Jeg kan ikke klare mere..!!

brevkassespørgsmål

Jeg kan ikke klare mere..!!

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Hey Cyberhus.

Det hele startede nogle år tilbage. Ca 6 år tilbage. Jeg fik mig en lillesøster, efter at have været enebarn i 7 år. Jeg synes hun var så sød osv, men da hun begyndte at være 1 år, og lidt ældre måske, følte jeg mine forældre aldrig havde tid til mig, og kun havde tid til hende(ved godt hun var lille, og havde brug for dem). Når jeg så ville lege med min lillesøster, blev hun altid sur, og begyndte at råbe og skrige. Så blev jeg så bedt om at gå. Jeg legede for det meste altid med mig selv, fordi det med venner var jeg ikke så god til igen, hvert fald ikke at have dem med hjem. Jeg prøvede adskillige gange, at få min mor og fars opmærksomhed, men det virkede ikke. Jeg blev bare sur, også gad de ikke prøve. Engang blev jeg så sur, at de læste mig inde på mit værelse, indtil jeg var faldet ned. Jeg begyndte at holde op, med at prøve at få deres opmærksomhed, og begyndte så at lukke af for dem. Sørgede selv for lektier, osv. (Jeg tror også det er skyld i mit andet lille problem. Jeg kan ikke regne i hovedet. Det er for svært. Selv 13+19 kan jeg ikke. Jeg overdriver ikke! Det er et stort problem når jeg har matematik. Jeg glemmer også hurtigt hvordan jeg ganger og dividere. Siden jeg har gået i anden klasse, har jeg ikke kunne regne i hovedet, og gange og dividere)Jeg ville ikke være den helt store belastning, nu hvor de også skulle passe min lillesøster. Min lillesøster fortsatte med at være så ond mod mig (Hun er det stadig, efter 6 år!) Jeg fik det hele til at køre nogle lunde de næste 2 år. Selvom der var en del skænderier, og de på et tidspunkt sagde, at hvis jeg ikke snart ændrede mig, måtte de finde en anden løsning med mig. Men i 2011, begyndte jeg at få et tæt forhold til min kusine (Hun har det dog heller ikke for godt hos hende selv) Vi skrev om alt sammen næsten 24/7. Vi var igennem en mindre depression, hvor vi pjækkede fra skole, og ikke ville noget som helst. Vi var meget nede, og skrev med en over nettet, som havde det svært. Han havde vise problemer, og endte med at begå selvmord. Jeg sultede også lidt mig selv i den periode. Til sidst fandt mine forældre ud af, jeg pjækkede, og ville have en forklaring. Da jeg havde selvmordstanker, fik de også det af vide. Det var min lillesøsters skyld, at jeg ikke havde fortalt dem noget, men også deres egen. Den sidste halvdel af år 2011, blev jeg mobbet. Jeg havde fået en ny klasse, fordi på min skole blandede man klasserne når man kom i 7 klasse. Jeg kom i den dårligste klasse, sammen med de værste elever, og mistede næsten alle mine venner, jeg have i den gamle klasse. Det gjorde mig virkelig ked af det, og jeg havde dog kun 2 venner, da skoleåret startede.. Men det blev dog til 3 mere efter noget tid. Jeg fik efter et ½ år, overtalt min forældre om at flytte skole, og der gik næsten 5 måneder, før jeg fortalte dem, jeg blev mobbet. Mine lærere gjorde ingenting, og det gjorde skolens rektor heller ikke. Jeg havde også mistet min bedste veninde efter hele 7 år. Fordi hun var kommet i en anden klasse, end lige mig.
På min nye skole, fik jeg nye venner, men mistede dog de nye venner jeg havde fået på den gamle. De glemte mig bare. Men jeg havde dog min nye netkæreste, og ham var jeg da glad for. Jeg fik en frisk lille start. Var gladere i hjemmet, så længe det varede. Jeg lukkede fuldstændig af for dem igen. Tiden gik, og nogle fra min gamle skole kom hen til min.. Det var jeg virkelig også sur over!! Så et år senere, føler jeg mig nok tryg ved min kæreste, og vi går i seng sammen osv.. men en måned efter, fortæller han mig, han har været vild med den her pige fra hans klasse, selv inden han kom sammen med mig. Jeg var grædefærdig. Han fortalte også, at han stadig syntes at hans ex var pæn, og at han ikke må ændre fordi han kom sammen med hende, pga han synes hun var flot.. Jeg synes dog hun er grim også synes jeg han har dårlig smag, også føler jeg mig grim. Den her pige fra hans klasse blev han bare mere og mere vild med.. Men dog i hemmelighed. Han sagde han ville have mig, men jeg var stadig helt sønderknust. En måned efter det, slår han så op (vi havde et skænderi, som vi begyndte at have tit, men han begyndte at tænke mere på hende fra hans klasse end mig.) Han stoppede med at skrive til mig, og det var altid mig der skrev til ham. Han stoppede med at ringe, og han stoppede med at sige han savnede mig (det skal lige siges, vi boede mere end 80 km fra hinanden). Jeg skrev med nogle fra hans klasse om det, og han fortalte mig, at han havde lagt an på hende, mens mig og min ex var sammen.. jeg blev så gal på min ex. Han havde blocked og slettet mig overalt, så jeg kunne ikke kontakte ham. Men en dag, var jeg stukket af hjemmefra, og tog hen til ham, for at snakke med ham. Han gad dog ikke at snakke, og jeg blev sendt hjem. Min mor var sur på mig, men forstod mig bare ikke. Hun vidste dog heller ikke noget. Hende pigen, han havde lagt an på.. havde han gjort i nogle uger mens mig og min ex stadig var sammen.. men hun kunne ikke lide ham. Hun havde en kæreste i forvejen, og han går i samme klasse som hende. (altså min ex, hende pigen og hendes kæreste) Jeg begyndte at tvivle på alt, og følte mig misbrugt af ham, og værst af alt, ville jeg stadig have ham tilbage. Jeg begyndte at føle så stor smerte.. Sommerferien begyndte, og jeg begyndte at skære i mig selv. Jeg havde stolet alt for meget på mit ex, og havde nu intet tilbage.. Jeg tog igen hjem til ham, og løj overfor mine forældre, for at komme derhen. De vidste stadig ingenting. Igen gad han ikke snakke, og jeg begyndte at græde. Min mor fandt ud at hvor jeg var, og hun blev så sur på mig. Da jeg kom hjem, straffede hun mig ved at tage min computer og mobil i en uge. Nu ville hun have en forklaring. Jeg lavede næsten ikke andet end at græde hver aften, noget af dagen, skære i mig selv, og græde hver gang jeg var i bad. I hele 2 dage!! 
Så skrev jeg et brev til min ex's mor, fordi hun gerne ville vide hvorfor jeg var kommet anden gang. Men min mor fik fingrene i det, så hvem det var til, og ville have mig til at sige hvad der var i. Det gad jeg ikke, og blev så bedt om at rive det i stykker. Jeg blev sur, og græd helt vildt. Hun forstod ingenting. Nu ville hun vide hvad der stod i brevet. Så bad hun mig sige det, men som jeg plejer, klappede jeg i som en østers. Så fandt hun alle delene til brevet.. læste det igennem. Jeg blev lidt glad, fordi nu ville jeg måske endelig få lidt særbehandling. Nu ville de måske tænkte på mig, og holde op med at kalde mig, det min søster hedder. Måske ville de bekymre sig for mig mere nu.. Men jeg drømte.. og efter 2 dage, havde de glemt det. Jeg var hele tiden nede, og de ville have mig til at smile så de gik hen og sagde "Må jeg se du kan smile?".. også smiler jeg bare.. også tror de, jeg har det fint? De fik af vide jeg skar i mig selv (Er stoppet, men hvis jeg ikke snart får seriøs hjælp, begynder jeg igen!) Jeg har hele tiden selvmordstanker.. Men de virker bare så ligeglade.. Så jeg lukkede af for dem igen... Jeg vil ikke såres. Jeg vil helst væk fra dem. Jeg vil helst være ved nogen, der faktisk kan se jeg har det dårligt, og faktisk hjælpe mig! En af mine veninder's kæreste havde slået op efter nogle få uger.. hun var self ked af det, og hendes mor var der bare virkelig for hende.. jeg begyndte nærmest at græde.. også tænkte jeg på min mor.. hun havde bare grædt over jeg havde selvmordstanker, og skåret i mig selv.. men mere havde hun ikke gjort. Mit problem er meget større, men jeg får ingenting.. mens min veninde får en masse omsorg af hendes mor.. og jeg får næsten ingen af min.. og sådan er det med alle mine veninder.. deres mødre giver dem en masse omsorg, selvom de har en masse søskende.. men mig, jeg får ingen, for den får min søster.. 
Nu er sommerferien næsten forbi, og jeg har ingen hjælp fået, og her i dag, for jeg nede over at indse, hvordan mine forældre reagede over mit store problem.. og jeg ikke gad at sige hvorfor jeg var nede.. de kunne ikke selv se det. De spurgte nemlig fordi jeg intet spiste til aftensmad, og snagede af dem, når de spurgte om noget. Men fordi jeg ingenting gad og sige, sagde min mor "Det er godt du snart skal i skole igen, så kan jeg snakke med skolen!".. jeg blev bare så ked af det. Kan de bare slet ikke se hvor sårbar jeg er? Jeg er ikke kommet mig over min ex's opførsel, og mine forældre har svigtet mig siden jeg var 8, og min lillesøster hader ham.. jeg har kun min kusine at fortælle mine problemer om.. men hun tager på efterskole, også er jeg bange for at jeg også mister hende. Mister jeg hende, at kunne fortælle tingene til, fordi hun får nye venner, og mister jeg hende, er der ikke andre jeg kan og vil knytte mig til... hvert fald ikke så tæt.. hun er den eneste der faktisk forstår mig. Men jeg ønsker heller ikke at bo hjemme længere.. Jeg vil virkelig gerne på hos nogle som kan forstå mig, og som faktisk gerne vil hjælpe mig!! 2 gange i mit liv, har jeg haft en længere periode, hvor jeg har overvejet selvmord osv.. og da det var værst, fik mine forældre noget af vide.. men de har aldrig gjort noget ved det. Jeg føler jeg er for besværlig. Derfor vil jeg aldrig fortælle dem noget igen, og desuden, hjælper det ingenting :'(
- Undskyld hvis jeg hopper mellem forskellige tidsperioder, men jeg er bare så forvirret, og glæder mig ikke til at skal i skole igen, for jeg er bange for, jeg falder helt ud. Har svært ved at lave gøremål. Så lektier bliver virkelig sværere, men det er det allerede i forvejen. Det bliver nok et af de hårdeste år nogensinde, pga alt det jeg har med nu, fra min fortid. Jeg har mere end nogensinde.
Jeg er virkelig ved at miste håbet.. Jeg var på noget, hvor jeg skulle bo hos en anden familie i en uge, i udlandet (noget min skole arrangerer for alle på skolen.) Hende pigen jeg boede hos, havde et tæt forhold til sin mor, og fortalte hende alt. Hun var enebarn. Da jeg kom hjem fra den tur af, prøvede jeg virkelig at ændre mig, men det føltes ikke helt som om min mor og far ville hjælpe mig på vej. Jeg gjorde det hele selv, og det var virkelig hårdt. JEg prøvede så godt jeg kunne, at ikke brokke mig, aldrig være sur osv.. Men efter 1 måned, droppede jeg det igen.. de var stadig som før, og min lillesøster hadede mig stadig. 
HJÆLP MIG!!! HVAD SKAL JEG GØRE?! :(

Svar: 

Hej med dig.

Jeg synes det lyder til, at du har det svært, og derfor er det rigtig godt, at du skriver herind. Jeg vil gøre mit aller bedste for at hjælpe dig med mine svar. Jeg vil starte med at skrive om problemet med din familie, da jeg tror at det er en af de ting, der fylder aller mest hos dig.

Ud fra din beskrivelse af familien, virker det til, at I alle er kommet ind i en uheldig måde at være sammen på, og jeg kan godt forstå, at du både er ulykkelig og frustreret. Du har nu hele to gange forsøgt at få hjælp af dine forældre, og det er rigtig flot af dig. Men desværre er det ikke lykkedes. Det er klart, at du skal have hjælp, og at du har brug for nogle at tale med om dine bekymringer, for du skal ikke gå med sådanne tanker alene og være så ked af det. Derfor vil jeg forslå dig, at du snakker med en anden voksen. Det kan foreksempel være en lærer, en sundhedsplejerske eller måske bare en voksen, du har tillid til og godt kan lide. Måske du kan få hjælp af en god venindes mor. Du kan også altid ringe til din læge, og bestille en tid. Med ham eller hende kan du måske tale om muligheden for psykologhjælp. Hvis du synes, at det bliver for svært at kontakte en voksen, kan du som en start skrive med os over chatten. Så kan du øve dig i, hvad du skal sige til den voksne og måske få gode ideér fra os. Du kan finde chatten HER

At dine forældre ikke gør noget, virker på mig forkert, men jeg tror simpelthen ikke at de ved, hvad de skal gøre. Og når din mor giver sig til at græde eller bliver sur, er det højest sandsynligt fordi, at hun elsker dig og er ked af situationen. Måske har hun endda dårlig samvittighed over, at hun ikke kan hjælpe dig. Vi er nemlig alle forskelligt opdraget, og hvis din mor i sin barndom aldrig har lært at tale om følelser, ja så kan hun heller ikke finde ud af det nu som voksen. 

Det er meget normalt at man får det skidt, når man ikke har det godt med sin familie. Familien er ofte ens hjem og ens holdepunkt, og derfor bliver man natuligvis ekstra ked af det, når tingene går galt. Lige nu tror jeg, at det vigtigste for dig vil være, at få det bedre med din familie. Hvis dit forhold med familien forbedres, er der nemlig en god chance for, at du også får det nemmere udenfor hjemmet. Således at du bedre kan klare skolen og ikke længere er nær så afhængelig af din ex-kæreste og kusine.

At du har skrevet til os, er det første skridt på vejen til at få det bedre, og du skal vide, at det både er meget modent og modigt af dig. Det virker på mig, som om at du selv er meget opsat på at få hjælp, og så skal det nok lykkedes.

Jeg håber det bedste for dig. Venlig hilsen 

Malene

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program