Bekræftelse.
Bekræftelse.
Hej. På det sidste har jeg tænkt meget over at få der her ud og skrive ind et sted, -nu har jeg endelig samlet mod til det. Hvordan skal jeg forklare mit problem? Jeg kan starte med at sige jeg føler mig tom og det er som om mit liv er overfladisk. Hver gang jeg har prøvet at henvende mig til mine veninder, er der ingen støtte da mit liv jo er perfekt ifølge dem. Men jeg har det fuldstændig modsat. Jeg ser mine forældre ca. en halv time til en time om dagen. og det er hurtigt. Jeg klarer alt selv, fra mad til oprydning og vaske tøj osv. Det jeg får af mine forældre er penge. Når jeg så prøver at snakke med dem siger de at de ikke har tid, og jeg skal tage ud til en veninde hvis jeg keder mig og stikker mig 200 kroner fx .. Det er vel forståeligt da de begge arbejder rigtig meget og jo skal ha råd til alt det vi køber, er det ikke? Jeg elsker og være hjemme hos mine veninder, for deres forældre tager sig altid tid, bare lige 2 minutter til at spørge hvordan det går. Det har jeg aldrig prøvet hjemme .. Sidst jeg fik et karakter blad kom jeg hjem med et gennemsnit på 10,8 og det eneste mine forældre sagde var 'kunne du idet mindste ikk få det op på 11?' Jeg kunne bare mærke den skuffelse dybt indeni. Kan jeg ikke engang tilfredsstille mine forældre med karaktere? Hvorfor kan jeg ikke gøre det bedre. Min sundhedsplejerske har efter tidligere samtale nævnt at jeg er meget 'behagesyg' .. Er det godt? Hvis der en ting jeg hader ved mig selv, er det mit udseende. Jeg har før haft anoreksi, og vil egentlig ønske jeg stadig havde det. Jeg kom ned på 36 kilo i en højde af 1.68. Det var først der min mor sagde jeg så for 'splejset' ud og jeg skulle spise noget mere (men ikke for meget, som hun understregede) Uanset til hvor dyr en frisør/kosmetolog jeg går til og uanset hvor flot tøj jeg køber. Hjælper det ikke en hat på mig. Jeg er håbløs. Hvad skal jeg gøre for at være som de andre? er der ikke ET enkelt svar på det. Jeg kan ikke huske sidst jeg græd uden at være alene, da det jo er et svaghedstegn. Jeg kan ikke huske sidste gang jeg fik et kram af mine forældre. .. Da jeg prøvede at sige det til dem omkring juletiden, blev de rasende, for kunne jeg ikke forstå alt det de gjorde for mig? Jeg har alting, undtagen kærlighed fra mine forældre. Sjovt jeg ikke kan huske sidste kram, men kan huske sidst jeg fik en lussing .. Mange hilsener C. (håber ikke brevet er til for meget besvær)
Hej C
Dit brev er ikke til besvær og du er altid velkommen her i brevkassen og i hele Cyberhus.:) Jeg synes det er super godt at du fandt modet og har fået skrevet det og fået det ud. Når man går rundt med noget inden i som er svært eller gør ondt, så er det bare dejligt at få lov til at få snakket om det. Det løsner op på en eller anden måde.
Jeg kan godt forstå du er frustreret og føler dig tom inden i. Alle mennesker har brug for kærlighed fra deres forældre, også dig. Så betyder det mindre med stor bil, hus og penge. Det lyder til at du har gennemskuet det og det synes jeg er stærkt. Det kan du bruge til noget..
Det lyder faktisk også til at du har prøvet at snakke med dine forældre om det her, også dine veninder, men at du ikke føler de lytter, eller tager sig tid til at snakke om det. Det er ærgeligt, fordi jeg synes du gør det rigtige. Du prøver at få sagt det som er svært og som du gerne vil have ændret og det er bare hamrende godt.
Du stiller mig en række direkte spørgsmål, som jeg gerne vil svare dig og så til sidst har jeg nogle muligheder som jeg synes du skal prøve af.
1. Dine forældre skal tjene en masse penge, for at betale for alt det i har, skriver du. Og så stikker de dig 200 kr. og beder dig tage op til dine veninder. Jeg synes ikke det er okay at dine forældre ikke har tid til dig og at de tænker mere på at tjene penge end at være sammen med dig. Desværre er der mange mennesker som køber store huse og andre ting, og derfor har brug for en masse penge til at betale for det. Lige pludselig kan man sidde i en svær situation, hvor man egentlig gerne ville gøre det på en anden måde, men ikke føler man kan. Måske er det også sådan dine forældre oplever det?
2. Omkring dine karakterer. Hold da fast det er nogle høje karakterer :) Det er noget underligt noget med karaktere og rigtig mange mennesker fokuserer meget på dem. Jeg tror på, at vi alle er gode til forskellige ting og derfor får forskellige karakterer. Der er også nogle der er gode til at bygge huse og hader skolen, og de får måske lave karakterer. Men det gør ikke noget.
Jeg synes dine forældre skulle være meget stolt af dine karaktere og derfor kan jeg godt forstå at du følte en stor skuffelse inden i.
3. Din sundhedsplejeske sagde at du var "behagesyg" og du spørger om det er godt. Når man gerne vil gøre andre mennesker tilfredse eller få deres kærlighed og accept, så undgår man tit at gøre dem kede af det, sure eller på en anden måde skabe problemer. Man behager dem og gør hvad de synes er godt. Sommetider glemmer man helt hvad man egentlig selv havde lyst til eller hvad man selv synes er ok. Det er meget naturligt at du er behagesyg sommetider, fordi du måske gerne vil have dine forældres kærlighed og føle at du er god nok. Det lyder til at dine forældre forventer meget af dig, og det kan være svært at leve op til.
4. Hvad skal jeg gøre, for at være som de andre?, spørger du. Ikke noget synes jeg.. Du er dig selv og selvom det føles svært lige nu, så er du faktisk ved at finde ud af hvem du selv er. Sommetider kræver det lidt arbejde og sommetider kan det være pokkers svært. Sommetider kan det være svært at vise hvem man er, at være ærlig omkring det. Det kan være fordi man har en facade man skal leve op til, eller man er vant til at gøre tingene på en bestemt måde.
Da jeg læste dit brev, tænkte jeg at du faktisk prøver at fortælle de mennesker omkring dig, at der er noget galt. Der er noget der gør dig ked af det og noget som du gerne vil have ændret. Det er måske også derfor at du har haft en spiseforstyrrelse, fordi det er også en måde at fortælle at noget er galt.
Heldigvis er der andre måder som ikke er farlige for dig og du har allerede prøvet på det. Nemlig at få det fortalt og få snakket om det og hvad du/I kan gøre for at du får det bedre.
Men jeg tror du skal prøve at vælge nogle andre mennesker, end dem du har prøvet indtil nu. Fordi en af hemmelighederne er nemlig at vælge de rigtige mennesker at snakke med. Så mit forslag er faktisk er gøre det du allerede har gjort, men gøre det tydeligere og til nogle andre mennesker:
1. Gør det mere klart:
For at nogen kan hjælpe, så er det vigtigt at de ved hvad det drejer sig om og hvordan du har det. Du har beskrevet det helt tydeligt her til mig og jeg kan derfor forstå dig. Når du snakker med andre om det, kan du bruge det du har skrevet til mig - vis dem det eller øv dig i at fortælle det mundtligt.
2. Andre voksne:
- Sundhedsplejersken: Du har allerede snakket med hende og det lyder til at hun har gennemskuet lidt af det. Måske kunne hun være god at snakke med igen, men hvor du fortæller lidt mere. En sundhedsplejeske er vant til at snakke med unge om ting som også føles svært.
- En god lærer - Hvis du har en lærer du respekterer og stoler på, så prøv at tage fat i den person og gør det på samme måde.
- Venindes forældre. Du skrev at du elsker at være hjemme hos deres forældre, fordi de lige gav sig tiden. Prøv at fortælle din veninde at der noget du har brug for at snakke om, og fortæl din veninde at du gerne vil snakke med hende også, men om det var ok, hvis du også snakkede med hendes forældre.
Veninder kan være rigtig gode at snakke med, men voksne har lidt mere erfaring medd livet og kan derfor være gode på en anden måde.
3. Sidste mulighed jeg vil give dig her, er vores chat her i Cyberhus. Her kan du chatte anonymt med en voksen og jeg tror det vil kunne være rart for dig. på den måde kan i sammen finde frem til flere muligheder, men først og fremmest kunne det være en mulighed for bare at snakke med en voksen.
Jeg håber du griber nogle af de muligheder jeg har givet dig og du skal vide at du gør det rigtige.:)
Rigtig god Pinseferie til dig.
Venlig hilsen
Erroll