Bange

brevkassespørgsmål

Bange

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 6 dage siden

Hej Jeg er en pige på 15 år, min mor er alkoholiker og jeg er tror at jeg lider af depression. Og angst. Jeg er bange for døden - men tænker på den konstant, jeg er bange for at hvis jeg døde så vil jeg aldrig kunne føle noget igen og jeg ved det lyder underligt men jeg tænker at så vil jeg bare ligge i en kiste i min livløse krop og ikke bevæge eller åbne øjne råbe men der kommer intet ud, bevæge mig, men jeg ligger stille osv jeg er mega bange om aften, jeg er bange for at det er et spøgelse efter mig en der vil føre mit liv værre jeg har før haft en periode hvor jeg troede at verden ville gå under og søgte om det og hver gang jeg læste det gik jeg i panik men det drev over uheldigvis er det kommet igen men værre jeg klare mig skidt i skolen og har mange gang tænkt hvad jeg laver i verden jeg kan ikke få fred er bange eller bekymret hele tiden vil begå selvmord men tør ikke at gøre det da jeg er bange for At dø Hvad fejler jeg??? DET ER IKKE NATULIGT!

Svar: 

Kære dig.

Det lyder til, at du har det rigtig svært og at der foregår mange ting omkring dig, som er svære, at håndtere, så det er rigtig godt, at du skriver her til cyberhus.

Du skriver at din mor er alkoholiker og jeg tænker at det ikke må være let for dig, at have en mor som drikker og som måske derfor ikke kan være der for dig. De fleste mennesker som drikker, gør det fordi de har det rigtig svært og ikke ved hvordan de ellers skal håndtere deres følelser og tanker. Ud fra dit brev kan jeg ikke læse om din mor altid har været alkoholiker? Eller om din mor nogensinde har fået hjælp, til at holde op med at drikke?

Du skriver, at du tror du lider af depression og angst. Jeg fornemmer ikke, at det er noget du har fået konstateret ved din læge, men at det er de tanker du selv har gjort dig, om hvorfor du har det, som du har det. Jeg syntes det er rigtig flot, at du har gjort dig nogle overvejelser omkring det.

Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, at klare at gå i skole når du har så mange ting at tænke på. Når man går rundt med sådan nogle tanker, som du beskriver, så kommer det til at fylde rigtig meget og så bliver det svært, at få overskud til at passe skolen.

Jeg sidder og tænker på, om din lærer ved, hvorfor det er svært for dig, at passe din skolen? Måske kunne det være rart for dig, at fortælle din lærer lidt om hvordan du har det, så din lærer ved hvorfor det ikke er så let for dig, at passe skolen. Det tror jeg din lærer ville kunne forstå og det kan være din lærer kan hjælpe dig med, at få det bedre i forhold til, at komme i skole. Hvis du syntes det er for svært, at sige det til din lærer, kunne du måske prøve, at skrive det i et brev. Jeg tænker også at din lærer måske kan hjælpe dig med, at skabe kontakt til en skolepsykolog, som ville kunne hjælpe dig med de tanker du går rundt med.

Jeg kan ikke fortælle dig præcis hvorfor du har det, som du har det, men jeg tænker at det er rigtig vigtigt, at du får noget hjælp, til at finde ud af hvorfor du tænker så meget på det med døden. Derfor syntes jeg det er rigtig vigtigt, at du får noget hjælp til, at finde ud af hvorfor du har det sådan. Jeg tror det ville være en rigtig god idé, at snakke med din læge omkring dine tanker, så I sammen kan finde ud af hvordan du kan få det bedre og måske igen få overskud til, at gå i skole. Din læge ville kunne hjælpe dig med, at komme til at tale med en psykolog, som ved rigtig meget om sådan nogle ting. Psykologen ville kunne hjælpe dig med, at finde ud af om du skal have hjælp til noget og hvordan du kan få det bedre.

Jeg kan godt forstå, at det ikke er let for dig, at gå rundt med så mange tanker om døden og at det gør, at du føler dig meget bange, må bestemt ikke være rart for dig. Jeg syntes ikke at du skal gå rundt og have det sådan. Det lyder til, at det er noget der har stået på i lang tid og at du har gået rundt med alle dine tanker helt alene. Derfor er det vigtigt at du får snakket med en voksen, som kan hjælpe dig, så du ikke er alene med dine bekymringer.

Måske det kunne være en god idé at besøge TUBA. De ved rigtig meget om hvordan det er, at vokse op med forældre der drikker og hvordan det kan påvirke en. TUBA har både anonym chatrådgivning, brevkasse og støttegrupper. Ellers tænker jeg, at du kunne logge på chatten her på Cyberhus og snakke med en af de søde frivillige, som rigtig gerne vil lytte til dig og forsøge, at hjælpe dig.

Jeg håber du kan bruge mit svar - og at du får noget hjælp til, alle de tanker du går rundt med.

Mange Hilsner
Majbritt

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program