Hej Cyberhus! :-) Som det kan ses, er jeg en pige på 12. Som har et lille problem. Jeg er begyndt at være ret asocial. Jeg er sammen med bedsteveninden, nogle gange om ugen og skriver/er sammen med kæresten også. Men resten af mine veninder og det meste af min familie er jeg ikke særlig sammen med. Jeg ved at man har et hårdt knyttet bånd til både bedsteveninden og min kæreste, men alligevel er jeg asocial. Jeg bruger meget af min tid på sidde oppe på mit værelse efter skole. Jeg er ret stille i timerne, trods jeg måtte have det rigtige svar. Jeg siger aldrig noget til aftensmaden. Og nyder "bare at følge med" i skolen og derhjemme. Jeg nyder at være stille og rolig, bare tage tingene som de kommer, og dele mine følelser, og jeg nyder at være asocial. Det begyndte i min barndom, jeg sad på værelset, hørte musik, og legede med barbie. Da jeg blev ældre sad jeg og lyttede i timerne, næsten uden at sige noget, til klassekameraterne.. Når jeg blev spurgt om noget, gik det i normalt tempo, men i korte sætninger, så jeg forkortede alt jeg havde at sige. Efter skole gik jeg hjem, musik og barbie (eller andet legetøj) ud og spise, ind og lege, børste tænder, og så i seng., og så om og om igen.. Da jeg blev ældre og var ved en 8-års alderen, kunne jeg godt selv mærke på mig, at jeg egentlig aldrig havde været sammen med mange, men det havde slet ikke gjort mig noget. Jeg fik min kæreste for kun et par dage siden, selvom vi har kendt hinanden i to år, anden historie. Men inden vi kom sammen fortalte han mig at han også selv syntes han var asocial. En tid efter svarede han mig ikke på mobilen, så jeg ringede til ham og bad om forklaring, han forklarede mig han var blevet rigtig ked af det over hans forældre var indkaldt til møde et eller andet sted, han sagde det hed EDHD, Jeg kom til at grine lidt, undskyldte, og sagde jeg var sikker på det var ADHD han snakkede om. Jeg har set det i fjernsynet, og kan huske at nogle af de ting der kommer med ADHD kan være hyperaktiv, asocial og noget andet. Jeg tænkte over om jeg havde ADHD, men jeg er rimelig usikker, for kun asocial er et af de "ting der er i vejen med mig". Den 5 januar da vi sad og spiste aftensmad kom min mor til at tale om min mosters skilte veninde, og kom lidt senere hen på et af hendes børn, min mor nævnte at han var handicappet, jeg spurgte om det var unormalt, for hende, jeg har selv en handicappet fætter, og bliver lidt stødt hvis folk snakker dårligt om dem, hun sagde nej, men at han var autist, hun nævnte de forskellige grader man kan få autisme i. Hun sagde at de er asociale, at de skal have styr på hver en detalje, uden det nødvendigvis er fordi det skal være perfekt, at de undgår øjenkontakt og menneskelig kontakt, herunder at stå for tæt på et andet menneske, desuden sagde hun at hvis der er noget de brænder for, er de ik 100% indrettet på det, så er de 500% indrettet på det. Det sidste hun sagde, var at hun selv var det. Menneskekontakten er der intet i vejen med, snakken er intet problem, men asocial er hun. Og det er ligesom jeg selv, jeg elsker at kigge min kæreste i øjnene, jeg elsker at snakke med min bedsteveninde, og elsker at lytte og hjælpe hende. Men jeg er nærmest født asocial. Skal jeg være bekymret? Skal jeg til lægen? Har jeg arvet det efter min mor? de tre spørgsmål, og bare grunden i hvad jeg skal gøre, vil jeg gerne have hjælp til :-) Mange hilsner; Trine