De sidste 3 måneder = helvede..

brevkassespørgsmål

De sidste 3 måneder = helvede..

Jeg beklager det lange brev: I de sidste 3 måneder har jeg ikke haft det godt. For cirka 14 dage siden, fik jeg en mindre alkoholforgiftning, fordi jeg forsøgte at drikke problemerne ud/væk. Jeg kom simpelthen til at drikke så meget, at min krop blev påvirket af det i 2-3 dage. Jeg er i øjeblikket ikke i besiddelse af hash(det har jeg været), og jeg ved nu, at det har samme virkning som alkohol. Det hele bliver værre, når først virkningen aftager.. Og man begynder at tænke over, om det kan redde en dårlig dag, og så er man inde i en dum cirkel, som jeg meget nødigt vil ind i. Jeg søgte hjælp hos en af mine venner forleden, som sagde, at han gerne ville hjælpe mig, og at jeg var velkommen hos ham, hvis ikke jeg havde andre steder at være. En såkaldt midlertidig løsning. Der skal meget til, at jeg stoler på folk og føler mig tryg ved folk omkring mig, og derfor har jeg det ikke helt så godt i min nye klasse. Jeg snakket med min lærer om det, men det har desværre ikke hjulpet. Mine medstuderende kalder mig "hudini", fordi jeg altid stikker af, når det bliver for meget for mig. Så er jeg tilbage cirka 10 minutter efter, og har det godt igen. Jeg er en værre tryghedsnarkoman når det kommer til stykket, og tingene skal helst være præcist som de plejer, ellers går min klap ned.. Jeg har overvejet at kontakte studievejledningen på min skole, da jeg har hørt en fugl synge om, at man kan få noget, som de kalder for psykologisk rådgivning eller en mentor. Og det bliver jeg vidst snart nødt til, hvis jeg ikke får det bedre. Ordentlig støtte hjemmefra kan jeg ikke få, da jeg ikke føler, at mine forældre viser den rette interesse for mig og det er blandt andet derfor, at jeg er skrevet op til en bolig ret så mange steder efterhånden. Et kælderrum ville jeg også kunne være tilfreds med. De tog mig ikke ud af skolen, selvom jeg er blevet mobbet siden jeg begyndte stort set, og det tilgiver jeg dem aldrig for. Til gengæld har de brugt alt deres interesse og kærlighed på min storebror, der er et par år ældre end mig. Hvis han kom hjem og klagede over noget, blev der straks gjort noget ved det, men med mig: Nej. Der blev svaret bare: "Mon ikke det går over" eller "Giv det lige lidt tid, så kan vi se på det"... Min bror og jeg har aldrig rigtig kunnet sammen, hvilket nok skyldes den mindre jalousi jeg har til ham, fordi han har mine forældre og jeg føler ikke rigtig jeg har nogen. Jeg har været vandt til, at skulle gøre tingene selv, og det har gjort mig til den både svageste og stærkeste person! Hvad synes I jeg skal gøre? Please, hjælp mig.. Mvh. "den triste mus"

Svar:

Kære "triste mus",

Jeg kan godt høre, at du har det rigtig svært lige nu, og jeg vil meget gerne forsøge at komme med nogle råd til ,hvad du kan gøre.

Du fortæller, at du har haft en alkoholforgiftning, fordi du prøvede at drikke dine problemer væk, og at du også har forsøgt med hash. Det lyder til at du har brugt alkoholen og hashen til at forsøge at flygte fra virkeligheden - eller fra dine problemer? Jeg vil dog lige sige, at jeg synes at det er rigtig flot som du selv beskriver hvordan det hele bare føles endnu værre når virkningen aftager. Og hvordan alkohol og hash kan blive en måde at redde en dårlig dag på. Du lyder til at være meget bevidst om hvordan dette kan føre til en ond cirkel, og meget afklaret med at det ikke er en cirkel du vil ind i. Du lyder som en der har taget en meget vigtig beslutning i dit liv, om at du ikke længere vil flygte fra dine problemer - men at du derimod er klar til at tage det næste skridt, og forsøge at gøre noget ved det. Og det synes jeg er ret sejt!

Jeg vil inddele mit svar i to dele. I den første del vil jeg tage fat i det du skriver omkring at du ikke føler dig tryg i din nye klasse, og den anden del vil jeg tage fat i det du fortæller omkring din familie.

Dit studie: Du fortæller, at du ikke føler dig tryg i din nye klasse, og at dine medstuderende kalder dig for "Houdini" fordi du altid stikker af når det hele bliver for meget for dig. Jeg er lidt i tvivl om, om du oplever at du bliver mobbet i din nye klasse, men jeg synes mest det lyder til at du mere tænker at det er en form for godmodige drillerier? Men i hvert fald fortæller du, at du ikke føler dig tryg i din nye klasse endnu - og at det er den slags der tager tid for dig. Umiddelbart tænker jeg, at der er rigtig mange mennesker der har det sådan, at det tager tid for de fleste, før man rigtig føler at man kan stole på folk. Og at det er helt normalt at have det sådan. Og måske tager det så lidt ekstra tid for dig, fordi du er blevet mobbet tidligere? Og det er der heller ikke noget at sige til. Jeg synes det er rigtig flot at du har forsøgt at snakke med din lærer om det, for det viser igen, at du virkelig selv forsøger at gøre noget ved tingene.

Faktisk synes jeg at dit eget forslag omkring at opsøge studievejledningen på din skole og høre om det er muligt at få en mentor eller noget psykologisk rådgivning, er det allerbedste forslag. En mentor vil kunne støtte dig i forhold til hvad du kan gøre i de konkrete situationer og vil kunne give dig en masse opbakning. Jeg tænker også, at det vil være rart for dig, at have såan en person, som du kan få snakket med omkring nogle af de situationer, hvor du oplever at det hele bliver for meget, så du bliver nødt til at stikke af. Måske vil du også kunne få nogle råd til at tackle de situationer, og måske nogle nye perspektiver på det hele. Så det synes jeg helt klart at du skal gøre!

Din familie: Jeg kan godt høre at du har det rigtig svært med din familie, og det lyder også til at du er ked af, at det er blevet sådan? Du fortæller at du aldrig har tilgivet dine forældre fordi de ikke tog dig ud af din skole, hvor du blev mobbet. Og jeg kan høre at du er blevet mobbet igennem lang tid. Det at blive mobbet er et virkelig stort problem, og rigtig svært at gå med helt selv. Og faktisk kan jeg godt forstå at du er blevet virkelig skuffet over dine forældre. Det lyder til at du faktisk har forsøgt at fortælle dem omkring mobningen (hvilket ellers er svært for rigtig mange), og at du slet ikke føler at du er blevet hørt. Jeg tænker på om det mon kunne være en mulighed for dig, at gøre et forsøg mere for at få dem til at forstå dig? At tilgive er ikke noget man bare lige gør, det er noget der vil tage tid for dig, og måske kræver det også, at du kan få dem til at lytte til dig nu?

Kunne det evt. være en mulighed for dig at tage en snak med en af dem/ dem begge? og så forberede de ting du gerne vil fortælle dem. Du kunne fx snakke med dem om, at du slet ikke føler at de har hørt på dig i alle de år, hvor du er blevet mobbet? at du har haft det rigtig svært, at det har såret dig at de ikke har været der for dig? Hvis du ikke synes at du kan snakke med dem om disse ting, kunne du evt. også skrive et brev i stedet for, eller du kan vise dem det brev du har skrevet hertil. Det brev du har skrevet hertil er rigtig fint, og det fortæller meget præcist hvordan du har det.

Til sidst kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er ærgeligt at det hele har ødelagt dit forhold til din bror. Jeg kan godt forstå at det må være svært ikke at være jaloux på ham, når du føler at han får alle de ting fra jeres forældre, som du savner. Men din bror kan vel ikke rigtig gøre for det? Kunne det være en mulighed måske at snakke med din bror om hvordan du har det? måske kunne han være en god støtte for dig? eller måske kunne i bare få et forhold, hvor i kunne lave nogle hyggelige ting sammen?

Jeg håber du kan bruge noget af det jeg har skrevet. Hvis du har brug for at snakke lidt mere om det hele, er du også meget velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning. I hvert fald håber jeg at du vil fortsætte med at tage det skridt du er igang med at tage, og få gjort noget ved de problemer du går rundt med, så du kan få det bedre igen.

Mange tanker fra Helle.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål