Hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål

Hvad skal jeg gøre?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 2 måneder siden

Jeg går i en god klasse... for alle undtagen mig... Jeg bliver mobbet med det i flere dage hvis jeg siger noget forkert, jeg har ingen at være venner med, jeg går alene rundt, jeg går hjem efter skole, jeg klistrer mig til mobilen når jeg sidder indefor alene... jeg har bare ikke nogen at skrive til, jeg græder mig selv i søvn, mine forældre ser det ikke, mine lærere ser det ikke, mine venner og veninder(som jeg ikke har, men de mennesker omkring mig) ser det ikke ogjeg er helt alene tilbage... Jeg gør altid noget forkert, folk bliver sure på mig over ingenting, én ting forkert og jeg er alene igen... Jeg savner tryghed! Jeg vil egentlig bare væk herfra, bare flytte væk og begynde forfra, et sted hvor ingen af dem kan finde mig... men jeg er alt for usikker! Jeg ved at vores klasse blev kåret som en af de bedste på danmarksplan... men hvorfor kan ingen så se noget? Vi har 2 støttemennesker som skal hjælpe os, men jeg vil bare væk... væk fra alt jeg har her! Jeg vil gerne flytte til jylland men er bange for at de tager dårligt imod mig´, og jeg skal jo flytte væk fra hele min familie... jeg har ingen ide om hvad jeg skal gøre, jeg vil bare gerne prøve at være hende som ikke bliver dømt... hende som folk ikke kigger ned på eller finder fejl ved Kærlig hilsen Marie

Svar: 

Hej Marie

Hvor er det godt du endelig får åbnet munden og får fortalt en hvordan du har det, fordi det kan både gå ondt og være uoverskueligt at gå rundt med alle de tanker og følelser alene. Og jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig så godt jeg kan.

Det at blive mobbet i længere tid og opleve eller føle, at nogen kigger ned på èn og finder fejl ved èn, er som at få en kæmpe hammer i hovedet, som bare bliver ved med at slå. Og til sidst er man så mørbanket, at man føler sig ensom og bare har lyst til at komme væk fra det hele.

Jeg kan sagtens forstå, at du savner tryghed og tænker på at flytte et andet sted hen. Jeg kan også godt forstå, at du undrer dig over, at ingen kan se noget.

Nu skal du høre... jeg har nogle tanker til dig..

1. Jeg er lidt usikker på hvordan du har det derhjemme, fordi jeg har på fornemmelsen at du også føler dine forældre heller ikke ser dig og hjælper dig. Hvis det er rigtigt, så kan det nemt være med til at du føler dig endnu mere ensom, fordi selvom man ikke altid gider ens forældre, så betyder det rigtig meget at de ser dig og viser at de er der. Det giver nemlig lidt tryghed. Det kommer vi tilbage til.

2. Du skriver det her med at ingen ser dig, og det kan jeg sagtens forstå du undrer dig over. Men du har også selv et ansvar her. Der er nemlig mange unge og voksne som er rigtig gode til at skjule når de har det svært og det kan faktisk være rigtig svært for en voksen lærer eller anden voksen, at se på en ung, at der er brug for hjælp. Og så kan man gå rundt og føle sig ensom, men sådan behøver det ikke helt at være.

3. Livet er sgu ikke så nemt altid og det kan sommetider være svært at se nogen som helst måde det kan blive bedre på. Og ved du hvad...hverken dig, mig eller andre mennesker er særlig gode til at klare de svære ting selv. Vi er slet ikke så stærke og kloge som vi selv går og tror.:) Du kan ikke klare det her alene og det er der ingen mennesker der ville kunne. Du har brug for hjælp og sådan er det.

Du har brug for at der er en voksen der hjælper med at prøve forskellige løsninger af og som hjælper dig med at finde den tryghed som du helt sikkert fortjener. Og det skal være en voksen som kender dig og som rent faktisk kan ændre det til noget bedre. Og i dit tilfælde er det en lærer du skal starte med.

Hvis du vil have tryghed og have det bedre, så bliver du nød til at åbne munden. Jeg synes ikke du skal flytte til Jylland eller noget som helst andet sted, før du har prøvet at åbne munden. For hvis du ikke kan åbne munden, så flytter problemerne bare med dig og du vil ikke få det nemmere.

Du har brug for at prøve nogle ting af der hvor du er nu.

Jeg tænker, at en af grundende til at det måske er så svært at få sagt noget er, at I ikke er vant til at snakke om sådan nogle ting derhjemme. Fordi det er faktisk noget man lige skal øve sig på og lærer.

Så Marie... mit råd er, at du enten skal få taget dig sammen til at fortælle din lærer, at du bliver mobbet og at det er svært for dig. Og du kan bruge det du har skrvet til mig, fordi du skriver knivskarpt og en voksen vil nemt kunne forstå og se, at det bare ikke er okay du går rundt alene og har det på den måde. Din lærer kan og skal hjælpe dig.

Så selvom det er svært, så er det det du skal gøre.

Som jeg skrev før, så var jeg lidt usikker på dit forhold til dine forældre, men jeg synes også du skal få vist dem det her brev eller fortælle dem det. For måske viser det sig, at de faktisk godt kan give dig mere tryghed og hjælpe dig. Måske er det et forsøg værd. Hvis de ikke ved det, kan de i hvert fald ikke hjælpe dig.

Det sidste råd jeg vil give dig er, at kigge forbi chatten her i Cyberhus. Her kan du anonymt chatte med en voksen rådgiver og måske kunne det også være rart for dig. Det er et godt sted at øve sig i at snakke om de svære ting og så kan det jo også være at der falder nogle flere ideer af, som du synes du kan bruge.

Så kære Marie.. du skal have det nemmere og sjovere i dit liv, og det fortjener du. Du er startet på det nu, så find kræfterne og modet frem derinde bag ved alle de svære følelser og så gør noget ved det :)

Jeg ønsker dig alt det bedste..

Venlig hilsen
Erroll

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program