Jeg er ked af det hele tiden..

brevkassespørgsmål

Jeg er ked af det hele tiden..

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Hej brevkasse :)

Jeg har virklelig et stort problem... Jeg er begyndt på en ny skole for 3 uger siden og jeg går i 7'ende men jeg har kun været i skole ca. 10 dage i alt fordi at jeg føler mig vildt ked af det i skolen og skynder mig ud på toilettet i næsten hver time for at græde frit.. Jeg forstår ikke engang selv hvorfor jeg bliver så ked af det og mine forældre, min mormor, 2 piger fra den nye skole og min bedste veninde fra min gamle skole ved det godt men min mormor støtter mig fuldt ud og jeg føler bare at mine forældre er dybt skuffet over mig også fordi at jeg tit ringer til min mor i skolen og vil hjem så hun kommer og henter mig og der plejer hun altid at blive sur på mig fordi at hun syntes ikke at jeg kæmper nok for at tænke på noget andet end at være ked af det... Jeg blev ikke mobbet på min gamle skole og jeg begyndte på en ny fordi at mine forældre og jeg selv syntes at det var en god ide at starte på en frisk og det virkede også som en god ide men nu har den vendt sig til det værste jeg overhovedt kunne have gjort... Jeg har fået nogle vildt gode veninder på den nye skole men alligevel bliver jeg hele tiden ked af det og begynder at græde eller vil hjem... Jeg vil tilbage på min gamle skole men mine forældre har selv sagt at hvis jeg vælger at tage tilbage til skolen vil de syntes at det er et virkelig stort nederlag og de vil blive triste over det.. Netop derfor tvivler jeg vildt meget på om jeg vil det... Jeg håber virkelig at du kan hjælpe mig for jeg har seriøst brug for det...

Svar: 

Hej du.

Hvor er det godt, at du skriver herind.
Det lyder som om, du har det rigtig svært med opstart på din nye skole og i din nye klasse. Du skriver, at du tit bliver ked af det uden at vide hvorfor og at din mor henter dig fra skole.

Jeg kan godt forstå, at du ikke synes, det er nemt. Det er ikke altid lige let at starte op et nyt sted, i nye omgivelser og med mange nye mennesker omkring én. Det tror jeg de færreste synes.
Jeg tror, mennesket, af natur, bedst kan lide de vante rammer og de omgivelser, man kender og ved, hvordan fungere. Nye ting er skræmmende og vante ting er trygge. Jeg tror, det er helt normalt, at tænke og føle, som du gør nu.

Når man starter op et nyt sted, er der mange ting man skal forholde sig til og mange klassekammerater og lærer, man skal lære at kende. Man kan blive enormt træt de første uger, fordi ens krop hele tiden er "på arbejde" og man hele tiden skal være opmærksom og tage ny viden til sig. At man ovenikøbet også kan føle sig ny, lidt undenfor klassen og til tider helt alene i verden, gør ikke situationen bedre. Men jeg tror, det er et vilkår ved at starte på en ny skole. Det vil ske på hvilken som helst skole, hvilket som helst job eller hvilken som helst fritidsaktivitet, man starter på/i.
At du bliver ked af det, uden at vide hvorfor, kan måske skyldes de uvante og nye omgivelser og rammer. Måske også fysisk og psykisk træthed ved at skulle forholde sig til nye ting og nye mennesker, du skal lære at kende.
Jeg tror, det er helt normalt. Det er ofte i starten, at ting er svære, men med tiden bliver din nye skole din hverdag og vil føles "normal", ligesom din gamle skole. Du skriver også, at du allerede har fået nye veninder. Det er en rigtig god start, at have veninder, som ved hvordan man har det og som man kan komme til, hvis det hele bliver lidt svært.

Jeg tror ikke, dine forældre er skuffede over dig. Jeg tror, måske de tænker, at det ville være en god ide, hvis du giver din nye skole en chance og afprøver den i lidt længere tid, før I skal tage stilling til eventuelle ændringer.
Mit råd herfra vil være det samme. Der kan nå at ske meget på kort tid. Om en månedstid kan det hele se helt anerledes ud. Når du først vænner dig til undervisningen, til lærerne, til dine klassekammerater, til frikvarterene og til skolen som helhed, tror jeg det hele bliver meget lettere og mere overskueligt for dig. Hvis ikke, kan du snakke med dine forældre eller din mormor om det igen. Måske er der også en af dine lærer, som er god at snakke med. Jeg tror, det kunne være en god ide, at have en på skolen, som ved, hvordan du har og som du ved, at du kan komme til, hvis du ikke har det godt.

Du kunne måske lave en aftale med dine forældre. Sætte en dato i kalenderen nogle måneder fremme, hvor I snakker om, hvordan du har det og hvordan det går i skolen. Hvis du stadig ikke er glad for det, kan I måske, til den tid, snakke om, at få dig flyttet tilbage på din gamle skole.
Men fat mod og giv det lidt tid. Tag en dag ad gangen og hold fast i dine nye venner og veninder.
En ny start er svær og tilvænning tager sin tid.

Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Mvh.
Marie
  

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program