Hej med dig...

Hvor er det godt, at du træder frem og får skrevet til brevkassen, fordi jeg kan godt høre på dig at det er svært lige nu. Og så er det en rigtig god ide at få snakket eller skrevet med en voksen og jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig.

Det lyder til det hele så rigtig godt ud efter sommerferien i den nye klasse og du skriver at det hele bare klingede, både fagligt og socialt. Men så ændrede det sig rigtig meget og udover det med skolen, så har din far været syg i forskellige omgange og det har også fyldt meget for dig. Så nu har du trukket dig tilbage og lige pludselig er mad og vægt begyndt at fylde rigtig meget. Du har også mistet lysten til at være sammen med din hest, som ellers var meget vigtig for et år siden.

Der er sket meget det sidste års tid og jeg kan godt forstå at det kan være svært at rumme det hele. Faktisk virker det ret naturligt, at det er svært, fordi det er nogle store ting der er sket i dit liv. Og derfor viser det også stor styrke, at du lige stopper op og kan se at det faktisk ikke kører så godt.

Noget af det der typisk sker, når der er flere ting der er svære i ens liv er, at man begynder at bliver usikker på sig selv. Man kan begynde at tvivle på om man er god nok som man er og måske begynder man at tænke over hvad andre tænker og om man ser godt nok ud. Det fortæller du også, og jeg tror det er fordi du er presset inden i og har oplevet det med din far og at du lige pludselig ikke er med i pigegruppen på samme måde som i starten.

Noget andet jeg gerne vil skrive til dig, inden jeg begynder at skrive lidt om præcist det du skriver er, at vi mennesker er lidt nogle mærkelige nogen. Fordi når vi møder problemer og udfordringer, specielt hvis der kommer mere end en ad gangen, så gør vi sommetider det modsatte af hvad der er fornuftigt. Vi isolerer os og prøver at finde en måde at klare smerten og frustrationen på, uden at vise eller fortælle andre det.

Ud fra det du skriver, så tror jeg grunden til at du lige pludselig fokuserer meget på krop og mad er, at du bruger det som en form for trøst og en måde at fjerne tankerne fra det andet. Og som du sikkert ved, så virker det ikke i længden og faktisk kan det udvikle sig til noget rigtig farligt noget. For eksempel en spiseforstyrrelse. Men der er du heldigvis ikke endnu lyder det til, så du reagerer i tide.

Men noget af det som er rigtig svært, er så at komme i gang med at bruge de mennesker omkring en. Måske er man slet ikke vant til at fortælle om sine følelser, måske har man ikke oplevet at få hjælp før eller måske er man bange for hvad der vil ske, hvis man gjorde det. Der kan være mange grunde, så jeg tror det handler om 2 ting. At man lærer at sætte ord på det og stoler på at der er voksne derude der kan og vil hjælpe, men også at man finder ud af hvem der er æde rigtige voksne at bruge.

Det kommer vi lidt tilbage til om lidt, men lad os først starte med den pigegruppe og det med skolen. Fordi pigegrupper i folkeskolen kan være en underlig ting og den ene dag kører det bare og den anden dag kan man stå helt alene. Det kan gå ret hurtigt og piger kan være ret brutale.

Det var noget jeres lærer opdagede og det var en god ide at få snakket det igennem. Men du skriver ikke noget om hvad der så skete.. kunne læreren komme med forslag eller snakke med jer om hvordan i skulle løse jeres konflikt? Er der lagt en plan?

Det håber jeg, men lige meget om der er en plan eller det er gået lidt i vasken, så lyder det til at være en lærer der er opmærksom på hvad der sker i klassen. Derfor synes jeg også det er vigtigt, at du får fortalt din lærer hvordan du har det og hvad der sker i pigegruppen. Fordi selvom din lærer måske er opmærksom, så er det rigtig svært at gennemskue det hele, hvis ingen siger noget.

Jeg synes ikke du skal stå alene med det i skolen og din lærer lyder til at være en god person at snakke med om det her.

Du nævner også en ny pige, som du faktisk har det godt med. har du delt dine tanker med hende? og tror du det kunne være rart at have hende at snakke med, også om de svære ting? Det er i hvert fald noget du kan overveje.

Din far har været alvorlig syg over flere omgange og det er noget som sætter store følelser i gang. For eksempel kan du blive bange for at miste din far og det kan bare være rigtig svært at se sin far have det svært. Det er helt naturligt at det påvirker dig rigtig meget. Og igen synes jeg det var stærkt af dig, at du fik sagt det til pigerne, men ærgeligt at de ikke kunne være mere venlig og åbne over for dig.

Nu kender jeg ikke din far og mor og jeres forhold, men fornemmer at det er ok. Men du skriver, at dine forældre "slagter" dig, hvis de fandt ud af at du havde pjækket. Men ville de også slagte dig, hvis de vidste hvorfor du havde pjækket og vidste hvordan havde det lige nu. Det håber jeg ikke..

Jeg tror dine forældre vil dig det bedste og når de bliver sure over at du ikke passer hesten ordentlig eller passer din skole, så handler det om at opdrage dig til at tage ansvar. Men det er ikke det samme, som når det kommer til følelser og hvordan du har det inden i. Derfor... hvis I egentlig har det godt derhjemme, så tror jeg måske du undervurderer dine forældre og at de faktisk gerne vil prøve at hjælpe dig og ikke slagte dig, hvis du fortæller dem at det faktisk er rigtig svært lige nu.

Jeg synes i hvert fald du skal overveje det kraftigt at prøve at snakke med dem, fordi måske vil de overraske dig og så vil det være noget nemmere for dig.

Omkring det med hesten... så var det jo egentlig en god andledning til at snakke med dem, nemlig at forklarer hvorfor du ikke føler det samme for hesten i dag. Fordi også det lyder meget logisk i mine ører.

Når man har det svært og der er noget andet der fylder rigtig meget, så ryger al energi over i den skål og så er der ikke så meget tilbage til alt det andet man før have lyst til. Jeg tror ikke det handler om, at du ikke elsker din hest mere eller vil være sammen med den, men om at du ikke har plads til hesten inden i lige nu.

Derfor handler det om at få hjælp til at lave mere plads og det gør du ved, ikke at gå rundt med det alene. At du får nogle flere skuyldre at dele dine bekymringer og tanker ud på. Og det er det vi voksne er der for. Din lærer, dine forældre, rådgiveren i Cyberhus og andre som du stoler på..

Så udover det jeg har skrevet til dig i dag, så vil jeg foreslå dig at kigge forbi Cyberhus chatten, hvor der sidder voksne som du anonymt kan chatte med. Jeg tror det kunne være rart for dig, men måske vil det også være nemmere der, at finde flere muligheder der kan hjælpe dig.

Jeg håber du kunne bruge mit svar og jeg ønsker dig alt det bedste..
Venlig hilsen
Erroll