Lidt af hvert

brevkassespørgsmål

Lidt af hvert

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 14 år 2 måneder siden

Hejsa. Jeg har lige nogle spørgsmål, jeg rigtig gerne vil have svar på :-) Sp. 1: Siden jeg var 12-13 år, har jeg altid haft hudorme over det hele på næsen. Jeg syntes det er vildt grimt, men jeg ved også godt, at det er en del af at være en teenager. Jeg bruger ikke make-up overhovedet, og jeg har ikke tænkt mig at bruge foundation til at dække det. Jeg vil bare gerne have en blød næse, ligesom mine kinder :o). Jeg syntes også at det er ret underligt, at der er små prikker over det hele på min næse. Jeg har en masse forskellige slags rensningsprodukter (fx clearasil spot control, ansigtsvask og sådan noget specielt sæbe til ansigtet), men det hjælper ikke. Jeg spiser ikke specielt sundt i min hver dag, og jeg dyrker sport to gange om ugen. Jeg føler faktisk at jeg er blevet meget doven her for det sidste... Nå, men hvad kan jeg gøre? Findes der andre gode produkter beregnet til hudorme? Sp. 2: Jeg har også haft en rigtig dårlig vane i lang lang tid nu. Jeg spiser selvom jeg ikke rigtig jeg sulten. Bare for sjov. Syntes at det er rart at sidde og spise mens jeg ser tv, og sådan vil jeg ikke have det - men det er svært. Efter aftensmad - både selv om jeg er mæt eller ikke er blevet mæt - skal jeg altid spise noget. For det meste noget sødt. Jeg tager ikke hurtigt på, men alligevel har jeg taget meget på (vejer ca. 55, og er ca. 1.64-65 høj) i løbet af 1-2 år. Jeg tror jeg har timeglas-formet krop, plus fodbold ben og bredde skuldre. Jeg ønsker mig slanke lår og helt lige mave ude i siderne. Men prøver altid bare at være glad for min krop. Når jeg går i køkkenet for at hente noget at spise, prøver jeg altid at erstatte det usunde med frugt. Men noget i mig, får mig automatisk til at vælge det usunde. Engang havde jeg det sådan, at hvis jeg skulle spise noget usundt, skulle jeg også spise en frugt lige før jeg spiste det usunde. Men sådan er jeg ikke mere.. Hvad kan jeg gøre? Jeg vil ikke have sådan en vane mere! Sp. 3: Jeg har lagt mærke til at jeg ikke kan mærke når jeg bliver mæt. Kun hvis jeg har spist rigtig meget! Men tit når jeg er færdig med at spise, kan jeg ikke mærke den der mæthedsfornemmelse. Forstår det ikke.. - Mange tak :-) Pige, 15 år.

Svar: 

Hej.

Det er godt du skriver herind og spørger, jeg skal hjælpe dig så godt jeg kan. Jeg har delt svaret lidt op, så det er nemmere at finde rundt.

Svar på spørgsmål 1:

Hudorme er som du selv skriver desværre en del af det at være teenager. De er generelt svære at komme af med medmindre man trykker dem ud, men selvom man gør det kommer de tit igen. Hudorme er fyldte talgkirtler i huden. En talgkirtel producerer fedtstof som er vigtig for hudens fugtighed og modstandsbarriere idet fedtlaget fungerer som skærm mod omgivelserne. På den baggrund vil huden danne mere talg/fedtsstof hvis du vasker den med sæbe der jo udtørrer huden. Jeg siger ikke at du ikke skal vaske dig med sæbe, men det er en god ide kun at gøre det hver anden dag eller én gang om ugen, og så ellers vaske med lunkent vand morgen og aften uden brug af sæbe. Du kan bruge en mild crème bagefter, helst uden parfume og parabener (der er hormonforstyrrende). Nogen gange kan det være fint at trykke dem ud hvis du kan komme til, men undgå at lave sår i huden, for så får du ar, og det er heller ikke pænt.

Du kan også prøve at drikke mere vand. Og her mener jeg vand, ikke saft, sodavand eller andet. Vand kan nogen gange få huden til at blive pænere, men du skal ikke drikker mere end 3 liter fordelt på hele dagen, det er mere end rigeligt. Derudover er sund kost også af nogen betydning ikke direkte for hudorme, men for din sundhed generelt, og dermed også din hud.

Ellers er det bare at vente på at du bliver ældre, selvom de ikke allesammen vil forsvinde med alderen, aftager mængden noget.

Svar til spørgsmål 2 og 3:

Først vil jeg sige, at du skal fortsætte med at tænke godt om din krop, og være glad for den. Det er rigtig godt at du kan lide dig selv som du er, og “timeglasform” er flot, og det er der mange kvinder der gerne vil have:-)

Jeg kan dog også godt forstå, at du er træt af at du “hygge-spiser”. Det er en vane ligesom feks. at bide negle, så det er klart, at det er  svært at komme af med vanen. Vores hjerne er (desværre) sådan indrettet, at når den først har smagt sukker, så vil den gerne have mere. Hjernen tænker på fremtiden, og vil gerne have lagre af energi (feks. sukker) til hvis den for brug for hurtig energi, eller som lager til strengere tider. Det er bare ikke så praktisk i vores del af verden da vi jo har mad nok, og sjældent vil få brug for lageret. I stedet vil denne egenskab gøre, at vi spiser for meget og derfor tager på.

Hele hemmeligheden i stabil vægt og sundhed ligger i ikke at spise mere energi end du bruger, og spise varieret så du får alle næringsstoffer kroppen har brug for.

At spise sødt er simpelthen en vane, som du kan komme af med. Det kræver blot træning og disciplin fra din side, for du skal “vinde og din hjerne”. Når du får lyst til sødt kan du i stedet lave noget andet, gå uden for, læs en bog, løb en tur, drik the, ring til en du kender, simepelthen distraher hjernen så den glemmer sukker-trangen. Lav aftaler med dig selv. Feks. at du kun må spise sødt 1 eller 2 gange i ugen, og hold aftalerne. Sig højt til dig selv “jeg har ikke brug for sødt, jeg er stærk” når trangen melder sig, gentag det indtil du selv tror på det. I starten kan man godt føle sig lidt dum, men det virker og du fortæller dig selv, at du slet ikke har brug for det søde, og til sidst tror hjernen også på det. At tage et stykke frugt kan være en god idé, men frugt indeholder også en masse energi og frugtsødestoffer, så max. 4 stykker frugt om dagen er nok, og så selvfølgelig grøntsager oveni. Det kan også være en idé slet ikke at have søde ting i huset. Simpelthen lade være med at købe det. Du kan måske få dine forældre til at hjælpe dig, så de gemmer det et sted du ikke ved hvor er, for så kan du ikke få fat i det, og må finde på noget andet.

Du skriver også at du ikke føler dig mæt. Hvis man I lang tid har spist meget, kan man udvide sin mavesæk så den kan rumme mere. Mæthedsfornemmelsen opstår når dit blodsukker stiger efter madindtagelse, og når mavesækken er fyldt. Hvis din mavesæk er lidt større for tiden, kan du i en periode prøve at nøjes med én god portion mad til aften. Selvom du ikke føler dig fuldstændig mæt så lad værre med at tage mere. Du skal selvfølgelig ikke sulte dig selv, men hvis du i en periode ikke udspiler mavesækken vil den skrumpe lidt, og du vil igen føle dig mæt ved almindelig fødeindtagelse. Det tager blot noget tid, regn med 3-4 uger.

Flad mave og slanke lår kan du træne dig til. Løbeture er ekstremt effektivt. Nu ved jeg ikke hvilken sport du dyrker, men hvis du ikke løber, kan du starte med at træne lidt, måske 20 min. 3 gange om ugen. Efterhånden som du bliver bedre og nemt kan klare turene, kan du lave dem længere. Løb er særligt effektivt for mave, ryg og ben, og derudover forebygger løb sukkersyge, hjertesygdomme og overvægt, så der er mange plusser ved at tage en løbetur.

Jeg håber du kan bruge mit svar, ellers er du velkommen til at skrive igen.

Hilsen Lea

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program