er det dig. Hvis du virkelig skal tabe dig, har du mulighed for forskellige former for motion og du kan få noget kostvejledning hvis det er nødvendigt. Det er jeg også sikker på du kan snakke med trivselslæren om.

Du snakker også om at græde, og at du ser det som en svaghed. Jeg syntes det er en styrke at man tør vise sine følelser. Man er ikke svag fordi man græder, så jeg syntes du skal arbjde på at lære at vise dine følelser, og sig til dig selv at det er helt ok at være ked af det eller vred. Kom i kontakt med hvad der virkelig trykker dig, snakke om det, græd, få det ud før det ødelægger dig. Det er ikke sundt at lukke sine følelser inde. Prøv evt at skrive dine tanker og følelser ned. Det kan også hjælpe, hvis du syntes det kan være for svært at snakke om. Måske du skulle prøve at skrive et brev til din mor og forklare hende hvordan du har det, hvad du føler og tænker.

Selvmord: Jeg kan mærke du ikke føler, at du orker ret meget mere. Men at du skriver herind, fortæller alligevel mig, at du vil noget mere. Der er noget at kæmpe for, du har dit liv at kæmpe for, du må ikke give op nu. Vi skal bare have fundet den rigtige hjælp til dig, og jeg mener at du skal i kontakt med den trivselslærer der arbejder på din skole. Det er ikke rart når man kommer så langt ud. Men kære dig, du er ikke blot "et individ der er spild af ressourser". Du er et smukt ungt mennesker, der kæmper med en masse ting, som du behøver hjælp til. Man kan og skal ikke som ung uden meget livserfarring, klare hele verden og sig selv på en gang. Du har brug for hjælp fra mennesker omkring dig. Grib de muligheder der kommer, få snakket med de mennesker omkring dig som elsker dig, holder af dig, og vil hjælpe dig til at få det godt.

Kæmp din kamp, giv ikke op, jeg er sikker på det kan lykkes for dig.

Jeg sender en masse varme tanker til dig.

Hilsen Isabella