Trist uden grund

brevkassespørgsmål

Trist uden grund

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 12 år 2 måneder siden

Hej Cyberhus Jeg er trist og jeg ved ikke hvorfor, jeg har en kæreste og venner som støtter mig og mangler som sådan ikke noget. Men ved bare ikke hvorfor jeg har det så super nederen inden i, på en måde er mit liv det bedste, men samtidig føles det som om jeg mangler alt.

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå det er frustrerende at gå og føle at man på den ene side har det rigtig godt, men på den anden side har det super nederen.

Som jeg læser dit brev, lyder det som at det du kæmper med er en slags tomhedsfølelse. En tomhedsfølelse som kan ramme alle mennesker i perioder, fordi alt bare kan virke meningsløst og ligegyldigt i perioder - også selvom man er elsket og har en god hverdag og et godt liv..

Det kan virke ret mærkeligt, at sådan en tristhed og tomhedsfølelse kan ramme en, selvom man faktisk har en masse godt i ens liv. Nogle gang kommer den, fordi noget i ens liv ikke er som det burde være, men man kan ikke lige få sat fingeren på hvad det er. Andre gange kommer den følelse, fordi mennesker er meningssøgende, og kan blive ved med at søge efter en større mening med tingene, som måske ikke er der eller man ikke kan finde. Især rammer denne sidste følelse folk som tænker rigtig meget over tingene og over livet generelt.. Kan du mon nikke genkendende til noget af det?

Der er altså ikke noget unormalt ved, at have det sådan i perioder. Så når du har det sådan, vil mit råd til dig være, at først mærke efter, om der er et område af dit liv, som du ikke er tilfreds med, noget som gør ondt indeni. Er der det, kan det være der skal en ændring til.. Brug evt. dine forældre til at tale med det om. Er der ikke, men er det mere er slags tomhedsfølelse uden grund, så vil jeg anbefale dig at bruge en masse tid på de ting og de mennesker som gør dig glad. Husk at glæde ikke altid behøver at give mening, og tal også her med dine forældre om at have det sådan. Jeg synes også du kan prøve at logge på vores chat en dag, og chatte med en voksen her, om at have det sådan. Chatten er åben man-, ons- og fredag kl. 12-16, samt tirsdag og torsdag 12-16 og 18-21.

Du er meget velkommen til at skrive herind igen, hvis det jeg skriver ikke lige giver mening – ellers håber jeg du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner fra Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program