Hej med dig...

Du skal først have en kæmpe ros for, at du skriver herind. For det første kan jeg godt forstå, at du har lyst til at spørge en anden voksen end din mor om de her ting og for det andet er det godt du undersøger og er nysgerrig på hvordan det kan blive anderledes og måske nemmere at være dig.

For at gøre mit svar lidt mere overskueligt, så deler jeg det lige op i nogle punkter. Jeg har nemlig lidt forskelligt jeg gene vil fortælle dig.

Men det vigtigste først...Jeg kan nemlig godt forstå du bliver vred, sur og hidsig, og jeg synes slet ikke det har noget at gøre med umodenhed. Nu skal jeg forklarer dig hvorfor jeg synes det:

1. Graviditet
Jeg er lidt usikker på om du stadig er gravid eller om du har mistet/fået abort. Ud fra den måde du skriver, så går jeg ud fra at du ikke er gravid mere.

Lige meget om din graviditet var planlagt eller et uheld, så er det en stor ting. Du kan mærke at din krop reagerer og tanken om at du har et liv der vokser inden i, er noget der skaber store følelser og overvejelser. Lige pludselig kan der komme en masse spørgsmål og usikkerhed omkring hvad der skal ske.

Når man så mister det eller får en abort, så kan der (selvom det er med vilje) også være store følelser og spørgsmål der suser rundt i kroppen. Og alle de følelser kan man ikke gå alene med, og hvis man gør det, kan det mærkes som en kæmpe klump inden i som bare vokser og vokser...og den skal ud på et tidspunkt.

Når din mor ikke ville snakke med dig bagefter, gik du meget alene med det. Og jeg tror din vrede kommer fordi du ikke fik den støtte derhjemme.

2. Mor og far
Udover at din mor ikke vil tale med dig bagefter, så fortæller du også, at både din mor og far har kaldt dig møgkælling og har slået dig. Det er slet ikke okay, faktisk lyder det som omsorgssvigt, altså noget som er ulovligt. Din far og mor skal passe på dig og give dig tryghed derhjemme, og det synes jeg ikke de har gjort her.Da du blev gravid skulle de have støttet dig og prøvet at hjælpe dig så godt de kunne.

Det er også en god grund til at du bliver så vred og det er også meget forståeligt.

Når man oplever sådan nogle ting, som du har oplevet, så bliver man vred, sur og ked af det. Fordi det gør ondt inden i. Så den måde du reagerer på, synes jeg både er logisk og meget forståelig. Men jeg kan også godt forstå at det ikke er rart for dig, fordi det gør det jo ikke nemmere for dig og løser heller ingen ting. Så jeg tror du har brug for hjælp til, at forstå hvordan tingene hænger sammen og hvorfor du reagerer så voldsomt. Fordi på den måde kan du få snakket om de ting som ligger inden i og som er årsagen til, at du bliver så vred. Og ved at få snakket om de ting og forstå hvordan tingene hænger sammen, så tror jeg du vil opleve at du ikke vil være så vred mere.

Men hvad så nu...

Nu kender jeg dig jo ikke så godt, men jeg synes det først og fremmest handler om, at du får snakket lidt mere med en voksen om det her. En voksen som ikke er din mor eller far.

Det kan være du selv kommer i tanke om en du kender og som du stoler på og respektere. Det kunne være en lærer, en pædagog eller måske en helt anden. Prøv at fortælle personen det samme som du har fortalt mig og hør hvad den person synes om det hele.

En anden mulighed er at kigge forbi chatten her i Cyberhus. Her kan du for det første chatte med en voksen, som er vant til at snakke med unge mennesker om meget personlige ting, men det vil også være en mulighed for at rådgiveren sammen med dig kunne finde nogle gode veje at gå for dig. Nogle måder hvor du kan få hjælp til at få den vrede ud, som du gemmer på.

Så kære du... super stærkt at du har skrevet herind og jeg synes du har en god fornemmelse af det hele. Jeg håber du arbejder videre med det, for så tror jeg du vil opleve at det bliver lettere for dig.

De bedste hilsner
Erroll